Fortsæt til hovedindholdet
2021
Nyheder
Debat om liturgi

Deadline for input

Har du gjort dig tanker om, hvordan gudstjenesten skal se ud i fremtiden? Input og forslag til liturgiarbejdet kan fortsat sendes til den fælles postkasse frem til den 26. marts 2021.

Af Kirsten Mose, Københavns Stift, og Malene Bjerre

Deadline for at sende input til liturgidebattens postkassen nærmer sig. Da biskop Elof Westergaard smugkiggede forleden, var der kommet over 200 bidrag. Der ligger forslag, spørgsmål, referater, kernesager og prioriterede lister mellem hinanden. Noget kommer fra hele menighedsråd eller møder i provstier og stift, andet fra enkeltpersoner.

Det er han godt tilfreds med, siger han – ikke mindst efter et langt coronaår.

”Der er ingen tvivl om, at coronaepidemien har vanskeliggjort nogle af samtalerne, fordi vi jo ikke har kunnet mødes i samme omfang,” siger han. ”På den anden side har nedlukningen også givet os helt andre muligheder. Mere end 400 deltog i den digitale konference i januar, og så mange kunne vi jo slet ikke have været samlet. Og den konference satte skub i debatten igen.”

Noget, ingen kunne have forudset, var, at coronaen skulle komme til at sætte gang i sit eget liturgilaboratorium, siger Elof Westergaard. Især fra december, hvor gudstjenesterne nu højst måtte vare tredive minutter. 

”Det kan godt være, at ændringerne i gudstjenestens liturgi blev udløst af målebånd og restriktioner. Men det blev pludselig nødvendigt at tematisere afstand og nærvær i gudstjenesten, og der blev sat gang i bevægelse mod større enkelhed. Vi måtte alle sammen spørge os selv: Hvad er det centrale i gudstjenesten, som skal med, når vi nu kun har en halv time? Vi har diskuteret dåbsgudstjenester og altergangsgudstjenester som aldrig før. Jeg ved ikke endnu, om vi også vil kunne se det på mailene i postkassen, men det vil jeg næsten tro.”

Kommet for at blive

Desuden vil Elof Westergaard, Marianne Christiansen og Tine Lindhardt, de tre biskopper, der udgør styregruppen for liturgidebatten, ikke kun bruge postkassen som input. Når de tre samles på refugiet i Løgumkloster i dagene før påske sammen sammen med et par akademiske medarbejdere, vil de også dykke ned i de bøger, avisartikler, radioudsendelser og rapporter, der er kommet om emnet. De skal blive enige om principperne for, hvordan de systematiserer inputtet, og beslutte sig for, hvilket produkt de skal fremlægge for deres kolleger på bispemødet til oktober. Derefter bliver der endnu en konference for præster og menighedsråd. Og så på bispemødet til januar skal biskopperne tage deres endelige beslutning om fokus, sigtelinjer og pejlemærker for de kommende års arbejde.

”Grundlæggende er der tre hensyn, når vi diskuterer gudstjenestens liturgi. Vi skal have respekt for den lokale frihed, vi skal sikre, at folkekirken er én samlet kirke, og så skal vi skabe en struktur, hvor sognene får den nødvendige støtte og vejledning. Det er det, vi efter min opfattelse gerne skal nå frem til en god model for, når processen er færdig,” siger Elof Westergaard og stopper sig selv. ”Eller det vil sige, færdig, det bliver vi jo aldrig. Diskussionen om liturgi er kommet for at blive.”

Har du gjort dig tanker om, hvordan gudstjenesten skal se ud i fremtiden? Input og forslag til liturgiarbejdet kan fortsat sendes til den fælles postkasse frem til den 26. marts 2021. Adressen er folkekirkensliturgi@km.dk.