Nyt fra Stiftet
Nyheder

Retningslinjer for en ansvarlig genåbning af folkekirken 

COVID-19 har alvorlige konsekvenser for danskernes liv og hverdag. Der er taget mange og vidtgående initiativer for at afbøde konsekvenserne af udbruddet, herunder har folkekirken og andre trossamfund holdt deres lokaler lukkede for offentligheden.

REVIDERINGER

Offentliggjort den 17. maj 2020
Revideret den 9. oktober 2020

Fra Kirkeministeriet

De tidligere retningslinjer omhandlede en kontrolleret genåbning af samfundet, herunder folkekirken og andre trossamfund. I det nuværende perspektiv ser myndighederne ind i mere strukturelle og langtidsholdbare løsninger, hvor man i videst mulige omfang kan fastholde den igangværende samfundsaktivitet, men samtidig sikre optimal smitteforebyggelse. 

Retningslinjerne skal på den baggrund også ses i lyset af, at samfundet går ind i en efterårs- og vintersæson, hvor der forventes en øget forekomst af øvrige sygdomme mv. (fx influenzalignende sygdom).


Som følge af årstidsskift forventes det, at en lang række aktiviteter i højere grad vil foregå indendørs.
Det giver ændrede udfordringer i forhold til at sikre smitteforebyggelse, fx i forhold til afstand, antal personer i samme lokale, ventilation mv.


Forudsætningen for at fastholde den igangværende samfundsaktivitet i Danmark er, at danskerne fortsat efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at undgå smittespredning. Her har folkekirken og andre trossamfund et stort ansvar for at sikre, at smittespredningen minimeres, og at behovet for god afstand mellem mennesker og fortsat skærpet fokus på hygiejne respekteres. Folkekirken og andre trossamfund bør i den forbindelse være særligt opmærksomme på at undgå smittespredning blandt personer med øget risiko, som er til stede ved gudstjenester og menighedsaktiviteter m.v. 
Se i den forbindelse afsnittet nedenfor om Tiltag ved lokale smitteudbrud m.v.


Generelle regler og retningslinjer

Forsamlingsforbuddet gælder ikke for folkekirken og trossamfund uden for folkekirken i lokaler, som de råder over. Ved udendørs begravelser og bisættelser gælder et forsamlingsforbud på 200 personer, jf. nedenfor. Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser gælder, uanset om deltagerne står op eller sidder ned. Forsamlingsforbuddet gælder derimod ikke ved andre udendørs arrangementer, begivenheder aktiviteter og lignende, forudsat at deltagerne i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene eller lignende. Der må dog i alle tilfælde maksimalt være 500 deltagere, jf. bekendtgørelse om forbud mod store forsamlinger i forbindelse med håndtering af covid-19.
 

Det giver fortsat mulighed for:

  • Bøn, andagt (afkortet gudstjeneste, messe, fredagsbøn m.v.), skrifte og personlig refleksion.
  • Gudstjenester, messer, fredagsbøn m.v.
  • Dåb, konfirmation/firmelse/bar og bat mitzvah, vielse, begravelse, bisættelse og lignende religiøse handlinger.
  • Øvrige menighedsaktiviteter i kirker, synagoger, moskeer, sognegårde, menighedshuse og andre lokaler.
  • Udendørs religiøse ceremonier og menighedsaktiviteter, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned.

Udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter og lignende, hvor deltagerne ikke i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene eller lignende, skal overhovede forsamlingsforbuddet på 50 personer. Ved begravelser og bisættelser gælder et særligt forsamlingsforbud således, at der til en udendørs begravelse eller bisættelse eller den del af en begravelse eller bisættelse, som finder sted udendørs, ikke må forsamles flere end 200 personer på samme sted samtidig – uanset om deltagerne står op eller sidder ned.

