Thomas Feddersen

Jeg er 60 år, har 2 børn og 3 børnebørn. Det har siden min konfirmationsalder stået klart, at jeg da ville være præst. Jeg har rundt regnet 20 års præsteerfaring fra forskellige præsteembeder og -vikariater på landet, i byen og på et sygehus. Derudover har jeg arbejdet i Kirkeministeriets IT-Kontor og hos Poda, som handler med landbrugshegn.

Jeg er præst i en opbrudstid. Den digitale verden giver muligheder og blindgyder, som jeg end ikke havde fantasi til at forestille mig, da jeg blev præst. Det er en udfordring, både for mennesker og for kirken, for ordet har magt. Men kun de ord, som vi ser, hører, læser, har magt og sætter spor i os. De ord, vi aldrig møder, gør ikke.

”Nåde” er sådan et ord. Når vi ikke hører om nåden i dagligdagen, så forsvinder nåden som værdi i os og i samfundet omkring os. Så er det andre ord end nådige ord, som bliver hørt og fylder. Så bliver tonen og debatten nådesløs og polariseret. Og så bliver det svært for mange at føle sig gode nok. For hvis vi ikke har nåden som værdi i os, så bliver det, som fylder nemt de gange, hvor vi ikke har slået til. Udfordringen for kirken er, ud over at få taletid, at finde de rigtige ord, for heller ikke kirkens gængse ord som synd og nåde betyder (helt) det, de har betydet engang.

Nu har både livet og tre menighedsråd kaldet mig til Jylland efter 30 år på Sjælland. Og her er udfordringen for mig også at finde de rigtige ord, for godt nok har vi samme sprog i øst og vest, men vi taler ikke ens. Så jeg er ikke vant til, at ”ikke så ringe” er bedre end ”god”, og at ”fantastisk” kan lyde lidt af brugtbilshandel. Men det vigtigste er dog stadig det vigtigste, og så må jeg jo kaste mig ud i det: Det, at Gud vitterligt vil os med alle vores fejl og fiaskoer, er ikke det ringeste håb at have.