Opslagstavle
Snapsting 2018: "Bispemarked" i Bispegården

Biskoppen inviterer til "Bispemarked" med bl.a. Royalt besøg

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim kommer på besøg i Bispegården og deltager i en del af eftermiddagens arrangement

Som en del af Snapsting 2018 inviterer biskoppen i år til ”Bispemarked” i gård og have i Bispegården i Viborg fredag den 22. juni 2018 fra kl. 14.30 - 17.00.

Eftermiddagen byder på masser af god musik for ørerne, leveret dels af ”Biskoppens husorkester” a la ”Rådhus-Jazz” under ledelse af kulturchef Lars Stentoft og kapelmester Karl Engelbrecht, dels leveret af de dygtige unge slagtøjsmusikere i ”Los Marimbas” fra Kulturskolen i Viborg.

Der vil i løbet af eftermiddagen være taler, mulighed for masser af hyggeligt samvær, og i år er der et nyt tiltag med maleriudstilling fra ”Galleri - Birte Mølgaard”, Viborg.

Brænder du for et spændende guidet besøg i 14-hundredetals kælderen i Bispegården, så har museumsinspektør Jesper Hjermind meldt sig klar.


Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der er protektor for Hærvejsmarchen, er i Viborg i forbindelse med Hærvejsmarchens 50 års jubilæum, og vil aflægge Bispegården et besøg og deltage i sidste del af eftermiddagens arrangement.

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim ankommer til Bispegården kl. 16.30, og bydes velkommen af biskop Henrik Stubkjær, borgmester Ulrik Wilbek og den internationale præsident for IML Marc Müller og FM samt direktør Kaj Bertelsen.


Beboerne fra Møltrup Optagelseshjem sælger lækkerier fra ”Herregårdens Madbutik” fra opstillede telte i Bispehaven, hvor "Møltrup" også sælger kaffe med lækker kage.

Viborg Bryghus  kommer selvfølgelig også og sælger spændende øl, produceret og brygget af Viborg Bryghus til bl.a. biskoppen, borgmesteren og Snapstinget.

Borgmester Ulrik Wilbek, formand for Latinerlys Ølklub deltager også i en del af eftermiddagens arrangement.

 

Vi glæder os til at byde rigtig mange velkommen i Bispegården fredag den 22. juni 2018 

Mange hilsener Viborg Stift