Fortsæt til hovedindholdet
DSUK
Kommissorium

Kommissorium:

Formål

Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) er stiftet med det formål at kunne bevare, udvikle og styrke den folkekirkelige indsats for danske statsborgere, som er i udlandet for at arbejde eller på rejse.

Kirkernes brugere er altså de tusindvis af familier, der flytter ud på grund af arbejde, unge, der studerer, tager ud som Au Pairs, rejser med rygsæk, eller uddanner sig i et internationalt firma eller rederi.

Viborg stiftsbestyrelse vil oplyse og informere om Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK).

DSUK er folkekirken i udlandet med kirker og mødesteder spredt ud over hele kloden i storbyer med mange danskere bosat og i havnebyer med stort dansk skibsanløb, samt i Sydslesvig.

Folkekirken er på denne måde nærværende hos danskerne, folkekirkemedlemmer i Sydslesvig, spredt rundt i Europa, Asien, Australien, USA, Canada, Argentina og Jerusalem. Hver kirke har en dansk præst ansat til at sikre kirkelig betjening efter folkekirkens skik og praksis.

Fra Sømandskirkerne i de store havnebyer udføres en omfattende besøgsvirksomhed på danske skibe. Langt den væsentligste del af udgifterne til kirkernes drift dækkes af indsamlede midler samt udenlandsmenighedernes egne bidrag, men Kirkeministeriet yder også tilskud til nogle af præsternes lønninger.

Stiftsbestyrelsens arbejde med udbredelse af kendskab til Danske Sømands- og Udlandskirker sker ved møder, rejser til danske kirker i udlandet samt andre aktiviteter.

Stiftsbestyrelsen indsamler penge til DSUK og støtter projekter ved enkelte kirker samt salg af lodsedler.

Stiftsbestyrelserne i de forskellige stifter er en del af det demokratiske grundlag for DSUK og den folkekirkelige forankring.

Ved DSUK’s årlige repræsentantskabsmøde sender Viborg stiftsbestyrelse 5 repræsentanter. Her bliver DSUK’s arbejde drøftet, regnskab og budgetter godkendt samt fremtidsvisioner vedtaget.Viborg stiftsbestyrelse holder et årsmøde forud for DSUK’s repræsentantskabsmøde, hvor vi orienterer om arbejdet.

På årsmødet drøfter vi de beslutninger og emner, der skal behandles på repræsentantskabsmødet.Enhver kan lade sig opstille til stiftsbestyrelsen som vælges på årsmødet, endvidere har ethvert menighedsråd, som har et medlemskab af DSUK, stemmeret på årsmødet og kan opstille kandidater.

Derfor er det vigtigt, at hvert menighedsråd vælger en repræsentant til stiftets årsmøde i foråret.

Man må meget gerne komme flere og høre om arbejdet og deltage i debatten.

Menighedsråd, der endnu ikke er medlemmer af DSUK, opfordres til at melde sig ind.

Det kan man læse mere om ved at klikke på dette link:http://www.dsuk.dk/menighedsraad/