Nyt fra Stiftet
Nyheder

Biskoppens julehilsen

Biskop Henrik Stubkjær ønsker alle en glædelig jul og et velsignet nytår.

Igen i år, sender jeg min julehilsen til alle i Viborg Stift, her fra Domkirken i Viborg.

Vi befinder os stadig i adventstidens forventningsfyldte uger. Og ser frem til det forunderlige, som skete i stalden i Betlehem, og som nu igen vil blive forkyndt fra alle landets kirker.

En af de salmer jeg holder mest af at synge her i adventstiden, er Grundtvigs salme: Blomstre som en rosengård”. En salme som er skrevet over Esajas profeti om et nådeår.

En salme som i den grad er gået os i blodet. En salme, som da Grundtvig skrev den i 1837 havde 15 vers.

De første 5 vers gengiver profeten Esajas forudsigelse af et gyldenår, hvor al lidelse er forsvundet. – Hvor det golde bliver frugtbart, og hvor de døve får hørelsen igen og de blinde synet.

De næste 5 vers beskriver, hvordan denne profeti er gået i opfyldelse gennem Jesu ord og gerninger. Med Jesu fødsel, er dette gyldenår kommet til verden.

Og i de sidste 5 vers vil Grundtvigs så vise, at Esajas profeti stadig er levende i dag. At Guds nådeår også gælder os – og det er årsagen til at vi også i år kan fyldes af glæde og forventning til julens under.

Jesu fødsel har også betydning for os – for den sætter et helt nyt fortegn for menneskers liv – og det fortegn er Guds nærvær og nåde!

Her i Viborg Domkirke har maleren Joachim Skovgaard illustreret netop denne sammenhæng, som ”Blomstre som en rosengård” oprindeligt havde.

Ser vi på malerierne i loftet, så ser vi de 4 store profeter med Esajas først længst oppe imod alteret. Og ned langs siderne ser vi de 12 små profeter afbilledet og i midten ser vi Jesus-fortællingen med bebudelsen, fødsel og dåb.

Profeterne slår kreds omkring Jesus og de peger gennem Det gamle testamente frem imod hans fødsel og dåb. De peger frem på Guds inkarnation i Kristus.

Og så går vi videre op i korsarmene, hvor Skovgaard så skildre Jesu liv. Et liv hvor Jesus netop den der helbreder og åbner gudsriges porte gennem nåde og barmhjertighed. Og vi ender i apsis, hvor Kristus sidder på tronstolen med åbne arme, og byder enhver af os som kommer til kirken velkommen i Guds rige.

Der går en lige linie fra profeterne i gammel testamente over Jesu proklamation af et nådeår til julens forkyndelse for os i dag.

Julens budskab er ikke en historiefortælling. Det er en levende forkyndelse af Guds nærvær i verden. Det er håbet til Kristus, der også denne jul vil åbne vore hjerter, fylde os med glæde og fred.

En glæde og en fred, som vi må dele med andre. Også i denne jul, er der mennesker, der har brug for vores hjælp og støtte. Det mærker vi og derfor søger vi sammen i familierne og bliver ekstra gavmilde i julen.

Julens budskab er ikke afslutningen – nej, det er begyndelsen. Og derfor kaldes vi som kirke og som enkeltpersoner til at bringe Jesu forkyndelse af glæde, fred og barmhjertighed med os ind i det nye år – til trøst for de sorgfyldte, og fællesskab for de ensomme, og frelse til de fortabte, og så de sultne får mad, de nøgne får tøj, de fremmede bliver taget i mod og de fængslede får besøg – for derved ses det, at julens budskab ikke er historiefortælling, men levende evangelium.

Må julens fred og glæde nå vore hjerter, og give os mod på livet og på vort fælles ansvar

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår!