Fortsæt til hovedindholdet

Koordinatoren gør hverdagen lettere for de frivillige

Bindeled:
Af Troels Witter

Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg omfatter 150 frivillige, som kan benytte sig af frivillighedskoordinatorens hjælp i det daglige. Det gør det nemmere at rekruttere brugere til tilbuddene.

Det er fire foretagsomme herrer, der krydser parkeringspladsen i mild oktoberregn i Viborg-bydelen Houlkær. Selv om deres tilknytning til det formelle arbejdsmarked er ved at være et overstået kapitel, så er de stadig fire foretagsomme herrer, der blandt andet har Y’s Men, lektiehjælp til flygtninge og cykelpilot på et lokalt plejehjem og meget andet på senior-cv’et. Foruden logistikopgaver med børnebørn, som har højeste prioritet. 

Og så står Svend Erik Jørgensen, Niels Nielsen, Johnny Graugaard og Oluf Eriksen sammen for mandefællesskabet Karlekammeret, som er forklaringen på, at man kan møde dem på en parkeringsplads i Houlkær i regnvejr. For umiddelbart ved siden af parkeringspladsen ligger Houlkær Kirke og kontoret for Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg. Karlekammeret er et af de
mange tilbud om sociale aktiviteter, som udgår fra kontoret i Houlkær, og de fire foretagsomme herrer er blandt de omkring 150 frivillige, som er rygraden i kirkernes diakoni i Viborg Kommune.

Karlekammeret er for mænd, der føler sig lidt alene i livet. Den første onsdag i hver måned mødes omkring 20 mænd i alderen
50 til 92 år til foredrag, kaffe og snak i et mødelokale ved Houlkær Kirke. Nogle gange er der også mindre udflugter på programmet. Mændene kommer fra forskellige steder i kommunen, og det er ikke dem alle, der har nogen særlig tilknytning til kirken. 

– Vi slutter altid med fadervor, men ellers bærer Karlekammeret ikke præg af at være knyttet til kirken, fortæller Oluf Eriksen. 

KOORDINATOREN HAR SVARENE

Men det giver alligevel god mening for Karlekammeret at være en del af kirken og kirkernes sociale tilbud. For det betyder, at de blandt andet kan gøre brug af frivillighedskoordinator Elise Secher og hendes kontakter til frivillige, sogne og kommunen.
– Vi får 10.000 kroner fra Kirkernes Sociale Arbejde til at dække vores udgifter til arrangementerne. Og vi kan altid kontakte Elise, som har svarene på vores spørgsmål om økonomi og praktiske
forhold. Hun sørger også for, at hjemmeplejen kender til Karlekammeret og kan gøre ensomme mænd i kommunen opmærksom på tilbuddet, siger Svend Erik Jørgensen.

Man får selv en meget stor glæde ud af at være med til at stå for noget, som andre tydeligvis får noget ud af at deltage i

Johnny Graugaard, frivillig

KONTAKTEN TIL KOMMUNEN GÅR BEGGE VEJE 

Kirsten Wenzel og Jytte Toft er af helt naturlige årsager ikke en del af Karlekammeret. Men de er også aktive som frivillige under Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg Kommune. De står for et tilbud til ensomme unge i alderen 13-16 år. 

– Det kan være unge med diagnoser eller unge, der har det svært i skolen eller har været udsat for mobning. Vi mødes med
dem hver anden uge og laver mad sammen og snakker om, hvad der er sket i deres liv siden sidst. Der er altid noget at snakke om. Det kan vi mærke på dem, fortæller Kirsten Wenzel.

Kirkernes Sociale Arbejde og frivillighedskoordinatoren spiller også en nøglerolle for, at dette tilbud kan fungere. 

– De unge bliver gjort opmærksom på tilbuddet gennem lærere og socialrådgivere, og så tager frivillighedskoordinatoren den første kontakt for at se, om de er i målgruppen og har lyst til at være med. Gennem vores samtaler kommer vi ret tæt på de unge, og hvis vi bliver særligt bekymrede for en af de unge, kan kontakten også gå den anden vej, så frivillighedskoordinatoren kan gøre skoler og sociale myndigheder opmærksomme på, at der måske er behov for en særlig indsats. Vi fortæller altid de unge, at vi kan have brug for at gå videre med vores bekymring, siger Jytte Toft.

EN DEL AF NOGET STØRRE

De 150 frivillige ved Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg har ikke nødvendigvis meget med hinanden at gøre i hverdagen. Alle
tilbuddene kører som selvstændige enheder bakket op af frivillighedskoordinatoren og kontoret i Houlkær. Men én gang om året samles de til en fest, hvor alle frivillige kan mødes på tværs af de mange forskellige tilbud, og her kan man få fornemmelsen af, at man er en del af noget større, og at alle dybest set er drevet af den samme motivation som frivillige.

– Man får selv en meget stor glæde ud af at være med til at stå for noget, som andre tydeligvis får noget ud af at deltage i, siger
Johnny Graugaard.