Nyt fra Stiftet
Nyheder

Viborg og Aarhus stifter søger akademisk medarbejder

Trives du i et miljø, hvor du får mulighed for at bruge dine kompetencer i en politisk og juridisk sammenhæng?
Viborg og Aarhus stifter søger en dygtig medarbejder med juridisk eller anden samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse til en fuldtidsstilling pr. den 1. januar 2020 eller snarest muligt.

Du skal starte din ansættelsesperiode i Viborgs Stift, hvor du skal være i 3-4 måneder. Herefter vil din ansættelse være i Aarhus Stift.

Hvem er vi?

Viborg og Aarhus stifter er en del af folkekirken. Et stift er en geografisk enhed og samtidig en forvaltningsmæssig institution under Kirkeministeriet. Vi varetager myndighedsopgaver for bispeembedet og stiftsøvrigheden. Herudover varetager vi en større rådgivningsopgave overfor menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, stiftsøvrighed og biskop indenfor eksempelvis forvaltningsret, ansættelsesret og kirkeret.

Vi er i alt 24 fagligt stærke kollegaer, heraf 5 jurister, på de to arbejdspladser. Vi har et tæt arbejdsmæssigt samarbejde og har blandt andet sammen med Aalborg Stift en fælles juridisk afdeling, som jævnligt mødes og drøfter og behandler konkrete og generelle juridiske problemstillinger.

Vi arbejder desuden tæt sammen med de øvrige stifter i Danmark samt Kirkeministeriet.

Hvad skal du lave?

Dine primære arbejdsopgaver vil være varetagelse af bygge- og plansager, sekretariatsbetjening, indgå i teamet omkring Giascentret samt generel rådgivning indenfor forvaltningsret, ansættelsesret, kirkeret, mv.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har følgende kvalifikationer:

  • Du er generalist, har engagement og lyst til at sætte dig ind i nye områder.
  • Du har erfaring med sagsbehandling.
  • Du har gode analytiske evner og kan overskue flere – også komplekse – problemstillinger.
  • Du er resultatorienteret og tager ansvar for dine arbejdsopgaver.
  • Du er udadvendt, forstår at formidle din viden – også til ikke-fagfolk – og er god til at samarbejde.

Vi forventer, at du:

  • Har en positiv og humoristisk tilgang,
  • Trives med en arbejdsdag, hvor forandringer er en del af hverdagen,
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret med blik for det væsentlige,
  • Er en produktiv sagsbehandler samtidig med, at kvaliteten af dit arbejde er i orden, og
  • Har bil til rådighed.

Vi tilbyder

Du får mange spændende, alsidige og udfordrende arbejdsopgaver. Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø, hvor videndeling, samarbejde og udvikling prioriteres højt. Vi sørger for en grundig oplæring, og kendskab til folkekirkens love og regler er derfor ikke en forudsætning.

Som medarbejder hos os tilbydes du et udadvendt arbejde, idet du vil komme til at medvirke i diverse møder og arrangementer rundt om i stiftet. Nogle af disse møder og arrangementer kan foregå om aftenen og en sjælden gang i weekenden. Endvidere vil du få mulighed for at prøve kræfter med undervisning.

Viborg og Aarhus stifter er begge arbejdspladser med uhøjtidelig omgangstone, ligesom vi er familievenlige med gode fleksible arbejdsvilkår, f.eks. flekstidsordning, løbende kompetenceudvikling, mv.

Du kan finde yderligere oplysninger om stifterne på viborgstift.dk og aarhusstift.dk.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse sker som fuldmægtig, og du vil være omfattet af overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Ansøgning

Din ansøgning vedlagt cv, eksamenspapirer og evt. andre relevante bilag skal sendes til Viborg Stift på e-mail kmvib@km.dk og skal være os i hænde senest kl. 12 den 16. december 2019.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 19. december 2019 om formiddagen i Viborg Stift, Domkirkestræde 1, 8800 Viborg.

Fakta

Vil du vide mere?

Du kan kontakte
Chefkonsulent Katrine Søbo Andreasen eller 

Stiftskontorchef Bodil Abildgaard (Viborg) på 86 62 09 11 samt 

Specialkonsulent Lene Krebs Lange eller 

Stiftskontorchef Jette Madsen (Aarhus) på 86 14 51 00 med spørgsmål til stillingen.

Fakta

Læs mere om Juridisk Afdeling