Nyt fra Stiftet
Nyheder
Lys tændes til forbønsgudstjeneste

Fælles bøn i en rumklang af forskellige sprog

I klangen der flyver rundt i det monumentale rum, hører du bidder af utallige sprog, mens folk kommer ind i domkirken, for at deltage i årets forbønsgudstjeneste, der arrangeres af Stiftsudvalget for Kirken i verden.

Tekst og foto: Henrik Helms

Alle bliver tilbudt et kors ved indgangen sammen med et sæt hovedtelefoner så de kan høre ordene fra aftenens gudstjeneste på deres eget sprog.

-Jeg mærker at det er en gudstjeneste, der betyder rigtig meget for rigtig mange mennesker – især for dem som kommer fra andre lande, hvor der kan være forfølgelse, fortæller Peter Fischer-Nielsen, som er stiftspræst for Kirken i verden.
-Det betyder noget at vi står sammen sådan en gang om året hele stiftet og fra alle mulige sproggrupper og lande.

Avtin Savari fra Iran

Avtin Savari fra Iran

Smukke malerier

For Avtin Savari fra Iran, er det første gang han sidder i det kæmpe kirkerum, og han kigger betaget rundt.

-Det er et dejligt sted, og jeg ved ikke hvem der har malet herinde i kirken, men jeg synes malerierne er fantastisk flotte.

Han er en af fire der skal sige en bøn i domkirken, hvor bønnerne denne aften bliver bedt på swahili, farsi, engelsk og dansk.

Simon Bastrup Grud missionsorganisationen fra Open Doors

Simon Bastrup Grud fra missionsorganisationen fra Open Doors

-Jeg synes det var dejligt, at høre bønner bedt på fire sprog smiler Avtin og netop bønnen er også det Simon Bastrup Grud fra missionsorganisationen Open Doors taler om, da han stiller sig op i midtergangen i domkirken for at holde aftenens prædiken. Her taler han om vigtigheden af at vide, at der er nogen som beder for en, når man sidder alene som kristen i en fjern landsby og er forfulgt for det som man tror på.

En gudstjeneste hvor biskoppen og en række andre præster fra stiftet, hjælper til med læsninger og nadver.

Biskop Henrik Stubkjær viser hvilken vej lysprocessionen skal gå.

Biskop Henrik Stubkjær viser hvilken vej lysprocessionen skal gå.

Vi er alle ens

Avtin Savari er en del af Asylkoret fra Kærshovedgård, som blandt andet synger mens man kan vælge at gå op og skrive sin egen bøn, tænde et lys eller gå til alters.

-I kirken kan vi alle være ens når vi priser Gud, så er det lige meget hvor du er fra, og så synes jeg bare det er fantastisk at synge sammen, fortæller Avtin Savari.

Asylkoret fra Kærshovedgaard

Asylkoret fra Kærshovedgaard

De omkring 200 fremmødte er et mix af hudfarver og sprog samlet fra hele Viborg Stift, og stiftspræst Peter Fischer-Nielsen tror også, at sådan en aften betyder noget for de danskere som er kommet.

-Det at se at verden er større end den søndagsmenighed man er en del af. Det at se at kirken er en global størrelse med mange sprog, mange hudfarver og mange traditioner.

For Avtin slutter aftenen også helt perfekt, da det lykkedes ham at få sig en selfie med biskoppen og præsterne fra aftenens gudstjeneste.

Atvin Savari fik sig et drømmeselfie.

Atvin Savari fik sig et drømmeselfie.