Folkekirkens og andre trossamfunds aktiviteter i lokaler, som de råder over, skal overholde de gældende krav til lokaler, hvortil offentligheden har adgang, jf. bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19, herunder:

  1. Der må maksimalt tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 4 kvm gulvareal, hvortil der er offentlig adgang. I lokaler, hvor besøgende eller deltagere i det væsentlige sidder ned eller knæler, må der dog tillades adgang for 1 besøgende eller deltager pr. 2 kvm gulvareal. Er gulvarealet under 4 kvm, må der tillades adgang for 1 besøgende eller deltager. Gulvarealet i opgøres væg til væg uanset inventar m.v. Forkynderen samt evt. personale (og frivillige), som medvirker ved en gudstjeneste, messe, fredagsbøn m.v., ved en religiøs handling eller ved en menighedsaktivitet, tælles ikke med i opgørelsen.
  2. Lokalerne skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for deltagere, besøgende, ansatte og frivillige at holde afstand til hinanden.
  3. Der skal i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på corona/COVID-19, bør isolere sig i hjemmet, og om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum. Informationsmaterialet offentliggøres af Sundhedsstyrelsen.
  4. Det skal sikres, at alle ansatte, frivillige og besøgende overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. Anbefalingerne offentliggøres af Sundhedsstyrelsen.
  5. Der skal så vidt muligt være vand og flydende sæbe eller alkoholbaseret (70-85%) hånddesinfektionsmiddel tilgængeligt for deltagere og besøgende.
  6. Ansatte og andre personer, der er tilknyttet lokalerne, skal bruge handsker ved udlevering af ikke-emballerede fødevarer, hvis fødevarerne berøres med hænderne. Se anbefaling fra Fødevarestyrelsen.

Desuden bør sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om forebyggelse af smittespredning iagttages:

  • Det bør sikres, at der er mindst 1 meter mellem personer. I situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn, bør der dog være mindst 2 meters afstand mellem personer. Det gælder f.eks. ved gudstjeneste, hvor der bør sikres 2 meters afstand mellem kirkegængere, hvis der synges, mens 1 meter er tilstrækkeligt, hvis sang undlades. Tilsvarende gælder i mødet med personer med øget risiko.
  • Adfærdsregulerende indretning og tiltag (nudging) samt praktiske foranstaltninger i det offentlige rum bør overvejes for at understøtte, at der holdes afstand f.eks. med ruminddeling og afstandstape.
  • Lokalerne indrettes, så det er muligt at holde den anbefalede afstand, f.eks. ved at reducere antallet af stole eller tilgængelige kirkebænke. Tilsvarende bør man være opmærksom på afstandskravene ved ankomst og afslutning. Ved større antal samtidige gæster m.v. bør der
    udpeges personer med ansvar for at sikre overholdelse af afstandskrav.
  • Der bør så vidt muligt sikres god og hyppig udluftning i de anvendte lokaler. Recirkulation af luft
    i ventilationssystemer skal så vidt muligt undgås.
  • Afstanden vurderes ’fra næsetip til næsetip’, således at der f.eks. ved siddende indretning skal
    måles fra midten af stolesæder, ikke fra armlæn til armlæn. I mange situationer kan det være lettere at sikre afstandskrav ved siddende indretning. Ved regulering af stående, knælende og gående personer kan afstand markeres på væg, bord, gulv eller lignende. Personer, der til dagligt er i tæt kontakt, som f.eks. medlemmer af den samme husstand, kan sidde med normal afstand til hinanden.
  • Håndhygiejne anbefales f.eks. ved ankomst til og fra lokalerne, mellem forskellige opgaver og aktiviteter, før spisning m.v. Der bør ikke være fælles håndklæder, sæbestykker m.v. på toiletter og lign.
  • Ved buffetservering, fællesspisning m.v. bør der være særlig fokus på kontaktflader, herunder om der med fordel kan anvendes personlige redskaber, engangsredskaber eller portionsskåle ved selvservering.

Sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger om forebyggelse af smittespredning kan findes her. Arbejdstilsynet vejleder endvidere arbejdspladserne. Arbejdstilsynets informationsmateriale kan findes her.


Danske myndigheder har på www.coronasmitte.dk samlet information om corona/COVID-19.

Derudover bør nedenstående hensyn følges med henblik på at mindske risikoen for smittespredning og samtidig skabe tryghed for deltagere, besøgende, ansatte og frivillige.

Retningslinjerne for en ansvarlig håndtering af corona/COVID-19-tiltag i folkekirken og andre trossamfund er dynamiske og tilpasses løbende situationen.

