Fortsæt til hovedindholdet

- Jeg tjener menigheden med min stemme

Kirkesanger med musik i blodet:
Af Anika Thorø Weber
Henrik Helms (foto)

Når Ida Outsen lader sin lyse og kraftfulde stemme fylde kirkerummet i Højbjerg og Elsborg kirker, gør hun det med en passion, der ikke kan holdes tilbage.

Den amerikanske popstjerne Lady Gaga pumper ud af højtalerne i et hjem i Rødkærsbro udenfor Viborg. Den velkendte stemme kører på repeat, mens en femårig pige danser rundt på stuegulvet, synger med og opdigter sine egne tekster til lyden af de toner, der brager ud gennem højtalerne.

Hun kan ikke lade være. Hendes trang til at skråle med og skabe sit eget lydunivers er ustoppelig. Så hun bliver ved, mens hendes forældre smilende kigger på og undrer sig over, hvor den musiske trang kommer fra – for det er ikke fra dem.

- Jeg kan bare ikke få nok af musik, siger Ida Outsen – den lille pige på stuegulvet, der ikke længere er så lille men nu både myndig og gymnasieelev på Viborg Katedralskole.  

For 18-årige Ida Outsen er bidt af musikken. Sådan har det været, siden hun dansede rundt i stuen – og sådan bliver det nok ved med at være.

Derfor sagde hun i sommer ja til noget helt nyt: Jobbet som kirkesanger i Højbjerg og Elsborg Sogn sydøst for Viborg.

- Jeg vil gerne lave noget, som jeg synes er megasjovt, og det synes jeg, musik er, siger gymnasieeleven med blikket rettet ud mod de petroleumsblå kirkebænke i Højbjerg Kirke, hvor hun bruger mange af sine søndagsformiddage.

Et job – men også en hobby

Selvom Ida Outsen opdagede sin glæde ved musikken i hjemmet i Rødkærsbro, så mærkede hun den krybe endnu længere ind under huden, da hun som otteårig begyndte som sanger i koret i Højbjerg Kirke. Siden da er interessen for musikken vokset, og Ida Outsen har nu været korsanger i ti år – de seneste mange år i ungdomskoret i Viborg Domkirke.  

Men med sit ja til arbejdet som kirkesanger er hun nu vendt tilbage til rødderne i sin barndomskirke. Ikke som en del af et kor, men på egne musikalske ben.

- Det er selvfølgelig et job – men det føles samtidig også som en hobby, fordi det handler så meget om musik, siger Ida Outsen, der blev ansat i sommeren 2024 efter, hun var blevet kontaktet af ansatte fra kirken, der havde hørt hende synge i domkirken.

Det er selvfølgelig et job – men det føles samtidig også som en hobby, fordi det handler så meget om musik

Ida Outsen,  kirkesanger

- Det var stort for mig at blive kontaktet på den måde, fordi nogen syntes om min stemme. Men med mit ja til at synge her i sognet følger også et ansvar, jeg skal leve op til. Jeg er perfektionist, så jeg vil gerne gøre mit arbejde ordentligt og grundigt, siger Ida Outsen, der foruden sit arbejde som kirkesanger også er med i flere bands og arbejder med musikken på et mere teoretisk plan i sin undervisning på gymnasiet, hvor hun har valgt musik på det højeste niveau – A-niveau.

Ny i job 

Jobbet som kirkesanger er ikke alene hvad Ida Outsen selv betegner som sit første rigtige ’voksenjob’. Samtidig er det et skridt ud på musikalsk dybt vand, fortæller hun.   

- Det er nyt for mig at være solist på den her måde. Jeg er vant til at være i et kor, hvor jeg har andre stemmer at støtte mig til. Men her står jeg på egne ben. Det har været en udfordring og noget, jeg skulle vænne mig til, siger kirkesangeren, der til en start fik sidemandsoplæring af sin kirkesanger-kollega Johan Arthur Fischer-Nielsen.

Men ikke kun de musikalske udfordringer har præget opstarten i Højbjerg og Elsborg kirker.

Selvom Ida Outsen er kendt med de fysiske rammer i særligt Højbjerg Kirke, så var det alligevel nyt at skulle stå for ind- og udgangsbøn samt uddele nadver.

Jeg er her jo for menigheden. Jeg tjener dem med min stemme og i min bøn

Ida Outsen, kirkesanger

- Inden jeg startede, troede jeg, at jeg skulle kigge op på folk, mens jeg bad. Men til jobsamtalen fandt jeg ud af, at det er der ikke skik for. I stedet er bønnen noget, man beder i fællesskab, men vendt ind mod sig selv – også med sit blik. Så sådan gør jeg nu. Det betyder meget for mig at gøre det rigtigt og gå op i det på vegne af dem, der er mødt op for at være en del af gudstjenestefællesskabet. Jeg er her jo for menigheden. Jeg tjener dem med min stemme og i min bøn, siger Ida Outsen.

Med tiden har Ida Outsen da også fundet sig til rette med alle dele af sine arbejdsopgaver, og hun træder ikke længere ind i de gamle kirker med bævende hjerte og usikker stemme.

Mit arbejde som kirkesanger styrker mig som menneske og som sanger

Ida Outsen, kirkesanger

- Mit arbejde som kirkesanger styrker mig som menneske og som sanger. Jeg oplever vigtigheden af, at jeg møder velforberedt op, og det er med til at danne mig og modne mig som menneske. Men jeg vokser også som sanger, fordi jeg står mere selvstændigt med det hele. Jeg kan mærke, at jeg synger med en større kraft og selvsikkerhed nu, end jeg gjorde i starten, siger hun. 

Liv og fremtid i balance

På trods af de udfordringer, der er fulgt med i opstarten som kirkesanger, så ser Ida Outsen med stor forventningsglæde på fremtiden – både den nære fremtid, der venter i jobbet som kirkesanger og i den livslange drøm, hun har om at leve af musikken.

Blandt de helt jordnære drømme håber Ida Outsen at genindføre ’De ni læsninger’ i Højbjerg Kirke, sådan som kirken tidligere har haft tradition for.

- Jeg synes det ville være et fedt arrangement at stable på benene. Måske kunne jeg gennemføre sangene som en duet sammen med min kollega Johan, siger Ida Outsen med en begejstring og volumen i stemmen, der får hendes ord til at runge ud i kirkerummet.

Men på spørgsmålet om, hvad der venter hende på længere sigt, er svaret mere afventende.  

Ida Outsen retter på sine brune briller, kigger lige frem for sig og trækker vejret en ekstra gang, mens et smil breder sig på hendes læber.

- Jeg har sagt til mig selv, at det behøver jeg faktisk ikke tage stilling til endnu. Jeg må godt bare være i nuet og gribe de muligheder, der opstår. Så ser jeg, hvordan det former sig på sigt. Mit arbejde her er helt klart et springbræt for mig i min musikkarriere. Men hvordan den karriere skal se ud, ved jeg ikke. Jeg skal bare leve af musikken. Det er det, der er sjovt, siger hun.