Kosmos i konfirmandstuen
Der er dækket op til morgenkaffe i Gjellerup, og allerede mens folk kommer dryppende ind og sætter sig rundt om bordet, kan man mærke, at de er her, fordi de brænder for noget - og ikke mindst nogen. Nemlig de unge i folkekirken.
- Til det store menighedsrådsstævne i stiftet prøvede vi at hjælpe menighedsrådene til at forstå, at de unge allerede er i folkekirken. De sidder der som konfirmander, og derfor er det, som vi prøver på, at det skal være en god oplevelse for dem at komme i folkekirken. Derfor er det vigtigt at bakke dem op, der underviser, fortæller Jeppe Jensen, der er formand for stiftsudvalget, der har med religionspædagogik at gøre alt imens han hælder kaffe i koppen, og de andre i udvalget får smurt rundstykket, og det sidste udvalgsmedlem bliver lukket ind online via en computerskærm.
Vi taler ikke længere om kaos. Vi taler om kosmos i konfirmandstuen
På blokken har jeg en række ting, jeg gerne vil snakke med dem om på bagkant af en lang diskussion i foråret om det, der fik tilnavnet Koks i Konfirmandstuen, hvor der blev sat fokus på frustrationerne med at nå de unge til konfirmandundervisningen. Men inden jeg har nået at bladre i min blok, er udvalget allerede i gang.
- Vi taler ikke længere om kaos. Vi taler om kosmos i konfirmandstuen, fortæller Jeppe Jensen.
En gave og en opgave
Udvalget har arbejdet med at italesætte konfirmanderne som hele sognets gave og opgave og har forsøgt at få menighedsråd og præster til at tage konfirmandundervisningen op som et fast punkt til møderne. Sådan at menighedsrådet føler, at de har del i det med konfirmanderne.
- Det er en vigtig pointe, at konfirmander ikke må blive præstens projekt og køre som et parallelt spor til alt det andet, der sker i et sogn, men at det er hele kirkens ungdomsarbejde, og at man som præst ikke behøver at stå alene med det, hvis ikke man har lyst. I stedet kan man få hjælp fra bedsteforældre, forældre, menighedsrådsmedlemmer, lokale foreninger eller ansatte i kirken, lyder det fra Birgitte Refshauge Kjær, som selv er præst i Egeris Kirke i Skive. Ved siden af hende sidder Gitte Thorsøe, som er stiftspræst for religionspædagogik, som tilføjer:
- Det er også vigtigt at være opmærksom på ikke bare at tage alle mulige ind. Man skal hele tiden have styr på, hvem der har ansvaret, hvilke kompetencer vi mangler, og hvad de må. Så man ikke bare bevidstløst tager nogen ind, fordi vi skal være mange. Det skal gøres med omtanke og i en bevidsthed om, hvad vi vil med det.
- Vi har noget fagligt, vi skal have fokus på som undervisere, men der er også et fællesskab. Og min påstand er, at hvis ikke det er rart at være der, og hvis ikke jeg er troværdig som voksen og viser, at jeg kan lide at være sammen med dem, så køber de overhovedet ikke det, jeg prøver at fortælle dem, fordi min undervisning jo er noget helt andet end en dansklærers eller tysklærers, supplerer Birgitte Refshauge Kjær.
- Vi skal give dem mere, og der har vi heldigvis en dejlig Medarbejder, der står bagved os. Jeg snakker altid med de nye præster om, at du ikke skal det hele selv. Du har både dit menighedsråd, dit sogn, fællesskabet og Helligånden i ryggen. Altså, what's not to like? smiler Gitte Thorsøe begejstret.
Brug kirke- kulturmedarbejderne
Karen Krøjgaard er kirke- kultur-medarbejder og har tidligere været lærer. Hun er fortaler for en tolærerordning, sådan som man kender det i folkeskolen.
- At man ikke benytter sig mere af det i folkekirken, har jeg lidt svært ved at forstå. Jeg tænker, at det er enormt vigtigt, at konfirmanderne bliver set hver og én, når de kommer her en gang i ugen. Vi har dem faktisk i ni til ti måneder i en vigtig alder.
Jeg tænker, at det er enormt vigtigt, at konfirmanderne bliver set hver og én, når de kommer her en gang i ugen. Vi har dem faktisk i ni til ti måneder i en vigtig alder.
Gitte Thorsøe er enig:
- Det er en af kæphestene fra vores udvalg. Brug nu de dygtige kirke- kultur-medarbejdere, der er rundt omkring. Mange af dem er lærere og pædagoger men har overhovedet ikke med konfirmander at gøre. Det er helt skørt.
