Manja Boel Olesen er ny præst i Fredens Kirke i Herning Søndre Provsti.

Viborg Stift ønsker Manja Boel Olesen et stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Jeg hedder Manja Boel Olesen, jeg er 29 år og skal være præst i Fredens Kirke i Herning Søndre Provsti.

Jeg kommer fra en kulturkristen familie, hvor vi ikke benyttede kirken til meget mere end dåb, konfirmationer, vielser og begravelser, men jeg har altid holdt meget af at synge, og da jeg gik i tredje klasse startede jeg til kirkekor. Jeg var en del af kirkekoret helt indtil jeg blev færdig med 3g. på STX. Uden at tænke meget over det, blev det mit første selvvalgte møde med kirken og kulisserne bagom gudstjenesten.

Da jeg var færdig med gymnasiet havde jeg dog brug for en pause fra at læse og holdt to sabbatår. I de år tog jeg diverse vikarjobs for at tjene lidt penge, men jeg havde også brug for at komme ud og se verden, samtidig med at jeg tjente lidt penge. Måden jeg gjorde det på, var ved at tage på guideskole og derefter være rejseleder i et halvt års tid. Da så det halve år var gået, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte komme hjem til Danmark, så jeg kunne blive klar til at studere i Århus.

Jeg søgte en del forskellige studier, da jeg skulle begynde at studere i Århus og blev optaget på teologi. Om det nu var noget for mig vidste jeg ikke med garanti, men det var super spændende, og jeg kunne slet ikke slippe det. I begyndelsen tænkte jeg dog, at jeg i hvert fald IKKE skulle være præst. Så fik jeg et skønt studiejob i en kirke og derudover kom jeg i praktik et fantastisk sted, hvor jeg fik lov til at prøve kræfter med alle præstens gøremål. Efter det var der ingen tvivl, jeg SKULLE være præst.

I præstegerningen oplever jeg den utrolig store tillid mennesker har til præster. Det kræver nemlig en kæmpe tillid, at lukke et fremmede menneske ind i livets største øjeblikke. Om det er øjeblikke gennemstrømmet af glæde eller tynget af stor sorg, så er der mennesker, som lader en helt fremmede, en præst, komme ind, og være en del af det. Den tillid, er et privilegium og en kæmpe ære, som vi som præster skal værne om, og som jeg finder berigende.

At møde mennesker, som ønsker at dele deres liv, er en vigtig del af præstegerningen, særligt i en tid, hvor individet er meget mere i fokus end fællesskabet. Det er dog også en tid, hvor følelsen af ensomhed stortrives. Her er kirken et sted, hvor fællesskabet og rummeligheden kan komme til orde. Hvor man kan mærke, at man ikke er alene i en verden fyldt med mennesker. Der er medmennesker at finde, som vil bære tilværelsen med en.

Derfor synes jeg relationerne i præstegerningen er en af kærneopgaverne, som vil skabe en naturlig grobund for resten.

Alle disse kommende relationer, der er mig i vente som ny præst, ser jeg frem til med stor glæde.