Nyt fra Stiftet
Nyheder
Logo for liturgikonferencen

Liturgien lever sit eget liv

Stiftspræst Thomas Felter sætter ord på sine tanker efter midtvejskonferencen for Folkekirkens liturgiarbejde, lørdag d. 16. januar 2021

Af stiftspræst for gudstjeneste, Thomas Felter

Med angiveligt over 400 deltagere, var der lagt op til en stor midtvejskonference omkring det liturgiarbejde, der nu har været i gang i ca. 2 år på foranledning af biskoppernes nedsatte arbejdsgrupper.

Den fysiske konference er flere gange blevet flyttet og udsat – og blev derfor nu gennemført som online-konference via Microsoft Teams.

Teknisk fungerede det nogenlunde trods små udfordringer som dog hurtigt løstes. De fire oplægsholdere og gruppearbejdet blev gennemført med de begrænsninger som mediet sætter – som f.eks. at der mangler det nærvær og den koncentration, som det fysiske møde kan give – og at diskussionen i grupperne brat afbrydes, når tovholderen for konferencen ”sender os tilbage” til det fælles rum. Så kan det være at den afgørende pointe blev misset – til frustration for alle.
Men det er vikårene og når de accepteres, hvad der er svært andet, må man sige, at det alt i alt fungerede.

De fire oplæg

Der var 4 oplægsholdere, som kom med hver deres indspark til debatten:

Lektor Marie Vejrup Nielsen fra Århus universitet stillede spørgsmålet om, hvem der skal være med til at forandre gudstjenesten. Hvem skal drive det – og hvem skal det gøre godt for? Hun konstaterede at Folkekirken er god til at komme mennesker i møde med det, der giver mening i deres liv. Medlemmerne vil gerne have nye tiltag og det får de. Prisen er at det bliver ”blødere” gudstjenester: de bliver kortere, med et mere bredtfavnende budskab, med mere musik og med vægt på følelser frem for det faktuelle og intellektuelle.

Professor emer. fra Århus universitet, Hans Jørgen Lundager Jensen slog fast at gudstjenesten og dens liturgi er et religiøst ritual – og mere specifikt: et kristent ritual og gudstjenestens formål er at holde kristendommen levende.
Han delte gudstjenesten op i tre kategorier: 1) det ”medlevende”, hvor menigheden er deltagende i salmesang, trosbekendelse og Fadervor – 2) det ”skønne”, hvor man går ind i et møde med Gud gennem billeder, musik / kor og smukke ord og tekster – og endelig 3) det ”kloge” hvor man oplæres og oplyses om kristendommens betydning for liv og gerning. Det sker især gennem bønnerne og bibelteksterne, salmeteksterne og præstens prædiken.
Hans afsluttende spørgsmål gik på, hvad en hhv styrkelse eller svækkelse af de tre dele ville betyde for den samlede gudstjenestes udtryk. Hvad vil vi helst styrke – og er det det samme som det, der måske er mest behov for at styrke?

Lektor Anders Holm fra Københavns universitet delte også sit oplæg op i tre ”ben”, hvor han talte om gudstjenesten som en ”remtræksmodel”, der kunne være med til at holde gudstjeneste og kristendom relevant ved at trække med på det, som enhver tids menneske finder meningsfuldt. Og gudstjenesten som en ”modsigelsestolkning”: Kristendom og gudstjeneste har til enhver tid en vigtig mission i at modsige det omkringliggende samfund og være dets sandpapir. Med det syn på gudstjenesten, skal der ikke pilles for meget ved den gamle liturgi. Ingen bøjen af. Og endelig gudstjenesten som en ”kompromisfortolkning”, hvor kristendom og samfund følges ad i kontinuitet og fornyelse. Her må liturgien meget gerne bøje af og lade sig forme af nutidsmenneskers behov – også for overhovedet at opleves som relevant og forståelig. Så det spørgsmål der stod tilbage var, om liturgiarbejdet skal tilpasse sig eller stå vagt om ”det gamle”.

