Fortsæt til hovedindholdet

Orgel på 9. klasse

Af Henrik Helms

Tilbuddet er gratis orgelundervisning til elever i niende klasse og på HF og håbet er, at der sidder tre kommende organister omkring orglet i koncertsalen hos VIA i Nørre Nissum.  

- Jeg spiller jo klaver, og det synes jeg er rigtig spændende, og så fik jeg det her tilbud, så jeg tænkte, hvorfor ikke? fortæller Moses David Biel Tuleith med et smil, mens fødderne prøver at ramme de rigtige pedaler på orglet. 

Han er en af dem, der har sagt ja til gratis orgelundervisning for 9. klasse og HF, som er et nyt tiltag og et samarbejde mellem Vestervig Kirkemusikskole, VIA HF Musikakademi, Lemvig Musikskole og Nørre Nissum Efterskole. Lemvig Provsti har også bidraget med 50.000 kroner til projektet. 

- Jeg regnede med, at det mindede meget om klaver. De har samme system med tangenterne og sådan noget. Men man kan få det til at lyde helt anderledes. Til at lyde på måder som klaveret slet ikke kan, siger en tænksom Andreas Kangas Christensen, mens han kigger på det store orgel i koncertsalen. 

Et helt anderledes instrument 

Målet er at skabe ny interesse for det at spille på orgel - og ultimativt at få uddannet flere organister. Dem er der nemlig mangel på. 

Jeg synes allerede, man kan mærke på dem, at de har fået ørene op for, at orglet er et helt andet instrument, som de kommer til at kunne bruge til noget i deres liv, fortæller underviser Niels Bitsch Nielsen

Niels Bitsch Nielsen, orgelunderviser

- Jeg synes allerede, man kan mærke på dem, at de har fået ørene op for, at orglet er et helt andet instrument, som de kommer til at kunne bruge til noget i deres liv, fortæller underviser Niels Bitsch Nielsen. 

Det er et instrument, der måske nok har tangenter, men ellers slet ikke ligner det klaver, som Gertrud Kangas Christensen kender.  

- Det er nok måden, det fungerer rent teknisk, med blæsere og piber og sådan noget. Vi har fået det forklaret, men det er virkelig kompliceret.  

En anden lyd 

Så man skal kunne multitaske med hænder og fødder, og pludselig åbenbarer der sig en lyd, der ikke kan skabes på et klaver. 

- Jeg håber på, at vi kan få de unge mennesker til at få smag for orglet som instrument, fortæller underviser Niels Bitsch Nielsen. 

Jeg synes, det har været virkelig spændende og lærerigt, så det kunne sagtens være, at jeg fortsætter undervisningen

Anne Staunstrup Kjær, orgelelev

Og for Anne Staunstrup Kjær er tanken ikke fuldstændig utænkelig: 

- Jeg synes, det har været virkelig spændende og lærerigt, så det kunne sagtens være, at jeg fortsætter undervisningen. 

Fakta

Video om initiativet

Det kræver øvelse at lære at spille orgel - det kan de nye orgelelever nikke genkendende til. 

 

I videoen her kan du høre dem fortælle om deres oplevelser med tangenterne og begejstringen for det initiativ, de er en del af.