Træffer jeg de rigtige valg?
En øvelse i at sænke skuldrene en anelse
Når du kommer gående mod hovedindgangen til VIA Campus i Viborg, kan du ikke undgå at få øje på skiltet i et af vinduerne, hvor der står studenterpræst med store bogstaver. Som et signal om, at herinde bag ruden sidder der en, som har tid til at lytte til de udfordringer og tanker, du kan have som studerende.
- Det er jo ikke, fordi man taler vildt meget om tro herinde. Jeg har oplevet det et par gange, når nogen er kommet herind. Men jeg synes, det er forkyndelse nok, at jeg bare sidder her og kan lytte, fortæller studenterpræst Victoria Vejle Kilpatrick.
Hendes dør er åben på VIA Campus i Viborg hver mandag og torsdag, men mange skriver også en sms til hende og spørger til, hvornår hun har tid. Så svarer hun hurtigt tilbage med forskellige tidspunkter, hun kan – og så kan det godt være, at der ikke sker mere.
- Det kræver meget overvindelse at skrive, og så, når de så oplever, at jeg rent faktisk har tid, så tror jeg, de tænker... “Åh nej, hvad gør jeg så nu? Jeg håbede, at det var tre måneders ventetid.” Så nogle gange kan der godt gå en måned eller to, inden de pludselig skriver igen, fordi de skal have et tilløb og finde modet til at svare.
Sænk skuldrene
Nummeret til Victoria har de fleste fundet på en meget gammeldags facon ved at hive hendes nummer af en af de plakater, der hænger rundt på campus, med et billede af Victoria og et tilbud om at snakke med studenterpræsten.
- Altså mit mål, når de går ud ad døren, er, at de kan sænke skuldrene en anelse og føle sig lidt lettere. At de ikke skal gå med det hele selv, og de bare føler sig hørt, lyder det fra Victoria Vejle Kilpatrick.
Altså mit mål, når de går ud ad døren, er, at de kan sænke skuldrene en anelse og føle sig lidt lettere. At de ikke skal gå med det hele selv, og de bare føler sig hørt
Det er heller ikke alt, Victoria kan svare på og hjælpe med, og så er det godt at kunne henvise til kontoret, der ligger lige ved siden af.
- Så har jeg henvist til psykologen, eller jeg har sagt, at de skal gå videre til en læge, fordi det måske er noget, der er større. Fordi jeg kan jo ikke løse ting. Og det er heller ikke min opgave.
Men hun kan lytte, og taknemligheden mærker Victoria, når de unge rejser sig fra stolen i hendes lille kontor, hvor mange siger tak, fordi hun gad lytte til dem. Samtaler, der ofte handler om de valg, som de unge studerende konstant bliver stillet overfor.
- Jeg tror, at der er så mange valg, man står overfor hele tiden. Man skal hele tiden vælge, og vælger man rigtigt? Så kommer det der perfektionistiske op i de unge. Hvad hvis det er det forkerte, jeg vælger?
Ingen enkle valg
De valg, som Victoria har truffet i sit eget liv, har heller ikke været lige til og enkle, så hun kan sagtens sætte sig ind i, når de unge spekulerer på, om den retning, de har valgt, er den rigtige. For Victorias valg om at blive præst var lidt af en overraskelse hos både veninder og forældre.
- Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor det lige kom fra, men jeg tror lidt, det kom med, at jeg selv har mødt meget tvivl og usikkerhed, og så fandt jeg tryghed og trøst i at kunne bede til Gud og have sådan en tryghed i, at jeg vidste, at Gud var der. Og så blev jeg nysgerrig på, hvad teologi ligesom var. Det var et enormt spændende studie, siger Victoria Vejle Kilpatrick.
Men det var samtidig også et langt studieforløb, hvor tvivlen godt kan komme og hviske hende i øret, om hun overhovedet vil være god nok til at være præst, når hun engang er færdig med studiet. Men særligt én ting gjorde en forskel for Victoria:
- Det afgørende for mig blev helt klart, at jeg blev ansat som præstekadet i Favrskov Provsti, hvor jeg virkelig fik lov til at prøve, hvad det vil sige at være præst. Og der fik jeg det bare sådan, at det var det, jeg skulle. Det synes jeg bare var helt fantastisk.
Noget større på spil
Den 24. marts stod Victoria så foran alteret i den store domkirke i Viborg og gav hånd til biskoppen som et tegn på, at hun nu var ordineret som studenterpræst og sognepræst i domsognet ved domkirken – og netop det match er hun i særdeleshed glad for.
- Når jeg så får lov til at prædike, eller har bisættelser, dåb og vielser, så ser jeg, hvor livet også har betydning, og hvor evangeliet virkelig kan tale. Det giver også noget til rygsækken, når man så sidder her på VIA og har samtaler med de studerende.
En rygsæk, som stadig bliver fyldt med livserfaring, når man som Victoria stadig er ny og ung 29-årig præst. Her hjælper det at vide, at man sidder der som præsten - og ikke som unge Victoria.
- Den allerførste bisættelsessamtale, jeg havde som præst, var meget, meget svær. Men der sad jeg lige ude i bilen og bad til Gud og sagde, at nu har du bare at sidde med mig derinde. Og det var det, der gjorde, at jeg kunne komme igennem det og være til stede og bare have den der ro. Det var meningen, at jeg skulle sidde der. Bagefter gik jeg ud i bilen, og så græd jeg, fordi det havde været så hårdt. Men det var ligegyldigt, for det gjorde jeg jo ikke, mens jeg var der. For der vidste jeg godt, at der var noget større på spil.
Og netop Victorias alder føler hun er en hjælp, når hun sidder og skal have samtaler på sit kontor på campus i Viborg.
Min alder kan gøre, at de netop føler, at det er nogen, der forstår dem. Jeg tror også, at en ældre ville kunne forstå dem. Men det ville måske være sværere for de unge at se
- Min alder kan gøre, at de netop føler, at det er nogen, der forstår dem. Jeg tror også, at en ældre ville kunne forstå dem. Men det ville måske være sværere for de unge at se.
Derfor føler Victoria, at hun er havnet på den helt rigtige hylde, og når hun tænder for det lange lys, er hun slet ikke færdig med at være præst og fortælle om tro.
- Jeg synes, folk skal høre budskabet, for det er et fantastisk budskab om, at man er elsket, som man engang er. Og man er tilgivet. Så det synes jeg, at alle skal høre.