Nyt fra Stiftet
Nyheder
Hånd på mobiltelefon

Ny whistleblowerordning på vej i folkekirken

Landets ti stifter arbejder på en whistleblowerordning, som arbejdsgivere i folkekirken kan tilslutte sig, hvis de er omfattet af lovgivningen om beskyttelse af whistleblowere.

Ny whistleblowerordning på vej i folkekirken

Stifternes kontorchefer forventer at kunne præsentere et oplæg om en fælles whistleblowerordning for folkekirkens arbejdsgivere i løbet af efteråret.

Af Ingeborg Ellern Nielsen

Kirkeministeriets whistleblowerordning er præciseret, så den nu udelukkende omfatter medarbejdere internt i ministeriet.

Derfor er landets ti stifter gået i gang med at undersøge mulighederne for at etablere en whistleblowerordning for de af folkekirkens arbejdsgivere, der er omfattet af lovgivningen om beskyttelse af whistleblowere.

Stifterne arbejder på en løsning, der indebærer en fælles portal for folkekirkens arbejdsgivere og en rammeaftale med en ekstern whistleblowerenhed, som arbejdsgivere i folkekirken kan vælge at tilslutte sig.

I første omgang arbejder de på en ordning, der kan omfatte stifterne, uddannelsesinstitutionerne, musikskolerne og menighedsråd med mere end 50 ansatte.

Stifternes kontorchefer mødes med en ekstern udbyder i august og forventer, at kunne præsentere et oplæg om en fælles whistleblowerordning for, om muligt, alle folkekirkens arbejdsgivere i løbet af efteråret.

De arbejder også på at udarbejde en fælles whistleblowerpolitik, som dem, der tilslutter sig ordningen, kan vælge at bruge. Det skal medvirke til, at anmeldelser i hele folkekirken behandles ens, uanset hvilken arbejdsgiver eller juridisk enhed anmeldelsen vedrører.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Uge 26-27:
Annette Nordenbæk, kontorchef i Helsingør Stift
e-mail: kmhel@km.dk, tlf.: 48 36 36 11

Uge 28 og frem:
Lars Christian Kjærgaard, Kontorchef i Haderslev Stift
e-mail: lck@km.dk, tlf.: 73 52 45 93 / 29 61 27 83