Ny sognepræst i Sankt Johannes Pastorat og studenterpræst v/Herningsholm Erhvervsskole
Morten Meiner tiltræder stillingen den 1. februar 2024
Morten Meiner er pr. 1. februar 2024 ansat som 90% sognepræst i Sankt Johannes Pastorat og 10% studenterpræst ved Herningsholm Erhvervsskole, Herning Søndre Provsti.
Morten Meiner er allerede et kendt ansigt i Viborg Stift, idet han kommer fra en stilling som sognepræst i Bording-Christianshede Pastorat i Viborg Stift.
Viborg Stift ønsker Morten Meiner stort tillykke med det nye embede, og ser frem til et fortsat godt samarbejde.
Morten Meiner fortæller lidt om sig selv og sin baggrund
Hvad er din baggrund?
Jeg er født og opvokset i Vestjylland, og er ud af en familie, der jævnligt gik i kirke, så folkekirken har jeg været fortrolig med fra barnsben af.
Hvorfor blev du præst?
Det var egentlig heller ikke meningen. Min plan var at gå musikkens vej og søge ind på musikkonservatoriet med klassisk guitar som instrument. Men i sommerferien mellem 2. og 3. g. fik jeg et stærkt kald til at læse teologi. Et kald, jeg ikke kunne sidde overhørig.
Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?
Den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag er helt klart fraværet af den åndelige dimension. Kristendommen er for mange mennesker noget fremmed, og mange har ikke noget ”religiøst sprog”. Materialismen gør livet endimensionelt, når Jesus Kristus kommer i glemmebogen.
Hvad holder du mest af i dit virke som præst?
Der er mange spændende ting, men skulle jeg nævne én ting, må det være at række ud til mennesker, der ikke kender evangeliet.
I efteråret gennemførte jeg for første gang et Alpha-kursus. Det var en fantastisk oplevelse. Det giver så meget mening at opleve, hvordan mennesker kommer til tro ad den vej.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
Folkekirkens vigtigste opgave er at pege på Jesus Kristus. Til tro og til opbyggelse. Kort og godt.