Endelig gennemgik Førsteamanuensis Merete Thomassen fra Det teologiske fakultet i Oslo den norske kirkes liturgireform som har stået på siden 2003. Hendes væsentligste råd til den danske proces var ikke at give for mange færdige valgmuligheder. Det splitter kirken og forvirrer. Bedre er det at give frihed inden for nogle færre, faste omkringliggende rammer.

Det var fire gode indlæg som hver især satte tanker i gang, men som jo allievel ikke rigtig flyttede så meget. For dem, der allerede har arbejdet lidt med liturgi, var det mere påmindelser om de forskellige positioner som der er og altid har været omkring liturgiarbejdet. Så alt i alt var der ikke så meget nyt eller overraskende. Men man kan på den anden side også sige, at det måske heller ikke er nødvendigt?

Liturgien lever sit eget liv

Sagen er jo, at liturgien i praksis hele tiden flytter sig ”af sig selv”. Der ændres uafladeligt småting uden at det bevidst besluttes fra det ene eller andet sted. Sådan er det fordi liturgien ligesom sproget er levende og ændrer sig i takt med tid og kulturforandringer.

Det skyldes et pres indefra: fra en ny præst, et nyt menighedsråd, et ønske om nye gudstjenesteformer, mere nutidigt sprog osv.

Og et pres udefra: f.eks. en Corona-krise, der pludselig tvinger til afprøvning af nye gudstjenesteformer og liturgier, som både påvirker praksis og det teologiske indhold. I øvrigt var dét aspekt, med presset fra den nye Corona-virkelighed, fuldstændig fraværende på konferencen. Det er jo tankevækkende!

En undersøgelse i Københavns stift for et par år siden afslørede, at ikke ét eneste sogn fulgte den autoriserede liturgi slavisk. Der var alle mulige mindre eller større ændringer i forhold til ritualbogen. Ændringer som er udsprunget af den lokale kirkes særlige rum eller placering i byen eller præst eller menighed eller organist eller engagerede menighedsråd eller lokale interessegruppe – eller hvor det nu kommer fra.

Det er vel egentlig ikke overraskende, og spørgsmålet er, om det ikke bare må konstateres, at det er sådan det ér. Og måske også bør være? Folkekirken og dens gudstjenester vil aldrig have eller få det samme udtryk på Vesterbro som i Hjallerup. Det kan vi ikke lave om på. Men det gør ikke noget.

Fasthold den fælles højmesse, men giv rum for andet

Men jeg ser dog god grund til alligevel at forsøge at fastholde den fælles højmesse, søndagsgudstjenesten, som grundlaget for vores fællesskab om evangelium, dåb og nadver. Den kan og bør der sættes nogenlunde faste rammer for. Og så kan vi give rum til at eksperimentere med andre former ved siden af, som det allerede sker i stor udstrækning.

Højmessen har en særlig dybde, fordi den har den genkendelige struktur og rytme og derudover er bundet på en særlig måde til årstiderne, kirkeåret og tekstrækkerne.
Men den kan være svært tilgængelig – og er på den måde egentlig en ”særgudstjeneste”: en gudstjeneste for dem, der gerne vil have det på lige dén måde. Derfor har vi også brug for fortsat at eksperimentere med andre gudstjenesteformer. Og her kan de righoldige erfaringer, der kommer, og allerede er kommet i kølvandet på de restriktioner som Corona sætter for gudstjenesterne lige nu, være med til at sætte fart på denne proces.

Deltag i debatten

For processen med liturgiarbejdet fortsætter ufortrødent, kunne Biskop Tine Lindhardt fortælle i den afsluttende opsamling. Vi er stadig kun ved begyndelsen. Der er lang vej endnu til at der skal til at træffes beslutninger, hvad enten det bliver i den ene eller anden retning. Og der kan stadig indtil d. 26. marts indsendes holdninger, meninger, forslag og konkrete ændringer til mailadressen: folkekirkensliturgi@km.dk