- Rigtig tit er det kirke- og kulturmedarbejderen, som har mødt dem til babysalmesang, ved børnehaven og i skolen, så nogle gange er det jo os, der har mødt dem flest gange, inden de så kommer tilbage til konfirmandundervisningen. Så det kan man jo lige så godt udnytte, fortæller Karen Krøjgaard.
At bygge bro
Som præst er man uddannet til at klare tingene selv, forklarer Birgitte Refshauge Kjær, men snakker man med udenlandske præstekollegaer fra Norge og Sverige, kunne de ikke drømme om, at det var præsten, der stod med et hold selv. Her er der andre, der er ansat til det:
- Og det sjove er, at i konfirmandbekendtgørelsen står der, at vi skal bygge bro til konfirmandernes livsverden. Og så er det underligt, at vi i Danmark tænker klasselokale og en lærer. Altså, det gør man jo ikke engang i folkeskolen. Det er en gammel tradition, hvor de sad ude langs siderne i konfirmandlokalet, og præsten talte i to timer. Men det er altså 100 år siden, og det er underligt, at vi har så svært ved at give det fra os, siger Birgitte Refshauge Kjær.
Stiftspræst Gitte Thorsøe ser flere udfordringer i kirkens møde med konfirmanderne - men også løsninger.
Gitte Thorsøe påpeger to ting, der udfordrer. Det ene er sognestrukturen, hvor nogle præster kan have et ønske om at hente konfirmanderne hjem fremfor at samarbejde på tværs af en række mindre sogne.
Det andet er menighedsrådene, der holder på deres kirke- kultur-medarbejdere, fordi det kan være for dyrt at involvere kirke- og kulturmedarbejderen i konfirmandundervisningen. Men kunne man åbne op for et mere fagligt samarbejde på tværs, ville det løfte så meget, fortæller Gitte Thorsøe.
Kirkevenner
Fra computerskærmen har Mette Gautier, der er præst i Skive, fulgt med i diskussionen:
- Alle præster river sig i håret, og konfirmandundervisningen står øverst på mange præsters evaluering af deres arbejdsmiljø som det største problem, fortæller hun.
Det fik hende til at tænke ud af boksen og endte med at opfinde et begreb, hun kalder kirkevenner, for ikke at ende med blot at gøre, som man plejer. Hun satte sig for at undersøge, hvor svært og hvor meget ekstra arbejde, det krævede at involvere nogle flere i undervisningen, som endte med at være en række mennesker fra menigheden. Opskriften er simpel:
- De skal ikke undervise, og jeg skal ikke instruere dem. Jeg skal ikke bruge tid på dem, for de deltager bare i det, konfirmanderne laver. Det kan være at gå sammen to og to og snakke om det i grupper. Og så er der en kirkeven med i gruppen. Så er der ikke ekstra arbejde for mig, og jeg skal sådan set ikke bruge tid på dem. De har ikke noget ansvar af nogen slags. De deltager bare, og så får vi en ekstra stemme i diskussionerne, og vi får et ekstra generationslag i det, fortæller Mette Gautier.
Til de sidste lektioner er forældrene inviteret med, og de kommer gerne og tager nogle gange søskende og bedsteforældre med, hvor alle indgår i den almindelige undervisning. Der er så mange, at Mette Gautier afslutter konfirmandundervisningen i kirken, hvor der er bedre plads.
- Forberedelsen er egentlig den samme, men der er proppet lidt flere mennesker på, og så får man nemlig helt automatisk de der praktiserende fællesskaber, hvor vi bare gør ting sammen uden egentlig at italesætte så meget.
Det hele handler om at melde det ud i god tid, så de kan få det i kalenderen, så kommer forældrene gerne. Og arbejdsregnestykket er positivt:
- For mig handlede det om at finde ud af, at der ikke er meget ekstraarbejde i det, for ellers får vi aldrig solgt det til mine præstekollegaer. Det er klart en dag, hvor man da lige trænger til et glas rødvin bagefter, men arbejdet er det samme.
- Jeg har ikke opfundet noget nyt indhold, men jeg har bare sat det sammen på en anden måde, kan man sige. Men jeg tror, at meget af vores arbejde ligger i os selv. Altså, at vi skal skabe en ny kultur, kommer det afsluttende fra Mette Gautier.
Men stiftsudvalget er kun lige gået i gang, så mens jeg pakker min blok sammen, fortsætter de livligt samtalen om, hvordan de kan arbejde videre på at gøre konfirmandundervisningen til vores allesammens gave og opgave i Viborg Stift.