Fortsæt til hovedindholdet
Juridisk Afdeling
Borgerinformation

BORGERINFORMATION

Når et menneske dør

Praktisk information til pårørende - klik her for folder og yderligere information


Deling af aske

Hvis du ønsker aske delt i mere end en urne, skal du søge om tilladelse til det hos biskoppen i det stift, hvor afdøde boede.
 

Er du i tvivl om, hvilket stift ansøgningen skal sendes til, kan du finde ud af det ved at indtaste adressen på sogn.dk og under fakta om sognet se, hvilket stift den pågældende adresse hører under. 
 

Ansøgningen skal indeholde navn og fødselsdato på den person, hvis aske ønskes delt. Derudover skal ansøgningen indeholde en begrundelse for, hvorfor asken ønskes delt. Det kan fx være, at personen har tilknytning til et andet land, eller at personen har en særlig tilknytning til havet, og derfor ønsker en del af asken spredt over åbent hav. Det skal desuden fremgå af ansøgningen, at afdøde havde et udtalt ønske om at få sin aske delt. 
 

Der kan søges om tilladelse til askedeling, således at den ene del af asken nedsættes på en kirkegård her i landet, og den anden del af asken nedsættes på en kirkegård i udlandet, eller den anden del af asken spredes over åbent hav, hvis afdøde ønskede dette. Der gives ikke tilladelse til, at asken deles og nedsættes på to danske kirkegårde.
 

Det er muligt at søge om askedeling i levende live, ligesom det også er muligt at søge, når en person er afgået ved døden. 
 

Der findes et ansøgningsskema til brug for ansøgning om askedeling. Se link nedenfor.
 

Du kan læse mere om reglerne om deling af aske i Kirkeministeriets Vejledning om urnenedsættelse på privat ejendom m.v.

 

Skema til ansøgning om askedeling findes her: Ansøgning om askedeling.docx (live.com)


Askeblandning

Hvis du ønsker asken fra en urne blandet med asken fra en anden urne, skal du søge om tilladelse til det hos biskoppen i det stift, hvor den senest afdøde boede. 
 

Er du i tvivl om, hvilket stift ansøgningen skal sendes til, kan du finde ud af det ved at indtaste adressen på sogn.dk og under fakta om sognet se, hvilket stift den pågældende adresse hører under. 
 

Ansøgningen skal indeholde navn og fødselsdato på de personer, hvis aske ønskes blandet. Derudover skal ansøgningen indeholde en begrundelse for, hvorfor asken ønskes blandet. Det skal desuden fremgå af ansøgningen, at de afdøde havde et udtalt ønske om at få asken blandet.
 

Det er muligt at søge om askedeling i levende live, ligesom det også er muligt at søge, når en eller begge personer er afgået ved døden. 
 

Der findes ikke noget ansøgningsskema.


Urnenedsættelse på privat grund

Hvis du ønsker at nedsætte en urne på privat grund, skal du søge om tilladelse til det hos biskoppen i det stift, hvor den pågældende ejendom eller grund ligger.
 

Er du i tvivl om, hvilket stift ansøgningen skal sendes til, så kan du finde ud af det ved at indtaste adressen på sogn.dk, og under fakta om sognet se, hvilket stift den pågældende ejendom eller grund hører under. 
 

Ansøgningen skal indeholde navn og fødselsdato på den person, hvis urne ønskes nedsat. Derudover skal ansøgningen indeholde oplysninger om adresse og matrikelnummer for den ejendom eller grund, hvor urnen ønskes nedsat. Det anbefales at medsende et kort, hvor det er markeret, hvor urnen ønskes nedsat, men det er ikke et krav. Derudover skal ansøgningen indeholde en begrundelse for ønsket om urnenedsættelse på privat grund, da det er et krav, at afdøde skal have haft en særlig tilknytning til den pågældende ejendom. Det kan fx være, at det er en slægtsgård, eller at man har boet det meste af sit liv på ejendommen. Det skal desuden fremgå af ansøgningen, at afdøde havde et udtalt ønske om at få sin aske nedsat på ejendommen.
 

Hvis urnen ønskes nedsat på en ejendom, som du ikke ejer, skal der sammen med ansøgningen, desuden indsendes en erklæring fra ejeren af ejendommen, hvori vedkommende giver samtykke til, at urnenedsættelsen kan ske. 
 

For at opnå tilladelse til urnenedsættelse på privat grund skal følgende betingelser være opfyldt: 

  • Ejendommen eller grunden skal som udgangspunkt være på mindst 5.000 kvadratmeter.
  • Afdøde skal have haft en særlig tilknytning til den pågældende ejendom.
  • Urnen skal bestå af et materiale, der er vandopløseligt fx pap, støbt papirmasse, støbt papirmasse eller lignende.
  • At der på ejendommen bliver tinglyst en deklaration, som forpligter ejeren af grunden til i de næste 10 år fra urnens nedsættelse ikke at grave så dybt, at urnen bliver berørt.
  • At urnen nedgraves i mindst 1 meters dybde.
  • At der, på det sted, hvor urnen nedsættes, ikke bliver anbragt en sten, et mindesmærke eller andet, der kendetegner stedet som begravelsesplads.
     

