Nyt fra Stiftet
Nyheder
Kirkerummet i hospitalskirken i Gødstrup.

Helheden i virvaret

Billedhugger Laila Westergaard står for udsmykningen af den nye hospitalskirke i Gødstrup.

Af Henrik Helms

Billedhugger Leila Westergaard er forbi og lægge den sidste sten, til det kunstværk, der skal tage imod folk i den ny hospitals kirke i Gødstrup.
Et værk, der rummer mange fortællinger, så det kan være svært at sige,
hvad der er den vigtigste.

Jeg har boet i Istanbul på et tidspunkt, og den by er kendetegnet ved at være et  virvar af fortællinger, historie og skønhed, i alt det perfekte og det uperfekte, og det byzantinske og det muslimske.
Jeg vil sige, at altertavlen skal opleves som en helhed. Det skal fortællingerne også. Det er en del af min mission med den, at den ikke, fastlåser blikket på en bestemt historie, men at man hele tiden med blikket bliver ledt rundt, fortæller billedhugger Laila Westergaard.

Laila Westergaard forklarer

Billedhugger Laila Westergaard ønsker at altertavlen skal ses som en helhed.

Familien i kunstværket

Det er et kunstværk med mange mennesker, og hvor der også er blevet plads
til Laila Westergaards familie:

-Det er simpelhen noget med, at jeg i den periode, hvor jeg er igang, kigger jeg på alle mennesker som mulige ofre, eller mulige modeller
til mit værk. Og selvfølgelig har jeg det sådan, at de mennesker, jeg kender bedst, er af dem, der er tæt på i familien. De har også fået lov, at komme med. Så min egen bror er også kommet med, og han sidder og sover nede i hjørnet. Og kunne være en af disciplene i Getsemane Have, som havde lidt svært ved at holde sig vågen, selv om han prøver.

Udsnit af altertavlen i Gødstrup

Der er blevet plads til Laila Westergaards bror på altertavlen i Gødstrup.

Det er også blevet plads til kunstneren selv

-Jeg har skildret mig selv fra siden, hvor jeg står og kigger på Jesus, der bliver løftet op fra graven. Da jeg lavede den, så havde jeg lavet en roesen gren bag ved. Pludselig fik jeg den tanke, at jeg ville lade rosen grenen komme ud af munden, fordi jeg tænker, at det man som kunstner eller forfatter, der forsøger at genfortælle kristendommen, det er jo på en måde, at genfortælle rosens sprog. Vi gør det på hver vores personlige måde.Og håber på at det blomstrer
og kan forståes af andre, kommer det eftertænksomt fra Laila Westergaard.

Der diskuteres detaljer på den nye prædikestol

Der diskuteres detaljer på den nye prædikestol.

Et sted at vente

Hospitals kirken ligger i hjertet af det nye sygehus i Gødstrup, hvor nu de sidste detaljer skal pudses af.
Hvor der diskuteres, hvordan prædikestolen skal se ud. Hvordan farverne på stolene bedst matcher rummet og kunstværket. Og hvordan lyset bedst kan indramme historien.
Det har været en særlig opgave at vide, at kunstværket skal bo i en hospitals kirke.


-Det er jo folk, som kommer med  deres sorg og bekymring måske ligefrem sådan en utålmodighed eller rastløshed. Derfor var det også vigtigt for mig for eksempel at have scenen med Getsemane Have, hvor der sidder nogen og venter. 

Nu hvor den sidste sten er lagt, kunne man måske tro, at billedhugger Leila Westergaard kiggede på det færdige værk, og tænkte.Det er helt perfekt, men nej siger hun og griner.

-Jeg er blevet glad for værket, men det bliver altid til noget andet, end det man har tænkt sig, og det er så lang en proces.Noget af det praktiske, som for eksempel da vi nåede hertil, hvor den skulle hænges op, og hvor jeg altså næsten ikke sov i 9 måneder, fordi jeg var så nervøs for, hvordan
vi skulle få de tunge stenplader op. Hele processen har der været så nogle kapitler, som skulle færdiggøres, før man kunne synke helt ned, og slappe af igen.
Nu er det der, og så er det altså lidt ligesom, når man sender sit 20 årige barn ud i verden. Så kan man nogle gange tænke:
Har jeg lavet det, og samtidig kan man altså alligevel genkende, hvad man stod og tænkte på, da man lavede noget af det, smiler en lettet billedkunstner.
Hospitals kirken i Gødstrup bliver indviet til august.

Hospitalskirken i Gødstrup udefra

Gødstrup Hospitalskirke