Nyt fra Stiftet
Nyheder

"Det vokser jo mens medens vi sove"

”Brodér en linje fra din yndlingssalme” nærmer sig sin afslutning. 

”Er du klar over hvad du er skyld i?” sagde en af deltagerne så over kaffen. ”Jeg har da aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle ligge søvnløs om natten – for at tænke på salmer!! Hvilken én skulle jeg vælge og ikke mindst hvilken farve skulle den have? Hvordan i alverden ser lige dén salme ud? Det havde jeg da aldrig troet skulle ødelægge min nattesøvn. Se hvad du er skyld i, og nu er jeg i gang med nummer tre broderi!” Vi havde lagt broderierne på pause ved én række borde, mens kaffen blev indtaget ved en anden række borde – for så nøjsomt arbejde som det at lave et broderi er, det tages her meget alvorligt. Ingen kaffepletter, tak – hverken på eget og slet ikke på andres arbejde.

Slutter med en fest

Det kan være svært at slutte, når man først er kommet godt i gang, men slutte skal kunstprojektet ”Brodér en linje fra din yndlingssalme” nu en gang, og det gør vi med en fest. Lørdag d. 6. april kl. 14.00 i Viborg Domkirke åbner vi dørene for det færdige resultat. Her vil vi med orgel og orkester synge de salmevers, der er blevet broderet i løbet af efteråret og vinteren, og de færdige salmebroderitæpper vil hænge rundt i hele kirken. Alle lærker er meget velkomne til denne eftermiddag – også de, der ikke har broderet.

Inden da skal vi gerne nå at sy broderierne sammen. God hjælp til det er allerede indhentet, men for at være helt sikre på, at vi bliver klar til tiden, må færdige broderier gerne allerede nu indsendes og allersenest d. 15. marts, som er sidste afleveringsfrist.

Og færdige broderier er så småt begyndt at dryppe som manna i postkassen, og det er utroligt så glad man bliver af at modtage noget så smukt og inspirerende. Og variationen er helt fantastisk. Det er virkeligt meget personlige broderier, der emmer af skaberglæde og farveleg.

Vi glæder os med andre ord usigeligt meget til at opleve det hele færdigt. Vi glæder os til, at vi ses d. 6. april kl. 14 - 16 i Viborg Domkirke.

For de, der ikke kan komme til Viborg, kan salmebroderitæpper lånes til kirker og sognehuse efter sommerferien – se mere om dette på salmebroderi.dk

 

Venlig hilsen

Malene Dahl og Marianne Koch

Sognepræster ved Sparkær-Gammelstrup og Viborg Domkirke

 

Plakat for afslutningsfesten