Viborg Stift har som eneste stift en brugbar kirketælling siden 2014, hvilket vi kan sige, at vi nu faktisk kan bruge den til at se udviklingstendenser i stiftet. Dette kan vi bruge til at undersøge, hvordan vi kan gøre det endnu bedre, og dermed styrke kirkens liv og vækst i alle sognene.

Måske kan det se ud til at have meget lidt betydning, at der tælles det enkelte sted. Men når vi lægger det hele sammen, og vi dermed får et unikt overblik, så kan tallene bruges.

Tak for jeres indsats

Henrik Stubkjær
Biskop 
 

Måske en og anden har lyst til at spørge: Hvad skal det nu til for?

Der er ikke mindre end 4 årsager til, at biskoppen fra den 1. april 2013 har anmodet stiftets menighedsråd og præster om at tælle antal deltagere i gudstjenester, begravelser og bisættelser, bryllupper, kirkekoncerter og kirkelige arrangementer, som menighedsrådet eller sognepræsterne indbyder til.

1. For det første: 
   Verden har forandret sig igennem de senere år. Selvom folkekirken, hvad medlemstallet angår, er en af de stærkeste kirker i verden, er dens selvfølgelighed ikke den samme. Især efter anden verdenskrig er der sket mange og store omvæltninger i verden og i det danske samfund. Det gamle samfund, hvor tingene hang sammen i en mere eller mindre harmonisk syntese, med folkeskolen og folkekirken som de to store kulturbærende institutioner, blev løsere i fugerne. Indvandringen har blandt andet medført, at islam nu er det næststørste trossamfund i Danmark, og at der er kommet en række nye kristne kirker, som vi kalder ”migrantmenigheder” til landet. Det er efterhånden blevet et vilkår for det folkekirkelige arbejde, at selvom folkekirken ifølge Grundloven har en særlig stilling, og ”understøttes” af staten, betragtes folkekirken af mange som ét kirkesamfund iblandt mange
    
2. For det andet: 
   Folkekirken er ikke en forening for de særligt interesserede, men en åben og offentlig kirke, hvor der intet er at skjule. Det ligger for øvrigt allerede i grundlovsbestemmelsen om, at folkekirken understøttes af staten, at den er undergivet de samme krav om god forvaltning, aktindsigt m.v. som andre offentlige virksomheder. Offentligheden har ret til et klart, retvisende og sandt billede af danskernes brug af deres kirke, og folkekirken bør kunne svare på spørgsmålene: ”Hvor? ”Hvornår?” og ”Hvor mange?” Tal for, hvad kirken bruges til, og hvor meget den bruges, bør ikke være hemmelige.
    
3. For det tredje: 
   Når ikke folkekirken selv tæller, sender medierne folk ud for at foretage egne tællinger efter forgodtbefindende. Aviser, fjernsyn og radio er hverken folkekirkens venner eller fjender. De gør deres arbejde, som er at fortælle historier om hvad der sker i samfundet, og at holde øje med hvordan samfundets institutioner udfører deres virksomhed. Hvis medierne foretager egne tællinger, er det imidlertid ikke sikkert, at resultatet bliver fuldt dækkende. Ikke fordi der snydes på vægten, men fordi medierne ikke har adgang til alle nødvendige informationer. En samlet opgørelse af antallet af deltagere ved gudstjenester og arrangementer, vil kunne være med til at give et dækkende og retvisende billede af kirkens brug.
    
4. For det fjerde:
   Præsterne og menighedsrådene har brug for den viden, som tallene vil kunne give når de skal tilrettelægge og planlægge det daglige arbejde. Skal babysalmesang ligge tirsdag eller onsdag? Skal det ligge formiddag eller eftermiddag? Hvor mange salmeark skal der trykkes til jul eller til Alle Helgen? Samtidig gennemføres tællingen på en sådan måde, at der bliver tale om en administrativ lettelse. Gudstjenester, koncerter, møder og arrangementer kan i én arbejdsgang gøres klar til kirkeblad, dagblade, hjemmesider o.s.v.

Kort sagt: Tællingen begyndte fordi vi alle arbejder med til stadighed at skabe gode, og stadig bedre vilkår for evangeliets forkyndelse i folkekirken.