Det er et lokalt ansvar at sikre, at håndteringen af de nødvendige tiltag i praksis kan ske efter retningslinjerne og med overholdelse af sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger. Arbejdsgiverne opfordres til inddragelse af medarbejderne i planlægning af de konkrete tiltag. Arbejdsgiverne skal som led i samarbejde om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen inddrage medarbejdere i planlægningen af konkrete tiltag med betydning herfor. Hvor der findes en arbejdsmiljøorganisation på institutionen, skal det ske med inddragelse af denne.

Det er vigtigt, at der er tilstrækkelig bemanding til stede i form af ansatte eller frivillige, så man på betryggende vis kan gennemføre aktiviteterne og vejlede og hjælpe de forsamlede med at efterleve de sundhedsmæssige retningslinjer. Det er desuden vigtigt, at der er tilstrækkelig tid og bemanding (ansatte eller frivillige) til, at der kan foretages en grundig udluftning og rengøring af lokalerne mellem de planlagte aktiviteter. Almindelig rengøring er i de fleste tilfælde tilstrækkelig, men kan suppleres med desinfektion ud fra et forsigtighedsprincip. Frekvens af rengøring bør tilpasses aktiviteten, men identifikation samt hyppig og gentagen rengøring af kontaktpunkter og kontaktflader som dørhåndtag, gelændere m.v. er særlig vigtigt og i særdeleshed i lokaler og situationer med mange besøgende og/eller mange berøringer. Herudover bør der være særlig opmærksomhed på rengøring af toilet- og vaskefaciliteter.

Nadver og andre religiøse spise- og drikkeritualer

I den udstrækning indtagelse af spise og drikke som led i gudstjenesten, messen, fredagsbønnen eller den religiøse handling anses for påkrævet, bør man nøje overveje, hvordan det kan gennemføres sundhedsmæssigt forsvarligt. Der må ikke anvendes fælles drikkebæger, ligesom der skal bruges handsker, hvis der udleveres ikke-emballerede fødevarer, der berøres med hænderne. Man kan f.eks. overveje,

  • om man, alt efter trossamfundets traditioner, vil opfordre deltagerne til selv at medbringe spise og drikke og evt. glas, service m.m. Det anbefales, at man ved opslag på f.eks. sociale medier og plakater oplyser herom forud for ceremonien;
  • om man kan anvende engangsservice;
  • hvordan ansatte og frivillige, der medvirker ved uddeling af nadveren eller andre former for
    spise og drikke, kan minimere smitterisikoen;
  • om spise og drikke, der udleveres til deltagerne, alt efter ritualets karakter bør være pakket ind
    stykvist.

Brug af genstande under gudstjeneste, messe, fredagsbøn m.v.

I folkekirken og andre trossamfund anvendes der i forskellige situationer under gudstjeneste, messe, fredagsbøn og ved religiøse handlinger fysisk håndgribelige genstande. Det kan også ske, at de deltagende skifter placering i lokalet, f.eks. i forbindelse med læsninger eller andet. Det bør i den forbindelse overvejes:

  • om deltagere kan undgå at dele de samme fysiske genstande – f.eks. salmebøger, bedetæpper, vievandskar, bønnebøger, bedesjaler m.v. – men i stedet medbringer deres egne eksemplarer, eller ved at man i perioden med risiko for smittespredning ikke anvender genstanden;
  • om genstande, som tilhører trossamfundet, kan erstattes af engangsgenstande (f.eks. kopiark i stedet for salmebøger), eller det kan sikres, at genstandene rengøres forsvarligt. Hvis forsvarlig rengøring ikke er muligt, skal der gå mere end 48 timer mellem hver gang genstandene anvendes;
  • hvordan det sikres, at afstandskravene stadig overholdes, hvis deltagerne undervejs skal skifte placering i lokalet, f.eks. i forbindelse med nadver, læsning, skrifte, vielse og lign. Dette kan evt. nævnes i begyndelsen af ceremonien.

