Fortsæt til hovedindholdet
1. december 2024

Løft blikket
og se Guds nærvær

Biskoppens julehilsen 2024

Hvis du ikke kan se videoen herover, så tryk på det lille cookie ikon i nederste venstre hjørne og tryk "vælg alle" så burde det hjælpe.

Traditionen tro vil jeg sende min julehilsen til alle i Viborg Stift her fra Domkirken.

Tak for fællesskab og arbejdsfællesskab og følgeskab her i 2024. Og en særlig hilsen til alle valgte til vore nye menighedsråd – velkommen til en spændende og vigtig opgave – jeg glæder mig til vores samarbejde og fællesskab.

Er der noget, vi forbinder med jul, så er det engle.

Det var englen, der mødte hyrderne på marken og sagde: ”Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren.”

Og med et var der med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Engel betyder budbringer. Og englene finder vi, når der er noget afgørende på færde.

Sådan er det også her i Viborg Domkirke, hvor maleren Joachim Skovgaard har en særlig kærlighed til englene og afbilder dem ved alle de centrale begivenheder i det kristne evangelium.

Vi ser englen der kommer til Maria – Jesu mor og bebuder, at hun skal føde himlenes konge – også her er englens første ord: ”Frygt ikke!

Vi ser, at Skovgaard lader englen være dåbsvidne, da Jesus bliver døbt i Jordan floden og påbegynder sin messianske opgave,

Og ligeledes er det engle, der er opstandelses vidner, da Jesus står op af døde. Og englen bliver i gravhulen til kvinderne kommer, og er dermed også den første til at formidle Kristi opstandelse – og igen sker det med et ”Frygt ikke!”

Og vi ser engle igen, da Jesus efter at have været i dødsriget mellem langfredag og påskemorgen, hvor han forkyndte Guds nåde for de døde, og nu fører dem ind i Guds rige med Adam og Eva ved hånden. Da er det englene, som åbner porten ind til Paradiset, så de to, der var de første til at svigte, nu på baggrund af Guds nåde også bliver de første til at vende tilbage til Paradiset.

Og Skovgaards hyldest til englene kommer jo tydeligst frem i tre af kuplerne i Domkirken, hvor de er afbilledet med hhv. svær, og med basuner og med lysfakler – Englene er dem der vogter retfærdigheden og Guds skaberværks ukrænkelighed og de er blæserne der forkynder det nye – den store glæde der forkyndes for hele folket og de er bærerne af lys og håb.

Jo englene er budbringere af Guds nåde og frelse. Englene forkynder, at vi mennesker intet har at frygte hos Gud. Gud er den der kommer os nær, – i barnet i krybben. Og han kommer os nær med en stor glæde!

Englene forkynder Guds fortsatte nærhed, og de forkynder håb ind i vores menneskelige mørke. Derfor sætter vi engle på vore juletræer og hænger dem i vinduerne.

Ja, vi fascineres af englene og vi ved at de er vigtige som dem der taler frygten ned, og forkynder glæde og håb. Og derfor går vi så vidt at vi iklæder vore små børn englevinger i krybbespillene landet over.

Måtte julens budskab også i år tale til os, så vi tager ved lære af englene, og taler frygten ned, og holder håbet oppe.

Måtte vi handle på englenes forkyndelse – og i ord og handling møde de mange der også denne jul sidder i krigens og klimakrisens og ensomhedens mørke.

Lad os tage englene på ordet og glæde os og gøre noget aktivt for at værne om skaberværket og bringe fred til mennesker.

Så med opfordringen til at løfte blikket og se Guds nærvær, vil jeg ønske jer alle og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår

Pas godt på hinanden og slip håbet, glæden og freden løs.