Fortsæt til hovedindholdet
2023
Nyheder
Ukrainere til gudstjeneste

Stor tilslutning til ukrainsk julegudstjeneste

Mere end 130 ukrainere bosat alt mellem Viborg og Odense deltog lørdag i en ortodoks julegudstjeneste i Holstebro.

 

Af: Anika Thorø Weber

Der blev sunget, bedt og uddelt julehilsner på ukrainsk, da mere end 100 voksne og massevis af børn lørdag 7. januar deltog i en ortodoks julegudstjeneste i Holstebro i sygehusets gamle kapel i Danmarksgade.

Lørdag var nemlig dagen for den ortodokse fejring af julen, og selvom gudstjenesten blev afholdt nær den jyske vestkyst kunne højtiden trække ukrainere til fra store dele af landet. Blandt kirkegængerne var flere, der havde taget turen helt fra Odense, Kolding, Viborg og Vejle.

- Det er vildt, hvor mange der er kommet langvejs fra. Vi var flere, end vi havde turde håbe på, siger Iergen Martyniuk, der er præst i den ukrainske kirke i Holstebro.

Tryk + for at læse mere

Den ortodokse jul

Den ortodokse kirke fejrer julen 25. december – ligesom resten af verden. Forskellen ligger dog i, at dele af den ortodokse kirke bruger en anden kalender, den julianske kalender, og det betyder, at den ortodokse jul falder et par uger efter vores fejring af Jesu fødsel.

 

Også i Danmark fejrer vi faktisk julen 25. december. Fra gamle dage har der nemlig i Norden været tradition for at begynde den nye dag, når mørket falder på. Det vil sige, at den 25. december begynder, når mørket falder på den 24. december.

 

Kilde: Kristendom.dk

Blandt kirkegængerne var også omkring 30 ukrainske flygtninge bosat på Thyholm, i Humlum og Struer. De ankom med en bus, som de lokale menighedsråd havde sponsoreret på initiativ fra Struer Provsti.

- Det er skønt at samle så mange. Det bringer os tættere sammen, når vi kan mødes en aften som den her, siger Iergen Martyniuk, der spottede både fastboende ukrainere og ukrainske flygtninge ved lørdagens gudstjeneste.

Håb for fremtiden

Iergen Martyniuk var ikke den eneste, der satte pris på at mødes med landsfæller ved årets store højtid.

Blandt kirkegængerne var også Ivanna Ivanitska, der er en af initiativtagerne til den ukrainske kirke i Holstebro, som blev dannet i maj sidste år.

Hun ser en stor styrke i at kunne samles på baggrund af nationalitet.

- Det varmer vores hjerter, når vi kan være sammen og bede for vores land på vores eget sprog. Det giver håb og sammenhold, siger Ivanna Ivanitska, der som fastboende ukrainer i Danmark tidligere har været en del af en russisk kirke, men siden invasionen har tilvalgt den nyoprettede kirke i Holstebro. 

Og det er ikke alene sammenholdet, der har fået Ivanna Ivanitska til at møde op til gudstjeneste. 

Ifølge ukraineren er det nemlig også vigtigt at samles om de gamle traditioner, og derfor nød Ivanna Ivanitska at deltage i den knap tre timer lange gudstjeneste, der undervejs bød på tostemmig sang, nadver samt kys og hilsner til Jesus, Jomfru Maria og helgener på lærrederne forrest i kirken, sådan som skikken lyder ved ortodokse julefejringer.

Ortodoks gudstjeneste

Præst Iergen Martyniuk stod i spidsen for den ortodokse gudstjeneste i Holstebro, der er opbygget lidt anderledes end en traditionel, dansk julegudstjeneste. Privatfoto

- Vi kommer med en anden kultur i bagagen, og den skal vi holde fast i - ikke mindst for de mange flygtninges skyld. Vi holder gudstjenesterne på den her måde for at holde fast i vores kultur, så vi også kan give den videre til vores børn, siger Ivanna Ivanitska.

Foruden julegudstjenesten afholder den ukrainske kirke i Holstebro også almindelige gudstjenester hver anden søndag i det gamle kapel, hvor mellem 20 og 40 ukrainere deltager, og hver anden søndag i Højbjerg og Elsborg Kirker ved Rødkærsbro syd for Viborg.

Kirkens præst Iergen Martyniuk afholder desuden gudstjenester for ukrainere i Aalborg, Odense og Viborg.

Foruden det religiøse formål med gudstjenesterne er kirken i Holstebro også blevet et samlingspunkt for nye flygtninge, der får hjælp af de fastboende ukrainere til at falde til i en dansk kontekst.

Menigheden holder gudstjeneste hver anden søndag i Højbjerg og Elsborg Kirker ved Rødkærsbro syd for Viborg