Musik og sang

Ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, f.eks. sang, blæseinstrumenter m.v. gælder der særlige retningslinjer på grund af risikoen for spredning af aerosoler. Ved rituelle ceremonier som gudstjeneste, messe, fredagsbøn og religiøse handlinger m.v. bør der således sikres 2 meters afstand mellem deltagere, hvis der synges, mens 1 meter er tilstrækkeligt, hvis sang undlades. Tilsvarende gælder ved f.eks. korsang og fællessang i forbindelse med øvrige menighedsaktiviteter. Det bør overvejes, om sang ved menighedsaktiviteter helt kan undlades, så længe der er risiko for smittespredning med corona/COVID-19.
Det anbefales derudover, at

  • musikere ikke deler instrumenter, og at instrumenterne, hvis de forefindes i bygningen/lokalet, rengøres før og efter anvendelsen i det omfang, det er muligt;
  • man har særlig opmærksomhed på om, og hvordan blæseinstrumenter kan anvendes;
  • der opsættes fysisk barriere f.eks. plexiglasplade eller anden afskærmning, hvis der ikke kan
    sikres nødvendig afstand mellem sangere indbyrdes og mellem sangere og musikere.

Personer med øget risiko

Sundhedsstyrelsen har igennem hele epidemien indskærpet, at det er afgørende for smitteforebyggelsen, at personer, der har symptomer på corona/COVID-19, bliver hjemme. Personer, som er smittede eller har symptomer, vil derfor stadig ikke have mulighed for at komme i folkekirken og andre trossamfund.
 

Besøgende med øget risiko (se Sundhedsstyrelsens vejledning her) bør i overensstemmelse med anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne overveje, om de deltager fysisk i aktiviteter i folkekirken eller andre trossamfund, eller om de skal søge at deltage på anden måde. Det anbefales, at folkekirken
og andre trossamfund fastholder tilbud, f.eks. online eller andre af de iværksatte alternative initiativer, til disse personer.
 

For ansatte med øget risiko, anbefales det, at ledelsen i dialog med den enkelte medarbejder laver en konkret og individuel vurdering med afsæt i Sundhedsstyrelsens vejledninger på området.

Udendørs aktiviteter

Hvis rituelle ceremonier som gudstjeneste, messe, fredagsbøn, religiøse handlinger m.v. (bortset fra begravelser og bisættelser) eller øvrige menighedsaktiviteter afholdes udendørs, gælder forsamlingsforbuddet ikke, hvis deltagerne i det væsentlige sidder ned eller knæler. Hvis deltagerne i det væsentlige står op eller går rundt, skal de til enhver tid gældende regler om den tilladte størrelse af forsamlinger overholdes. Se nedenfor om begravelser og bisættelser.
 

De generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt bør iagttages. Tilsvarende gælder ovennævnte anbefalinger, hvor det er relevant.
 

Begravelse og bisættelse

Der gælder forskellige regler afhængigt af, om begravelsen eller bisættelsen finder sted indendørs eller udendørs.
Ved udendørs begravelse og bisættelse og ved den del af en begravelse eller bisættelse, som finder sted udendørs (fx jordfæstelse på en kirkegård i forbindelse med en begravelse og urnenedsættelse), gælder et forsamlingsforbud, der betyder, at der ikke må være flere end 200 personer tilstede samtidig. Forbuddet gælder, uanset om deltagerne sidder, knæler, står op eller går rundt.


Ved indendørs begravelser og bisættelser eller den del af en begravelse eller bisættelse, der foregår indendørs, gælder forsamlingsforbuddet ikke. Ved indendørs begravelser eller bisættelser, der foregår siddende i kirken eller i et trossamfunds lokale, skal kravet om, at der maksimalt må tillades adgang for 1 deltager pr. 2 kvm gulvareal i lokalet overholdes. Derudover skal kravene til indretning, information og mulighed for god hygiejne samt god og hyppig udluftning, som gælder for lokaler, hvor offentligheden har adgang, overholdes, jf. ovenfor.
 

I folkekirken og nogle andre trossamfund foregår en del af bisættelsen eller begravelsen på kirkegården, når kisten efter ceremonien i kirken eller kapellet enten kører afsted i rustvognen, eller når kisten sænkes ned i gravstedet efterfulgt af jordpåkastelsen. Her kan de personer, der har deltaget i kirken deltage, ligesom andre personer kan slutte sig til følget som en del af begravelsen eller bisættelsen på kirkegården, under forudsætning af, at der i den del af begravelsen eller bisættelsen, der foregår udenfor, ikke forsamles flere end 200 personer på samme sted samtidig. Det gælder også, selv om der har deltaget flere inde i kirken/synagogen/moskeen.
 

