Nyt fra Stiftet
Nyheder
Stort billede af mødet i landemodesalen

Kirkelig koordinering af hjælp til ukrainerne

Der var indbudt til erfaringsudveksling og tilbud om samarbejder, da Viborg Stift inviterede en lang række ressourcepersoner på en kop kaffe i bispegården.

Af Henrik Helms
Og snakken gik flittigt rundt over kaffekopperne, hvor der sad indbudte fra kommuner, Y-men foreninger, kirkernes sociale arbejde, stiftsudvalg, præster og provster.

Biskop Henrik Stubkjær bød velkommen til muligheden for at kunne udveksle erfaringer, og for at fortælle at kirken har et netværk, der er klar til at hjælpe.

Biskop Henrik Stubjær

Biskop Henrik Stubkjær bød velkommen. Foto: Henrik Helms

Peter Fischer Nielsen var initiativtager til mødet og sidder også i Stiftsudvalget Kirken i Verden.

-Det er vigtigt at få koordineret, hvad vi som kirke kan byde ind med, hvor jeg tænker vores væsentligste fokus, er de menneskelige og åndelige behov, fortalte stiftspræst Peter Fischer-Nielsen.

-Og så tænker jeg også det er vigtigt at huske på de russere, som er i landet og kan være klemte lige nu.

Den største forening

Flere steder i Viborg Stift er folkekirken allerede i fuld gang med at koordinere og hjælpe de ukrainere som er kommet. Provst Susan Aaen fortalte om deres erfaringer med at have modtaget omkring 100 ukrainere i Salling. Her koordineres boliger, tøj og bespisning.

Diakonipræst Steen Andreassen slog på, at folkekirken suverænt er den største forening i området med et stort netværk, hvor man er klar til et langt sejt træk.

-Vi har jo filialer alle steder, hvor der bor mennesker, fortalte han. Et af hans forslag var muligheden for at skabe sorggrupper, for dem som har efterladt mand og far derhjemme. Her vil kirken kunne tilbyde forløb der kan rulles ud i hele stiftet.

Christen Bak Thomsen fra Viborg kommune kunne berette om en hverdag, hvor der konstant er udvikling. Foto: Henrik Helms

Vi hopper fra tue til tue

Christen Bak Thomsen fra Viborg kommune kunne berette om en hverdag, hvor der konstant er udvikling.

-Da jeg modtog indbydelsen til dette møde, tænkte jeg ikke, at jeg ville kunnet fortælle om ret meget; men hver dag får vi et større overblik. Om alt lige fra idrætstilbud, donationer af tøj og hjælp til at få ansøgt om opholdstilladelse. Der sker noget hver dag.

 

Repræsentanter fra en række kommuner fortalte om deres arbejde med at modtage ukrainere. Foto: Henrik Helms

Og det kunne de andre kommuner samstemmende nikke til. Vi hopper fra tue til tue lød det fra Lemvig. Fra Herning kom man med en opfordring til noget, der vil være en stor hjælp for ukrainerne, når de søger opholdstilladelse. Nemlig at de har en part med som har nem-id, der kan gives tilladelse til at sende papirer digitalt til, så man undgår at alle deres papirer skal sendes via postvæsnet.

For kommunerne var det også vigtigt at få fortalt ukrainerne, at de er kommet til et sted, hvor kommunerne rigtig gerne vil hjælpe.

Der blev udvekslet mailadresser henover kaffebordet mellem kommuner og kirker inden biskop Henrik Stubkjær videregav opfordringen til at få fortalt, at kirkerummene er åbne for refleksion og eftertanke - og også at der er mulighed for at låne kirkerummene til de ortodokse kristne, som kommer over grænsen fra Ukraine.