Fortsæt til hovedindholdet
5. februar 2025

Anders Dalgaard 

er ansat som ny sognepræst i Bjerringbro Pastorat pr 1. februar 2025

Hvad er din baggrund?

Jeg er vokset op i Vinding ved Holstebro.

Jeg har ikke blåt blod i årene. MEN jeg har en identitet, der er formet af min slægt, som var hedeopdyrker og af min opvækst i et hjem, der var præget af gudsfrygt og nøjsomhed samt et åndeligt engagement, hvor sognemenigheds gudstjeneste og de kirkelige organisationer var tæt sammenvævet.

Jeg er gift med Helga og vi har to voksne børn.

 

Hvorfor blev du præst?

Som ung var jeg i gang med en uddannelse som landmand. Men der voksede en indre tilskyndelse frem til at skulle blive forkynder. Min hjemlige sognepræst tilskyndte mig til at læse til præst. Jeg protesterede, for jeg har læsevanskeligheder (er ordblind), men ved megen slid og ihærdighed samt Guds ledelse og gode menneskers hjælp blev jeg teolog og har været præst siden 1990; først i Ubberud på Fyn og siden i Øster Snede indtil jeg gik på pension.

Anders Dalgaard

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?

Tidens mange krav er blandt de største udfordringer; kravene om hvad vi skal og om hvordan vi kan klare de mange udfordringer og forventninger, som vi møder. Den største udfordring til det enkelte mennesker er derfor: Hvordan kan jeg finde min plads i alt dette; og hvordan kan jeg finde mening og hvile i det, som livet byder mig.

 

Hvad holder du mest af i dit virke som præst?

Min største glæde ved præstegerningen er knyttet til søndagens gudstjeneste. Gudstjenestens liturgi og tekster rummer noget slidstærkt, som i sin genkendelighed og langsomhed kan møde mennesker i livets forskellige situationer.

 

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Kirkens vigtigst opgave vil til alle tider være at forkynde evangeliet om frelsen til syndere ved troen på Jesus Kristus. Til at nå dette mål er der mange forskellige muligheder og veje – der ænder sig fra tid til anden. Og mange af dem skal afprøves.