De generelle anbefalinger fra sundhedsmyndighederne om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt bør iagttages. Det gælder også udendørs.
 

Aktiviteter i menigheden udover rituelle ceremonier

Det bør overvejes, om menighedsaktiviteter i folkekirkens og andre trossamfunds lokaler kan afvikles i mindre hold, uanset at arealkravet giver mulighed for flere deltagere.


Det bør desuden overvejes, om sang ved menighedsaktiviteter kan undlades eller minimeres, så længe der er risiko for smittespredning med corona/COVID-19. Hvis der synges, bør der sikres 2 meters afstand mellem deltagerne.

Møder i folkekirkens menighedsråd m.m.

Møder i folkekirkens menighedsråd, provsti- og budgetudvalg og budgetsamråd afholdes som udgangspunkt som fysiske møder med offentlig adgang. Det samme gælder menighedsmøder og orienteringsmøder. Offentlighedens adgang til disse møder skal ske under overholdelse af lokalekravene til gulvareal, indretning, information, mulighed for god hygiejne samt god og hyppig udluftning. Sundhedsmyndighedernes anbefalinger om 1 meters afstand mellem deltagere (2 meters afstand, hvis der synges) og smitteminimerende tiltag samt øvrige anbefalinger fra sundhedsmyndighederne bør også iagttages.
 

Formanden skal ved tilrettelæggelse af møderne være opmærksom på, at mødelokalet har en størrelse og indretning, så de gældende krav til lokaler, hvortil offentligheden har adgang, overholdes, jf. ovenfor. Formanden skal endvidere sikre, at lokalet bliver rengjort før og efter mødet. Formanden bør også være opmærksom på, om der er medlemmer af rådet eller udvalget med øget risiko, som derfor ikke bør deltage i et fysisk møde. Er det tilfældet, bør det sikres, at disse medlemmer har mulighed for at deltage i rådets eller udvalgets møde pr. video eller telefon.
 

Nærmere regler om tilrettelæggelse af møder i folkekirkens menighedsråd m.m. fremgår af bekendtgørelse om mulighed for midlertidig fravigelse af regler om møder i menighedsråd, provsti- og budgetudvalg m.v. samt møder i forbindelse med valg til menighedsråd som led i håndtering af corona/COVID-19.

Møder i andre trossamfund

Bestyrelsesmøder og generalforsamlinger i andre trossamfund kan holdes, hvis lokalekravene til gulvareal, indretning, information, mulighed for god hygiejne samt god og hyppig udluftning overholdes. Sundhedsmyndighedernes anbefalinger om 1 meters afstand mellem deltagere (2 meters afstand, hvis der synges) og smitteminimerende tiltag samt øvrige anbefalinger fra sundhedsmyndighederne bør også iagttages.
 

Hvis mødet kan afholdes som et video- eller telefonmøde, kan det være et godt alternativ til det fysiske møde, både for personer med øget risiko og for andre.

Særligt om folkekirkens uddannelsesinstitutioner

  • Praktikforløb gennemføres under samme vilkår som genoptagelsen af folkekirkens øvrige aktiviteter.
  • Forsamlingsforbuddet gælder ikke for afholdelse af undervisning og eksamen, hvor fysisk fremmøde er nødvendig, dog skal der fortsat være fokus på forebyggelse af smittespredning i form af isolation af syge, hygiejne og kontaktreduktion. Hvilke aktiviteter, der genoptages, besluttes af kirkeministeren efter anmodning fra uddannelsesinstitutionen og offentliggøres på Kirkeministeriets hjemmeside.

Tiltag til beskyttelse af ansatte og frivillige på arbejdspladsen

Det bør lokalt overvejes, om arbejdspladsens procedurer kan omlægges, f.eks. ved fortsat hjemmearbejde, ved forskudt fremmøde, opdeling af medarbejdere i hold m.v. Medarbejdere på kirkegårde m.v., der har udendørs arbejde, som ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt, kan fortsat møde på arbejde. Sundhedsstyrelsen har igennem hele epidemien indskærpet, at det er afgørende for smitteforebyggelsen, at personer, der har symptomer på corona/COVID-19, ikke møder på arbejde eller på deres uddannelsesinstitution, men bliver hjemme. Se i øvrigt nedenstående anbefalinger og vejledninger:

Tiltag ved lokale smitteudbrud m.v.

