Nyt fra Stiftet
Nyheder

Valget er dit – eller hvad?

Gratismagasinet folk&kirke #9:

Vi lever i en tid, der hylder forestillingen om, at vi selv vælger, hvilket liv vi vil have. Vores uddannelse, vores helbred, vores partner, vores fremtid. Til gengæld står vi også selv med ansvaret, hvis det ikke falder heldigt ud.

Derfor har folk&kirke 2020 kastet sig over fænomenet valg. For hvor frit vælger vi, når det kommer til stykket, og skal man gå efter fornuft eller mavefornemmelse, når man tager sine beslutninger? Vi har talt med forskellige fagfolk om, hvad valg overhovedet er, og hvordan man træffer gode valg. Og vi har mødt mennesker, der er blevet ramt af noget, de på ingen måde selv har valgt, og andre, der har taget store valg, og som skal leve med konsekvenserne bagefter. Og vi har spurgt, om folkekirken kan hjælpe os – med at træffe vores valg og leve med dem bagefter.

I dette nummer er der bl.a. artikler med tv-kokken Claus Meyer, Veganerpartiets stifter Henrik Vindfeldt, foredragsholder Julius Mygind, forfatter Amalie Langballe, forsker i nudging Pelle Guldborg Hansen og Kierkegaardeksperten Pia Søltoft.


Hvad er folk&kirke?

Folk&kirke er folkekirkens magasin om samfund, liv og eksistens og henvender til dem, der ikke nødvendigvis opfatter sig som kristne eller troende. Folk&kirke tager altså del i samtalen ude på torvet. Vi sætter fokus på emner, der optager danskerne, og lader forskellige stemmer komme til orde. Tidligere numre har bl.a. handlet om kærlighed, død, mad og kontrol. Find dem på hjemmesiden.