"Det er med sorg og forfærdelse vi nu igen erfarer ondskabens og terrorens anslag imod uskyldige civile mennesker.
Mine tanker går særligt til ofrene og deres pårørende, der nu står midt i smerten og sorgen.
Terrorens drab og lemlestelse er modbydeligt og et anslag imod både mennesker og Gud. Alt kan synes håbløst, men her er det vigtigt, at vi går op imod volden ved at holde fast i håbet og ved at kæmpe for frihed og alles ret til et værdigt liv.
Netop her taler påskens evangelium lige ind i denne situation, og går op imod døden og ondskaben, og forkynder kærlighedens sejr gennem Jesu opstandelse."
For at mindes ofrene og for at vise vores stærkeste solidaritet med det belgiske folk har regeringen besluttet, at der i dag flages på halv stang og dette sker også ved Viborg Bispegård."
Henrik Stubkjær
Biskop over Viborg Stift