Det har vist sig, at der kan opstå smitteudbrud i afgrænsede lokalområder, f.eks. i bestemte byer eller kommuner m.v. Der kan derfor blive behov for, at man i disse områder fraviger de retningslinjer, der ellers følges i resten af landet, og i stedet indfører ekstraordinære midlertidige tiltag for at imødegå og modvirke yderligere smittespredning.

Sådanne ekstraordinære midlertidige tiltag vil blive udmeldt af sundhedsmyndighederne på baggrund af de specifikke behov i situationen.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der håndterer lokale udbrud sammen med både nationale og lokale myndigheder i form af politi, region, kommune(r) m.fl. I dette samarbejde afgøres det, om der skal iværksættes særlige tiltag lokalt, herunder om der skal etableres særlig overvågning eller prioriteres testning til fx institutioner m.v.

Generelt påhviler det menighedsrådene og de andre trossamfund at have et beredskab for håndtering af ansatte, frivillige og besøgende med symptomer på corona/COVID-19 som anført herunder.

Når en ansat, frivillig eller besøgende har symptomer på corona/COVID-19:

  • Er den ansatte, den frivillige eller den besøgende mødt op, sendes vedkommende hjem.
  • Rengøring af eventuelt arbejdsplads iværksættes, hvis der er tale om en ansat eller en frivillig.
  • Selvisolation er ikke nødvendig for andre, som har haft nær kontakt til personen, hvis denne
    ikke er testet positiv, og derfor er det ikke nødvendigt at orientere eventuelle øvrige kolleger eller frivillige.

Når en ansat, frivillig eller besøgende er testet positiv for corona/COVID-19:

Rengøring af eventuel arbejdsplads iværksættes, hvis der er tale om en ansat eller en frivillig.

  • Den ansatte, den frivillige eller den besøgende bliver uafhængigt af kirken eller trossamfundet
    kontaktet af Coronaopsporing (i Styrelsen for Patientsikkerhed), som hjælper med
    kontaktopsporing.
  • Ansatte og frivillige kan eventuelt sammen med deres nærmeste leder (kontaktperson eller
    lignende) hjælpe med at identificere, om der er kolleger, andre frivillige eller eksterne parter (fx mødedeltagere), som kan kategoriseres som ”nær kontakt” – ellers foregår dette i regi af Coronaopsporing.
  • På arbejdet vil nære kontakter typisk være kolleger, andre frivillige eller mødedeltagere, defineret ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer for nære kontakter.
  • Orientér med den ansattes, den frivilliges eller den besøgendes samtykke nære kontakter på arbejdspladsen, i kirken eller trossamfundet, og send dem hjem med henblik på test.
  • Overvej om der er grund til at orientere kolleger, andre frivillige eller eksterne parter, som ikke er nære kontakter. Det skal i så fald understrejes, at anbefalingerne for nære kontakter ikke gælder.

Ved påvisning af tilfælde med bekræftet corona/COVID-19 vil den smittede blive kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed, der hjælper med at identificere, kontakte og informere nære kontakter til den smittede. Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at der skal ske bredere kontaktopsporing, vil Styrelsen for Patientsikkerhed kontakte kirken, trossamfundet mv.
 

Derudover bør berørte kirker og trossamfund efter omstændighederne i en lokal dialog overveje at træffe yderligere foranstaltninger i perioden med tiltag i lokalområdet, for eksempel:

  • Skærpet opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes generelle råd til effektivt at forebygge smittespredning
  • Begrænsning i antallet af deltagere i gudstjenester og religiøse handlinger og skærpet opmærksomhed på afstandsanbefalinger
  • Aflysning eller udsættelse af øvrige menighedsaktiviteter og sociale arrangementer
  • Ændring af aktiviteter til afholdelse udendørs i stedet for indendørs
  • Øget informationsindsats, evt. målrettet særlige grupper.

Man bør lokalt sørge for at holde sig løbende orienteret om udviklingen via nyheder fra anerkendte medier, og via hjemmesider som bl.a. www.coronasmitte.dk, www.sst.dk/da/corona, www.km.dk og www.folkekirkenspersonale.dk.