Stiftspræstestævne om teologi og samfund

Politik kommer ikke af ingenting. Historisk set har kristendommen sat sit afgørende præg på vort samfund.

Kristen teologi har altid haft offentlig karakter og samfundsrelevans, og derfor er spørgsmålet, hvordan  kristendommen i dag kan indgå i samtalen om det fælles bedste.

Foredraget tager udgangspunkt i bogen af samme navn fra nov. 2019 – en redegørelse for de tre begreber; tro, mod og politik og forholdet imellem dem.

Foredraget vil endvidere have 3 anliggender: 1. at påvise muligheden for i den kristne etik at finde kriterier for et samfunds værdidannelse, 2. at opgradere respekten for den politiske diskurs, og 3. at gøre op med tendensen blandt teologer/præster i Danmark til at reducere den kristne forkyndelse til udelukkende at være en henvendelse til den enkelte i sin rene eksistensforståelse.

Sociologer taler om, at vi lever en terapeutisk kultur. De understreger, at psykologi ikke er en neutral beskrivelse af mennesket, men at den er medkonstruktør på det senmoderne menneskes forståelse af og forventninger til sig selv og verden. Med Sven Brinkmanns ord: "Vi går ikke til præsten, men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen, men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering". Terapeuterne er blevet de nye præster. Med udgangspunkt i det, jeg kalder den terapeutiske kulturs grundantagelser, vil jeg i mit oplæg se på præstens rolle. Hvordan manøvrere i spændingsfeltet mellem denne terapeutiske etos og evangelisk-luthersk teologi?

Selvmord kan sætte jordskælvsdybe revner i generationer. Som præster står vi ved begravelsen med disse helt særegne omstændigheder, der stiller grundlæggende eksistentielle spørgsmål om liv, død og forbundethed. Hvad kan og skal vi sige? Efterlevende efter selvmord bliver udstyret med en særlig sorg, der kan være endnu mere rodet og kompleks end andre former for tab. Det er vigtigt for omgivelserne at vide, hvad der kan være på spil for denne gruppe mennesker, ikke mindst for præsten, der netop kan være sjælesørgerisk medvandrer på den lange bane.  

Luthers toregimentelære er fundamental for hans teologi og tænkning, men ofte misforstået som en rigid skelnen mellem religion og politik. Forstår man i stedet toregimentelæren som en tilværelsesforståelse eller ontologi, der skulle imødegå samtidens skepticisme og uvished, og ser man trestandslæren som dens supplement, åbner det en dør til Luthers “sakramentale realisme”.

Bekendelsen til Kristus står centralt i evangelisk kristendom. Samtidigt indebærer visse udlægninger af den lutherske toregimentelære, at Kristus som herre kan fortone sig. I lyset af blandt andet Dietrich Bonhoeffer vil der blive argumenteret for, hvordan vi i dag kan tale om Kristus som herre samtidigt med, at vi fastholder den lutherske skabelsesteologi.