Børn
Børn bibel og boller i karry

Børn, Bibel og Boller i karry

Otte uger med salmer, dans, sæbebobler, lystænding, mobilfri zone, organist, sognemedhjælper og orgel/klavermusik i kirkerummet.

Bolle og ris i karry

Et forløb, som mange mødre med spædbørn nyder at være en del af. At komme i kirken, nyde dens rum og dens måde at byde ”mig og mit barn” velkommen på – ja, det er heldigvis velkendt for mange mødre og fædre i Danmark i disse år.

Men Babysalmesang - og hvad så?

I Ikast Kirke er det næste oplagte tilbud vores “Børn, Bibel og Boller i karry”, som er en hverdagsgudstjeneste.

Gudstjenesten er tilrettelagt for familier med børn. Gudstjenesten er for alle, men gudstjenesten indeholder elementer fra Babysalmesang: Salmer, bevægelser, organist og sognemedhjælper – og kan derfor af nogle opfattes som en forlængelse af Babysalmesang. Og det giver god mening: At et tilhørsforhold, som er opbygget i løbet af Babysalmesangsforløbet, kan udvikle sig og stadig være et relevant tilbud. Nu bliver kirkens tilbud lige pludselig også for søskende og den forældre, som ikke har deltaget i Babysalmesang.

Børn, Bibel og Boller i karry finder sted ca. hver 6. uge, kl. 17.00 og varer ca. 25 minutter.

Udover salmer fra Babysalmesang indeholder den korte gudstjeneste også en dialog mellem præsten og kirkens dukke, Søren – som er den lidt uforstående, meget spørgende og altid dejlig børnenaive bredflabede dukke (som styres af sognemedhjælperen). Gudstjenesten indeholder også velsignelse og fadervor, og kirkens børnekor medvirker altid. Sidst i gudstjenesten får alle børn udleveret en lille ”husketing”, som relaterer til gudstjenestens tema.

Britta Hald Vestergaard

Britta Hald Vestergaard

Lækker menu for alle børn

Efter gudstjenesten er der spisning for alle. Maden består af ris, broccoli og kødboller med karrysovs. Lækker menu for faktisk alle børn! Tre frivillige gør maden klar og tager sig af hele den praktiske del i forbindelse med spisningen. Alle tre frivillige, som er fra menigheden, spiser med sammen med familierne og er dermed et vigtigt bindeled mellem denne gudstjeneste og kirkens øvrige menighed.

Inden aftenen slutter, synger vi den kendte godnatsalme fra Babysalmesang – hvor hver familie samles under en stor paraply med isyede stjerner – og på denne måde slutter en god aften med smil og småtrætte børn, som lige er klar til at blive puttet, når de kommer hjem kl. ca. 18.30.

Fakta

Børn, Bibel og Boller i karry

Målgruppe: Børnefamilier 
Kirke: Ikast Kirke
Provsti: Ikast-Brande
Kontaktperson: Britta Hald Vestergård

Telefon: 23 88 53 03

E-mail: sognemedhjaelper@ikastkirke.dk