Voksne
Menighedsplejens dag

Menighedsplejens dag

I Holstebro samarbejder tre menighedsplejer (Nørrelandskirkens Menighedspleje, Måbjerg og Ellebæk Sognes Menighedspleje og Holstebro Sogns Menighedspleje) omkring forskellige arrangementer i løbet af året.

Derfor mødes vi jævnligt til diverse planlægningsmøder på skift hos hinanden. En gang om året holder vi sammen Menighedsplejens dag i Nørreport Centeret, som er et butikscenter i midtbyen. Det har vi efterhånden gjort i flere år. Formålet med dagen er at gøre borgere i Holstebro kendte med menighedsplejernes eksistens og mange tilbud til alle aldersgrupper.

Skabe stemning

I midten af butikscenteret er der et lille torv. Vi henvender os derfor selv til centeret for at reservere torvet i nogle timer den første lørdag i februar og har hvert år et godt samarbejde med centeret, som også stiller et tomt lokale til rådighed, hvor vi kan opbevare diverse udstyr mm. i løbet af dagen. For at 
skabe lidt stemning og opfordre folk til at standse op og høre om menigheds-plejernes tilbud, medbringer folk fra vores genbrugsbutikker lidt møbler, som bliver stillet op på torvet. Vi laver desuden et lille program for dagen med små ”happenings”. Blandt andet optrådte Nørrelandskirkens Gospel Kids i 2019 et par gange i løbet af dagen med sang og musik. Derudover medvirkede nogle af børnene, sammen med voksne frivillige også i et modeshow, hvor der blev vist tøj fra genbrugsbutikkerne. Hele dagen igennem var der kaffe på kanden og småkager og slik på bordene. Vi havde også et børnebord, hvor alle børn var velkomne til at sætte sig og tegne en tegning eller lave små ikoner. Endelig 
havde vi medbragt flyers for menighedsplejernes mange tilbud bl.a. PREP, Tidsmaskinen, sorggrupper og besøgstjenesten, som forbipasserende var velkomne til at tage eksemplarer af med hjem. Fra hver menighedsplejes bestyrelse 
deltog flere personer og også frivillige fra bl.a. genbrugsbutikkerne deltog, så vi endte med at være omkring 10-12 personer, som alle var iklædt vores fælles menighedspleje T-shirts.

Den lokale ugeavis

Den lokale ugeavis bragte, efter vores henvendelse, følgende lille artikel: ”Der var kaffe i termokanderne samt småkager og slik i skålene på sofabordene, som, i anledningen af Menighedsplejens dag, var stillet op på Centertorvet i Nørreportcenteret lørdag d. 2. februar. Her var alle velkomne til at standse op og få en snak eller lytte til de 11 børn i farvestrålende gule T-shirts, som sang og dansede til skøn og iørefaldende musik. Efter sangene lød en berettiget applaus fra de mange tilhørere. Et bord var også sat frem til børn, der ville tegne en tegning eller lave moderne ikoner af plader beklædt med lim og billeder. Alle tegninger blev belønnet med en bamse sponsoreret af Kirkens Genbrug. Steens Corner bidrog på sin helt egen facon med info om menighedsplejernes arbejde og senere var der modeshow med modeller i alle aldre, som smukt fremviste både hverdags- og festtøj fra Kirkens Genbrug. 

Menighedsplejen i Holstebro er en lokal frivillig organisation, som ud fra Nørreland, Holstebro, og Måbjerg-Ellebæk sogne arbejder med kirkeligt forankret socialt omsorgsarbejde. Mange forbinder det måske med julehjælp i december, men året igennem findes også tilbud om besøgsvenner, sorggrupper, InTRO-aftener, spisefællesskaber, genbrugsbutikker, kurser for par, feriehjælp med meget mere.”

Inge D. Damtoft

Inge D. Damtoft

I vores fælles evaluering af dagen skrev vi blandt andet om dagens udbytte: ”Vi synliggør vores arbejde udadtil, og har også indadtil gavn af samarbejdet på tværs af kirkerne”. Vi er enige om, at vi gentager succesen igen næste år.

Fakta

Menighedsplejens dag

Målgruppe: Borgere i Holstebro 
Kirke: Nørrelandskirken, Måbjerg/Ellebæk Kirke og Holstebro Kirke
Provsti: Holstebro
Kontaktperson: Inge D. Damtoft
Telefon: 29 17 15 37
E-mail: smh-voksne@holstebrokirke.dk