Overvældende interesse
Kurset Teologi for Voksne blev udsolgt på 34 minutter.
100 mennesker sad fredag klar til at blive taget med ind i Bibelens fortælling og univers til Teologiens Dag.
Det var en tætpakket sal i Viborg Sognehus hvor teologisk stiftskonsulent Henning Kjær Thomsen tog folk med på en hurtig rundrejse i kirkeåret.
-Julen er faderens fest, indledte han. Julen er nemlig en fest, hvor faderen mod al forventning beslutter at lade et sårbart menneske udlægge hvem han er.
Tre årigt kursus
Teologiens Dag var en forsmag på et tre-årigt kursus, som Viborg Stift udbyder, hvor Henning Kjær Thomsen underviser sammen med stiftspræst Gitte Thorsøe og biskop emeritus Karsten Nissen. Det er blevet til i et samarbejde mellem Folkeuniversitetet og Viborg Stift. Kurset strækker sig over 8 lørdage om året, i tre år, hvor man modtager undervisning i kristendommens grundlag.
40 igennem nåleøjet
-Er I klar til juleræset…spørger Henning Kjær Thomsen. Og med ræs tænker han på, at der to dage senere bliver åbnet for tilmeldingerne til selve kurset. Et kursus der kun kan rumme 40 af gangen.
-Idag er vi 100 og 40 kan komme igennem nåleøjet, smiler Henning Kjær Thomsen.
Online tilmeldingen åbnede kl 14 den følgende søndag og 34 minutter senere var de 40 pladser væk.
Allerede venteliste
-Det har været en overvældende interesse, hvor ventelisten er så stor at vi allerede nu kan fylde det næste hold som begynder om et år, fortæller stiftspræst Thomas Felter, der sidder i udvalget for Teologi for voksne. Det er et kursus over 8 lørdage om året, i tre år, hvor man modtager undervisning i kristendommens grundlag.
Papfar Josef
De 100 deltagere til Teologiens Dag sluttede aftenen af med at møde en far i Sortebrødre kirken, hvor skuespiller Hans Rønne, giver “papfar” Josef fra Nazareth mulighed for at komme til orde.
Med humor og underfundighed fortalte han om hvordan han blev hvirvlet ind i historiens centrum, trods ønsket om at leve en stille og fredelig håndværkertilværelse.
Teologi for voksne
Klik her for at læse mere