Børn
Babysalmesang

Babysalmesang

Jeg tror, man skal opleve babysalmesang for helt at begribe, hvor fantastisk det er. Måske kan man tænke: ”Hvad mening er der i at synge salmer for helt små babyer??

Men når man først har oplevet, at børnene nærmest dirrer af glæde over musikken og over at blive indhyllet i en sky af sæbebobler, at de koncentreret griber ud og prøver at fange blomsterne, der hænger under paraplyen, eller de tydeligt bryder ud i et dejligt smil, når de hører deres navn blive sunget, bare for at nævne nogle eksempler, ja, så er man ikke i tvivl. Babysalmesang har en stor værdi og giver rigtig god mening i kirkens buket af tilbud.

Babysalmesang

Planlægning

Selve planlægningen og opbygningen af et babysalmesangsforløb kan man finde viden om i de gode bøger og materialer, der er udgivet om emnet. Som inspiration vil jeg dog her beskrive, hvordan en onsdag formiddag med babysalmesang i Sunds Kirke forløber: Den grønne skovallé med fuglene er stillet op i kirkens midtergang – mørketunnellen med den lysende stjernehimmel er gjort klar i den hemmelige passage bag orglet – og sæbeboblerne i den lille papkasse, rasleæggene i kurven, paraplyen med skyerne, og alle de andre remedier, vi bruger til babysalmesang, er stillet frem og klar til brug. På den åbne plads i kirkens midte ligger en stor skummåtte, hvorpå adskillige vattæpper er spredt ud. Inden længe er kirkens rum fyldt af babyer, mødre (ind imellem også fædre) og barnevogne. De 10 små børn ligger på vattæpperne eller møver sig rundt på skummåtten, mens mødrene sidder i en rundkreds omkring dem. Snakken går – om alt fra nattens (manglende!) søvn til bekymringer om astmatisk bronkitis. Om begejstringen for et fantastisk lagersalg med babytøj til udvekslingen af hækleopskrifter på søde dyr. Indtil jeg slår på træxylofonen og snakken forstummer, og opmærksomheden rettes mod den bløde lyd, der kommer fra instrumentet. 

Mens jeg bevæger mig rundt i kredsen og spiller på instrumentet, synger vi et godmorgenvers til hvert barn. Så er vi i gang! De næste 30 minutter synger vi ca. 15 salmer/sange, som er samlet i den lille personlige bog, som organisten og jeg har lavet til hvert barn og mor. Organisten akkompagnerer til – nogle gange på orglet og ellers på klaveret. Til hver salme/sang hører hver gang den samme aktivitet og sanseoplevelse. Allerede anden/tredje gang vi er samlet til babysalmesang, kan man se, at genkendelsens glæde er noget helt særligt for børnene.

Gode argumenter

Ud over et videnskabeligt argument for babysalmesang: At musik er et godt redskab til at stimulere børnenes sanser, og at denne stimulering af sanserne kan betragtes som hjernens livsnødvendige næring – så ser jeg andre gode argumenter for, at vi som kirke tilbyder babysalmesang. Jeg vil her nævne nogle af dem (i tilfældig rækkefølge):

  • Babysalmesang giver deltagerne et kendskab til kirken og dens rum. Babysalmesang kan give medejerskab – en fornemmelse af at kirken også er deres (måske er barnet allerede døbt i kirken, eller måske skal det snart døbes?).
  • Tærsklen til babysalmesang ser (heldigvis) ud til at være meget lille. Andre arrangementer, der tilbydes i kirke eller sognegård, kan nogle måske afholde sig fra at deltage i, fordi de er bekymrede for at føle sig udenfor eller ikke-velkomne. Min fornemmelse er, at alle frimodigt møder op til babysalmesang. Måske fordi det er det lille barn, der er anledningen til, at man møder op – og ikke én selv som voksen?
  • Kirken skal være en åben kirke. Kirken kan komme til at lukke sig omkring sin egen trofaste skare, hvilket i mine øjne er kirkens død! Med tanke og bekymring for kirkens fremtid brænder jeg for at vise de yngre generationer dét fællesskab, dén fred og de stærke livsværdier, som kirken og troen bærer med sig. Babysalmesang henvender sig netop til den yngre generation, og den er et væsentligt skridt på vejen til at gøre vores kirke mere åben.
  • Babysalmesang giver kendskab til (kerne)salmer fra salmebogen. Jævnligt fortæller mødrene, at de synger fra vores lille sangbog derhjemme. Nogle har indført vores afslutningssang ”Du som har tændt millioner af stjerner” som deres godnatsang, når barnet skal puttes. Andre fortæller, at de bare synger én af sangene, hvis barnet er uroligt – og så falder det til ro.
  • Babysalmesang er også diakoni. Babysalmesang giver fantastiske muligheder for at knytte bånd. Derfor er det første kvarter, hvor mødrene dumper ind, og inden vi går i gang, og den lille times tid bagefter, hvor mødrene bliver hængende, og vi snakker, mens de ammer, giver mad, skifter ble, eller hvad der nu lige skal ordnes, af lige så stor værdi som selve salmesangen.

Susanne Pedersen

Kvalitetstid

I mange børnefamiliers hektiske hverdag giver babysalmesang mor og barn en fredfyldt og meget nærværende stund sammen, dvs. kvalitetstid.

Som ansat ved den samme kirke siden 1999 glæder jeg mig meget over, at jeg de sidste år har mødt adskillige ”gamle” konfirmandpiger som babysalmesangsmødre. Jeg bor i samme by, som jeg arbejder, og møder derfor jævnligt mødrene med deres barnevogne i bybilledet. Det bringer mange hej’er med sig, og ind imellem også en længere snak. Jeg holder af at kunne være en del af kirken på denne måde.

På alle måder kan jeg varmt anbefale, at kirken tilbyder babysalmesang som en af sine aktiviteter.

Fakta

Babysalmesang

Målgruppe:  Babyer og deres forældre
Kirke: Sunds
Provsti: Herning Nordre
Kontaktperson: Susanne Pedersen
Telefon:  51 64 73 10
E-mail: sus@sundskirke.dk