Til eftertanke

Sorgen og det kristne håb

Jakob Søe Esmarch

Lyt ( 0:00 min )

Lyt som podcast

Artiklen her er også indlæst som podcast, som du kan lytte til enten her fra siden ved at klikke på ikonet ovenfor, eller du kan også finde den via din podcast app. Link til: Itunes

"Hvad håber du på?"

En overlæge på Skejby sygehus stillede spørgsmålet til en 11-årig dreng. Han var uhelbredelig syg af kræft. I mange måneder havde han levet godt på trods af kræftsygdommen, men nu gik det ned ad bakke. Kræften havde spredt sig. Få måneder tidligere havde han løbet rundt efter en fodbold. Nu sad han lænket til en kørestol. ”Hvad håber du på? Vil du tænke over det til næste gang, vi mødes?” spurgte lægen.

Mennesker svarer forskelligt på spørgsmålet om, hvad de håber på. Svaret afhænger også af sammenhængen. ”Jeg håber, Danmark vinder landskampen”. ”Jeg håber, det bliver godt vejr i morgen”, siger vi. Men hvad svarer vi, når vi står i en situation med alvorlig sygdom? Hvad svarer vi, når vore kære er døende – og dør?

Baggrund

I min studieorlov har jeg forfulgt nogle af de temaer, der dukker op, når mennesker går i sygdommens og sorgens landskab. Særligt har jeg fokuseret på det at give plads til ærlighed – i fællesskabet med Gud og mennesker – og på de håbsdimensioner, der nogle gange kommer i spil i mødet med sygdom og død.

Jakob Søe Esmarch

Magtesløshed og klagesang

Når vi eller nogle af vore kære rammes af alvorlig sygdom eller død, så oplever de fleste det som en kraftig rystelse af menneskelivet. Rystelsen rammer os som hele mennesker både fysisk, psykisk, åndeligt og relationelt. Mange har i tider med sygdom og sorg en tydelig oplevelse af, at det at være menneske også er at være magtesløs over for væsentlige forhold i livet. Mange oplever tomhed og spørger efter mening og søger efter håb.

Oplevelsen af magtesløshed er en oplevelse af et grundvilkår for os som mennesker. Det er et svært vilkår at leve med. I nogle situationer synes det uudholdeligt. Vi vil gerne kunne gøre noget for at hindre ulykken og fastholde fælleskabet. Men livet er ikke i vores hånd. Vi står magtesløse over for den uhelbredelige sygdom og over for døden.

Når man oplever magtesløshed, så kigger mange sig omkring og spørger: ”Er der en læge eller en Gud tilstede, som kan gribe ind? Er der én, der har magten, når jeg er løst fra magt?”

Til gudstjenester siger vi, at vi tror på ”Gud, den almægtige”. Det er et udsagn om, at der er én, der har magten. Ærligt, frimodigt – og klagende – kan den der lider henvende sig til Gud. Den lidende skal ikke lade som om, man klarer den eller er tilfreds. Bramfrit må vi sige – eller råbe – vores klage til Gud. Hvis han har magten, har han i sidste ende også ansvaret.

Det her er en af de vigtigste iagttagelser under min studieorlov: Jeg behøver ikke blive ateist for at spørge: ”Hvorfor sover du, Herre?” ”Gud, sid ikke bare dér, vær ikke så passiv og tavs!”. Jeg kan i stedet slå op i Bibelens salme- og bønnebog og hente inspiration til min klagesang (jf. Sl 44,24 og 83,2). Klagen er ikke udtryk for utroskab mod Gud. Tværtimod er klagesangen en af kristenmenneskets dybe og ærlige udtryk for tro. Den klagende og frustrerede tro er ægte tro - nogle gange også mere ægte end den tak, som i nogle situationer er ude af trit med både følelseslivet og virkeligheden. Den frustrerede tro har sin tydelige stemme blandt Bibelens bøns- og trosudtryk. Ja spørgsmålet er, om troen overhovedet kan overleve uden klagesangens ord, når ulykken og ondskaben og døden smadrer ind i vores menneskeliv.

Et fokusskift fra ”hvorfor” til ”hvem”

I en del tilfælde har jeg i mødet med lidende oplevet en forventning om, at vi som kirke repræsenterer en forståelse af, at ”der er en mening med alting”. Der er imidlertid det problem, at en søgen efter mening med ondskab og ulykke som regel ender i en blindgyde, hvor den lidende enten vil tolke ulykken som Guds opdragelse eller straf. En sådan tankegang er stærkt belastende i en krisetid, hvor man i forvejen er mast. Tankegangen er dermed både udtryk for dårlig teologi og for en usund religiøs copingstrategi.

I Jobs Bog i Bibelen er det manden Jobs retskafne levevis og hans gudsfrygt, der motiverer Satan til at vælte ulykkerne ned over den arme mand. Ulykkerne rammer ham dermed ikke som straf for synd eller manglende gudsfrygt - tværtimod.

Jesus er også flere gange inde på problemstillingen. Han spørges for eksempel, om de 18 personer, der blev dræbt, da et tårn væltede ned over dem, er mere skyldige end alle andre? Jesus afviser tanken om, at de dræbte skulle være særligt skyldige. Det er ikke sådan tingene hænger sammen.

Sjælesørgeren skal lytte til spørgsmålet: 

Hvorfor har dette ramt mig” 

men samtidig er det ofte vigtigt med et fokusskift, så man – sammen med den der er ramt af sygdom eller tab – henvende sig til Gud med den lidendes spørgsmål. Det er gennem klagen – ikke forklaringerne – at det er muligt at finde ind i et autentisk forhold til Gud og til den situation man befinder sig i.

