Fortsæt til hovedindholdet
2022
Nyheder

Opfordring til ophævelse af undtagelses-bestemmelse

På bispemødet i uge 43 blev biskopperne enige om at sende en opfordring til Kirkeministeriet om ophævelse af undtagelsesbestemmelsen til Ligebehandlingsloven for folkekirken.

- Bekendtgørelsen, der fritager folkekirken fra at følge Ligebehandlingsloven, har udlevet sin tid for længst. Ved at fjerne den vil folkekirken sende et klart signal om, at vi ikke ansætter præster efter køn, men efter kvalifikationer, teologiske meninger og åndelige traditioner. Det frie præstevalg berøres ikke af, at den forældede bekendtgørelse tages ud af vores lovgivning, siger Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift.

Alle biskopper er enige i opfordringen.

BAGGRUND

Ligebehandlingsloven er fra 1978 og forbyder forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til ansættelsesvilkår.

Under udarbejdelsen af loven blev man opmærksom på, at det i nogle trossamfund kunne komme i strid med grundlovens § 67 om religionsfrihed. Man tænkte især på jødiske og katolske trossamfund.

Alle trossamfund fik derefter dispensation for Ligebehandlingsloven – også folkekirken.

 

Kilde: Folkekirken.dk