Nyt fra Stiftet
Nyheder

Folkekirken er fuld af liv

Over 80 engagerede præster, medarbejdere, menighedsrådsmedlemmer og frivillige var taget til inspirationsdag i Roslev.

-Der er så meget liv og der er så meget vækst i den danske folkekirke, og det skyldes sikke mindst, at der er 12000 mennesker som frivilligt går ind i menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd og lægger en frivillig indsats som er med til at ilte vores folkekirke, sagde den inviterede kirkeminister Mette Bock (LA).

Spørgsmål og debat med kirkeminister Mette Bock og biskop Henrik Stubkjær

Inspiration

Det var en række udvalg under Viborg Stift der inviterede - hvor man kunne fordybe sig i alt fra nye salmer til digital dannelse

-Jeg synes allerede nu vi fornemmer hvordan det hele det summer af inspiration. Jeg tror det er rigtig vigtigt at vi mødes på tværs af menighedsråd, provstier og stift, forklarede biskop Henrik Stubkjær.
Og netop en dag som idag, hvor vi får lejlighed til at gå lidt mere i dybden i workshops sådan at vi er med til at dele ud af den energi som jo er rundt omkring i menighedsrådene.

For menighedsrådsmedlem Ida Gøtke var det vigtigt at kunne tanke energi til hverdagen:
-Jeg synes det er vigtigt. Jeg synes at det fællesskab der er og blir på sådan en dag det er også med til at bære i den hverdag der altid kommer efter.

Fra workshoppen om digital dannelse.

Vi skal række ud

Der blev debatteret, udvekslet erfaringer og hentet viden med hjem. Kirkeminister Mette Bock, tænker at den største udfordring for at der forsat skal være fuld af liv i folkekirken, er blive endnu bedre til at række ud.

-Finde ud af hvad er det for et samfund vi lever i nu og her. Hvor er det vi kan gøre en forskel også i folkekirken. Gøre det lidt nemmere for folk der står lige udenfor kirkedøren og egentlig bare skal have et lille puf for at komme ind. Hjælpe der hvor man se at her er der altså behov - måske ikke for en paragraf eller en check - men for en varm hånd - en omsorg en samtale. De der små ting i hverdagen hvor folkekirken altså også rækker ud til det omkringliggende samfund - det tror jeg er en evigt varende udfordring for vores folkekirke, sagde Mette Bock.

Mange indtryk

Fuld af indtryk var de 80 deltagere klar til at tage fat på en hverdag hjemme i sognene.

Det har indfriet forventningerne. Vi blev bidt i haserne af kirkeministeren - og samtidig med fik jeg et enormt godt indtryk af hende med henblik på at hun var lyttende overfor - var der noget hun kunne tage med over til Christiansborg og gøre noget ved for os, fortalte Ida Gøtke der er menighedsrådsmedlem fra Skive.