Der findes i øvrigt et andet spørgsmål, end spørgsmålet om 

”hvorfor”

som i en del tilfælde kan have en lindrende betydning – nemlig spørgsmålet: ”Hvem er den Gud, der tilsyneladende tillader, at ulykken rammer?” Når det spørgsmål stilles, så kan det – nogle gange efter lang tid – blive muligt at finde lindring i at se, at:

- Gud er den der kan rumme, at vi mennesker ærligt fortæller ham om vores angst, vrede og fortvivlelse.

- Gud er den der lider med os. Han er den der selv er ramt af ondskab, ulykke og død.

Gud er ikke fjern fra vores oplevelse af tomhed, sorg og ensomhed. Han kender selv mørket. Og kommer til os i mørket, så vi ikke behøver være der alene.

Tilbage til håbet

Hvad kan vi håbe på, når vi oplever uhelbredelig sygdom eller oplever at en af vores kære dør? Under min studieorlov har jeg fokuseret på tre håbsdimensioner, man i sjælesorgssamtalen kan arbejde med – med behørig syn for de håb, det enkelte menneske selv bærer på.

”Hvad håber du på?”

Mange – også uhelbredeligt syge – svarer: ”Jeg håber at blive rask”. Også på danske sygehuse opleves der overraskelser, ja endda mirakler. Så måske er det okay at håbe på det – også når det virker urealistisk!? Der er dog også faldgruber forbundet med et sådant håb. Håbet kan bliver usundt, hvis det er noget, man selv tager ansvar for at få til at ske. Håbet må lægges over i andres hænder – i lægers og i Guds hænder. Usundt kan det også være, hvis håbet om at blive rask fjerner fokus fra livet og fællesskabet, som man stadig har, mens man er alvorlig syg. Med bevidsthed om sådanne faldgruber kan håber om at blive rask, være et håb der kan hjælpe til at den syge lettere kan være i livet, end i de knugende bekymringer.

Den syge kan også svare: ”Jeg håber på en god dag i dag”. Selvom man er træt og måske oplever smerte, så kan man samtidig have et håb om fællesskab med mennesker, man elsker. Eller man kan håbe på at opleve endnu en smuk solopgang eller forløsende latter eller velsmagende mad.

Lægen spurgte den kræftramte dreng, hvad han håbede på. Han håbede på at blive rask. Samtidig havde han et frimodigt håb om at fortsætte det værdifulde fællesskab med mennesker, han holdt af. Han havde håb for dagen i dag. Men også en tredje håbsdimension var i spil. Han formulerede det sådan i en lille selvbiografi:

”Jeg tror på, at jeg kan komme i himlen, og at Gud er med mig i alt.”

Der er flere håbsdimensioner der kan være sande og hjælpsomme i mødet med uhelbredelig sygdom. Også evighedshåbet er vigtigt. Håbet om liv på trods af død kan give kræfter til at leve, når døden truer. Evighedshåbet er anderledes end håbet om at blive rask og håbet om en god dag i dag – for på et tidspunkt vil sådanne håb slukkes af døden. Det er anderledes med evighedshåbet. Det håb er absolut. Det er et håb givet udefra. Det er et håb givet os med Jesu opstandelse fra de døde.

Drengens far lå i sofaen i sommerhusets solvarme udestue. Han læste højt fra C. S. Lewis´ bog ”Sølvstolen”, mens hans kræftsyge dreng sad ved spisebordet og lyttede. De læste om to børn og deres pessimistiske følgesvend Muddermukke. De havde netop fuldført deres mission om at befri kong Caspians søn fra heksens fangenskab. Da de to børn ankommer til hovedstaden, mødes de af sørgmodig musik. Det viser sig at børnenes gamle ven, kong Caspian, er død.

Børnene overvældes af sorg. Midt i deres sorg kommer løven Aslan. Han fører børnene op på bjerget hjemme i hans rige. I et vandløb får børnene øje på den døde kong Caspian. En bloddråbe fra Aslans pote drypper ned i vandet. C. S. Lewis skriver:

I det samme stoppede den sørgelige musik. Og den døde konge begyndte at forvandle sig. Hans hvide skæg blev gråt og derefter gult, og samtidig blev det kortere og kortere, indtil det til sidst helt forsvandt; og hans indsunkne kinder blev runde og friske, og rynkerne glattedes ud, og han slog øjnene op, og både hans øjne og læber lo, og pludselig sprang han op og stillede sig foran dem – og han var nu en meget ung mand eller dreng.Begejstret går Caspian hen til et af de forskrækkede børn, der fremstammer:
 ”Men er han ikke… død”? ”Jo”, sagde løven meget stille, næsten som om han lo. ”Han er død. Det er sket for de fleste, ved du nok. Selv mig. Der er meget få, der ikke har prøvet det.”Et voldsomt håb voksede i børnenes hjerter. Men Aslan rystede på sit lådne hoved. ”Nej, kære børn”, sagde han. ”Når I møder mig her igen, vil I være kommet for at blive. Men ikke nu. I må tage tilbage til jeres egen verden en tid.

C.S. Lewis, Sølvstolen

Under højtlæsningen voksede ”det voldsomme håb” i hjertet på en far og hans søn: ”Er det sådan, at det ligefrem er skønnest at få lov til at blive der i fællesskabet med løven? At blive der på den anden side af dødens grænse? Fordi det er der det absolutte håb og solen og lykken og fællesskabet med Gud findes? Er det muligt både at leve og dø med håb? Jeg tror det er muligt.