Fortsæt til hovedindholdet

En rejse til en anden verden

Rejsebrev fra provstivolontørerne Daniel Borg og Ida Bust

Vi er taget en tur til Etiopien, nærmere bestemt hovedstaden Addis Ababa, med missionsorganisationen Promissio, for at opleve kulturen, hvordan man er kristen i et andet land og ikke mindst for at drikke kaffe og spise injera. 

Kaffe-kulturen er ikke noget at spøge med her i Etiopien! Denne er de meget dedikerede omkring, og vi har allerede fundet flere gode cafeer. 

Allerede i løbet af de første tre uger har vi fået mange gode oplevelser. Blandt andet har der været nytår, hvor vi er gået ind i 2017. I Etiopien følger man den julianske kalender, der ligger syv år tidligere end den gregorianske kalender, som det meste af verden ellers bruger, så her er vi alle syv år yngre. Det var et par gode dage med fest, farver og fællesskab. 

Fakta

Provstivolontører

Syv af Viborg Stifts elleve provstier sender hvert år provstivolontører ud i verden. Det sker i samarbejde med en række kirkelige organisationer. Efter endt ophold tager volontørerne rundt i kirker og konfirmandstuer og fortæller om det, de har oplevet. Du kan læse mere om mulighederne her. 

Vi har også været så heldige at være med til et bryllup. Selvom det var et kristent bryllup, var der ikke meget, der kunne sammenlignes med et dansk bryllup. 

Der var meget fokus på Guds del i ægteskabet, og derudover var der en masse sang og dans. 

Oplæring i det etiopiske køkken 

Vi har to faste opgaver i løbet af vores uge. Tre dage om ugen er vi på Mekane Yesus Seminary, som er et teologistudie. Her hjælper vi til i engelskundervisningen, blandt andet som samtalepartnere. De resterende to dage er vi på Deborah House, som er et hjem, som hjælper kvinder ud af prostitution og videre i livet. Her er der fuld af smil, grin og kaffe. 

Når vi er sammen med pigerne, bruger vi meget tid på spil, engelskundervisning og hjælper til med deres daglige pligter. De morer sig gevaldigt over vores evner i det etiopiske køkken eller mangel på samme

Daniel Borg og Ida Bust, provstivolontører

Når vi er sammen med pigerne, bruger vi meget tid på spil, engelskundervisning og hjælper til med deres daglige pligter. De morer sig gevaldigt over vores evner i det etiopiske køkken eller mangel på samme. 

Tid sammen 

Sprogbarrieren kunne have været et problem, da etiopierne kun kan en lille smule engelsk, og vi kan endnu mindre amharisk. Men det betyder ikke det store, da det bare handler om at bruge tid sammen. 

Vi glæder os til at få en masse nye bekendtskaber og oplevelser. Ved at komme ud af den trygge hverdag håber vi på at kunne lære en masse om os selv, Etiopien og vores tro.