Hvem er min næste
Idag hyldes Danmarks udsendte ved en flagdag over hele landet. I Herning deltog biskop Henrik Stubkjær ved en gudstjeneste i Fredens kirke, hvor han bagefter var med til at lægge en krans ved monumentet for besættelsestidens ofre i Mindeparken.
Biskop Henrik Stubkjær holder prædiken ved flagdagen i Fredens kirke. Foto: Henrik Helms.
I sin prædiken sagde Henrik Stubkjær blandt andet:
Enhver som er eller har været udsendt har også stillet sig selv dette spørgsmål? Hvem er min næste? Hvorfor er det, at der er en indre stemme, som bliver ved med at sige – at også i denne situation langt væk fra mit fædreland og nære omgangskreds, er der brug for min indsats?
Hvorfor kan jeg ikke blot ryste dette af mig. Det ville være langt lettere! Det ville være langt mere sikkert! Og mange vil sikkert også høre argumenter om, at det ville være langt mere fornuftigt.
Men I som har ladet sig udsende, har ikke kunnet lade jer overbevise af disse argumenter. Fordi der stod noget større på spil.
Og det gælder uanset om man er udsendt som soldat i fredens tjeneste, eller som del af politiindsatser for at sikre fred og sikkerhed, som ansat i beredskabstjenesten, der udsendes når katastroferne bliver uhåndterlige for den lokale befolkning, eller som sygeplejerske, eller som nødhjælpsarbejder, der sættes ind overfor både de menneskeskabte katastrofer og naturkatastroferne.
Major Henrik Lind Hansen sang en sang dedikeret til de pårørende.
Foto: Henrik Helms
Noget større er på spil – nemlig det eksistentielle spørgsmål om, hvad det vil sige at være et menneske.
Når mennesker vælger – ofte med livet som indsats – at bevæge sig ud i verdens brændpunkter, i fredens og livets indsats er det fordi, man har nogle værdier, som man tror på og vil kæmpe for, og fordi man ved, at ens faglighed kan gøre en forskel i disse menneskers desperate situation.
Jeg har selv ofte været i verdens brændpunkter og mødt danske udsendinge. OG jeg har aldrig mødt nogen som begrundede tilstedeværelsen med at man mente at blive bedre menneske af det, eller som gjorde det for egen vindings skyld.
Fanerne blev båret ud til Prins Jørgens march.
Foto: Henrik Helms
Vi er ikke kommet her i dag for at sætte de udsendte op på en urørlig piedestal – - Nej tværtimod, for fra sådan en arbejder man ikke særlig godt, og det er svært at gøre en forskel for nødlidende fra sådan en. Nej vi er her for at takke for den indsats, som I har ydet: – I har skabt håb midt i det håbløse. I har reddet liv og givet andre en ny mulighed for at genskabe et liv i værdighed, og I er stærke vidnesbyrd om, at vi mennesker er skabt til fællesskab, og at det gør en himmel til forskel, om vi faktisk kaster os ud i at være mennesker og medmennesker.
Biskop Henrik Stubkjær, Borgmester Dorte West og en repræsentant fra beredskabet nedlagde kranse ved monumentet i Mindeparken i Herning.
Foto: Henrik Helms
Vi er her også for at mindes dem, som betalte den højeste pris – dem som har mistet livet under international tjeneste. Mange her står tilbage med sorgen og savnet. Savnet kommer vi aldrig over, men sorgen må med årene omdannes til en taknemmelighed over det, de gav, og til en respekt for deres insisteren på, at livet bliver til der, hvor vi handler efter vore værdier, og der hvor vi giver os selv i kampen for hinanden – for freden og for kærligheden.
Vi kan nogle gange føle, at nøden og elendigheden er for overvældende – at vi nærmer os et ragnarok. Men da har vi brug for en anledning som ”flagdagen for vore udsendte” til at standse os og lede vores blik hen på disse mennesker, som ikke lod sig standse i apati og magtesløshed – som ikke lod sig standse af spørgsmålet ”Hvem er min næste?”, men som handlede! og dermed blev næste for de mennesker som de mødte i deres internationale tjeneste.
For deri er håb!”