Der kan ikke forventes tilladelse til at nedsætte mere end to urner på den samme ejendom.
 

Det er muligt at søge om urnenedsættelse på privat grund i levende live, ligesom det også er muligt at søge, når en person er afgået ved døden. 

Der findes et ansøgningsskema til brug for ansøgning i levende live hhv.et til brug for ansøgning, når en person er afgået ved døden her. Se links nedenfor.


Flytning af urne

Hvis du ønsker at flytte en allerede nedsat urne fra en kirkegård til en anden, skal du søge om tilladelse til det hos menighedsrådet. Det er menighedsrådet ved den kirkegård, hvor urnen er nedsat, du skal sende ansøgningen til.
 

Der gives som udgangspunkt tilladelse til at flytte en urne, hvis det kan godtgøres, at afdødes ønske om valg af begravelsessted ikke er efterkommet, og hvis urnen ved en fejl er nedsat i et forkert gravsted.
 

I andre tilfælde vises der mere tilbageholdenhed i forhold til at flytte en allerede nedsat urne, og hvor det derfor afhænger af en mere konkret vurdering, om der kan gives tilladelse.
 

Ved denne vurdering tages der hensyn til, om der er forløbet en passende tid, siden urnen blev nedsat, og om urnen tidligere har været flyttet.
 

For at opnå tilladelse til at flytte en urne skal følgende betingelser desuden være opfyldt:

  • Afdødes nærmeste pårørende er enige i ønsket om at flytte urnen, og indehaveren/indehaverne af brugsretten til gravstedet er enige i ønsket.
  • Det skal sikres, at der er adgang til at sætte urnen ned på den kirkegård, hvor urnen ønskes flyttet til.
     

Hvis urnen ikke skal nedsættes på en anden kirkegård, skal biskoppen give tilladelse til, at der forholdes med asken på en anden sømmelig måde.
 

Der findes ikke noget ansøgningsskema.
 

Du kan læse mere om reglerne om flytning af urne i Kirkeministeriets Vejledning om flytning af lig og urner.


Flytning af kiste

Hvis du ønsker at flytte en allerede nedsat kiste, skal du søge om tilladelse til det hos biskoppen i det stift, hvor kisten er nedsat.
 

Er du i tvivl om, hvilket stift ansøgningen skal sendes til, kan du finde ud af det ved at indtaste den adresse, hvor kisten er nedsat (typisk en kirkegård), på sogn.dk og under fakta om sognet se, hvilket stift den pågældende adresse hører under. 
 

Det er kun i ganske særlige tilfælde, at der kan gives tilladelse til at flytte en allerede nedsat kiste. Det skyldes hensynet til gravfreden. Forhold, der vedrører de efterlevende, som fx ændret bopæl tages normalt ikke i betragtning.
 

Biskoppen skal indhente en erklæring fra sundhedsmyndighederne, inden der kan gives tilladelse til at flytte en allerede nedsat kiste.
 

For at opnå tilladelse til at flytte en kiste skal følgende betingelser desuden være opfyldt:

  • Afdødes nærmeste pårørende er enige i ønsket om at flytte kisten, og indehaveren/indehaverne af brugsretten til gravstedstedet er enige i ønsket. 
  • Det skal sikres, at der er adgang til at sætte kisten ned på den kirkegård, hvor kisten ønskes flyttet til.

Der findes ikke noget ansøgningsskema.
 

Du kan læse mere om reglerne om flytning af kiste i Kirkeministeriets Vejledning om flytning af lig og urner.


Vedligeholdelse af et gravsted - GiasCentret

Et gravsted skal holdes i sømmelig stand af den eller de, der har brugsretten til gravstedet. 

Det er dog muligt mod betaling at indgå aftale om, at kirkegården står for vedligeholdelsen.

GiasCentret er betalingscenter for alle kirkegårdene i landet og administreres af Aarhus Stift og Viborg Stift i fællesskab.

GIAS står for GravstedsIndbetalings- og AdministrationsSystem, som styrer oprettelse og afregning af gravstedernes flerårige tilbud om vedligeholdelse.

Eventuelle spørgsmål til tilbud om vedligeholdelse skal rettes til den pågældende kirkegård.

Du kan finde flere oplysninger og svar på ofte stillede spørgsmål i GiasCentrets vejledning på Folkekirkens Intranet: GiasCentret - Vejledninger - Site (folkekirkensintranet.dk)