Fortsæt til hovedindholdet
2018
Nyheder

Man føler sig lille i storheden

Det summer af liv i krypten under domkirken. I et rum som ellers er et stillerum, ankommer præster med deres præstekjoler i kufferter. Det er præster og provster som om lidt skal gå i procession gennem Domkirken i Viborg. Idag skal de være med til at ordinere to nye præster.

Det kan godt virke lidt overvældende

Bjarke Nørholm Pihl, præst

Bjarke Nørholm Pihl pakker sin præstekjole ud.

Anna Rask Lauridsen og Bjarke Nørholm Pihl er på en gang festens midtpunkt, men også de to nye. Bjarkes præstekjole har endnu ikke fået et hjem i en kuffert, men han ankommer til krypten med kjolen i en papkasse.

-Jeg tænkte under uddannelsen at det var mange forskellige roller man skal kunne som præst. Det kan godt virke lidt overvældende. Det er nok undervisningsmæssige og formidlingsmæssige ting jeg brænder for, fortæller Bjarke

Anna mangler at få sin præstekjole, men har lånt en til ordinationsgudstjenesten, og det var en særlig følelse der ramte hende, da hun skulle prøve om den passede.

-Det var første gang jeg havde sådan en på, så det var meget stort. Historiens vingesus kommer lige over en. Men samtidig også en påmindelse om hvilken rolle vi træder ind i. Alvoren, ansvaret og det store der er i det. 

Historiens vingesus kommer lige over en. 

Anna Rask Lauridsen, præst 

Træde ind i noget større

Oppe Domkirken venter familie, venner og mennesker fra de sogne de skal arbejde i.

-Jeg synes det er en stor glæde. Når man ser ned på nogen man kender, folk fra menighedsrådet. Der er meget glæde i det og samtidig er det blandet med respekt. Det med at træde ind i noget, der er større end en selv, siger Anna.

-Og så også om man nu kan huske alt det man skal. Husker man at smile når man går, supplerer Bjarke.

-Jeg ved med mig selv, at jeg får så ondt i kinderne. Jeg tror simpelthen, at jeg ikke er vant til at smile så meget, griner Anna.

Kirken har altid haft en magnetisk effekt på mig

Anna Rask Lauridsen, præst

Anna Rask Lauridsen får hjælp til at sætte kraven helt rigtigt.

En magnetisk effekt

Alt er nyt og hjælpen er heldigvis tæt på. De andre præster er klar med gode råd til, hvordan man tager kjolen på og sætter kraven rigtigt, og kommer med små fif til, hvordan man passer på den i hverdagen. Kirken har altid haft en særlig magnetisk effekt på Anna Rask Lauridsen:

-Den har givet mig nogle svar på mine spørgsmål som jeg har tumlet med. Fra jeg var helt lille og minikonfirmand; men jeg er ikke selv vokset op i nogen særlig kirkelig familie. Så på den måde har det ikke rigtig ligget i kortene. Jeg har nogen interesser for musikken og socialt arbejde og for den helt nørdede tekstlæsning. Alt det får jeg forenet i jobbet som præst, fortæller Anna

På en stol i krypten ligger der to hvide albaer som venter på Anna og Bjarke. Den skal de have på under ordinationen. De tager den af undervejs i ordinationsgudstjenesten efter de er blevet indviet som præster.

En alba er en annkellang hvidklædning med lange ærmer. 

- Det er også rørende. Den storhed der er i det. Man træder ind i et embede som ligesom er universelt for alle præster. Man føler sig også lidt lille. For der er virkelig noget her, der er meget større, siger Anna.

Hverdagen venter

Næste skelsættende dag bliver den 2. september hvor de bliver indsat i de kirker de skal arbejde hos. Og så venter hverdagen som præst lige om hjørnet. En hverdag som Anna spændt venter på:

-Jeg er ret spændt på hvad der ske – om det er en begravelsessamtale eller hvad det nu er der venter. For det er jo en lidt åben kalender når man sidder og kigger på den. Men når man engang kigger tilbage på ugen, så har den sikkert været propfuld.

For Bjarke er der særlig en ting han glæder sig til:

- Jeg glæder mig allermest til højmessen.


Her skal de arbejde:

Anna Rask Lauridsen er pr. 1. september 2018 ansat som sognepræst i Dahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat, Viborg Østre Provsti.

Bjarke Nørholm Pihl er pr. 1. september 2018 ansat som kirkebogsførende sognepræst i Skarrild-Karstoft-Ilderhede Pastorat, Herning Søndre Provsti.

Ordination

præstevielse, gudstjeneste, hvor en person ved bøn og håndspålæggelse indvies til at overtage et kirkeligt embede.