Ny sognepræst ansat i Søndermark Pastorat

Kirstine Rasmussen er pr. 1. april 2021 ansat i stillingen som sognepræst (kbf) i Søndermark Pastorat, Viborg Domprovsti.

Viborg Stift ønsker Kirstine stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Kirstine er nyuddannet præst og skal ordineres af biskop Henrik Stubkjær ved Ordinationsgudstjeneste i Viborg Domkirke søndag den 11. april 2021 kl. 14.30.

Kirstine fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Hvad er din baggrund?

Jeg kommer fra Randers, hvor jeg er vokset op i et hjem, hvor tro og kristendom har været en naturlig del af min opvækst. I vores sognekirke gik jeg til børneklub, hvor de kristne fortællinger fik liv både igennem engagerende fortællestil, men også ved de årlige musicals, hvor vi selv lagde krop til persongalleriet i både ny- og gammeltestamentlige fortællinger. Da jeg voksede op blev det også musikken, som på sin vis åbnede kirkedøren, fordi jeg i børne- og ungdomsårene sang i forskellige kirkekor i Randers.

Efter gymnasiet og det klassiske dannelsesår begyndte jeg at læse teologi i Aarhus. Efter endt bacheloreksamen rejste jeg til Australien, fordi den danske kirke i Sydney tilbød mig at blive assistent der. Det blev til en vidunderlig tid, som blev ganske afgørende for mig – både teologisk, men også privat, da jeg med hjem fik et par usædvanligt gode souvenirs i form af en mand og et barn i maven. 
Efter et år på barsel blev det tid til at afslutte, hvad jeg havde påbegyndt, og jeg blev kandidat fra Københavns Universitet og færdig med pastoralseminariets uddannelse i 2020.

Nu er vi, min familie og jeg, klar til et nyt eventyr i Viborg.

Hvorfor blev du præst?

I løbet af min studietid kan man sige, at min barnetro blev splittet til atomer. En erfaring, der vist er ganske almindelig.

Jeg oplevede, at jeg blev nødt til at tage det alvorligt og søgte at få samlet tros-puslespillet til en mere nuanceret tro.

Jeg søgte derfor kirken, og det blev gennem en gammel og kendt ven, nemlig salmernes poesi, at jeg fandt et sprog, hvori min tro kunne finde ro. 

Igennem min studietid har jeg i en del forskellige stillinger i folkekirken fået en forståelse for, hvad det er netop kirken kan, og det blev på et tidspunkt tydeligt for mig, at jeg ikke kan se mig selv være andet end præst.

Jeg søgte embedet i Søndermarkskirken i Viborg som mit første embede, fordi jeg her oplevede en menighed, som ønsker at have en rummelig og aktiv kirke, hvor vi sammen skal lave kirke for hele sognet, og hvor forkyndelsen samtidigt vægtes højt. 

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?

Først og fremmest, så er det helt utroligt svært at svare entydigt på.

Men hvis jeg nu skal komme med et bud, så er der i dag en tendens til at skyld og skam fylder hos mange mennesker.

Mange tror, at de skal bære livet selv, og på den måde kommer de til at skylde sig selv det hele. Og når vi lever på den måde, så bliver livet utroligt hårdt at bære, fordi vi derved står alene. 
Derfor tror jeg, at mange kunne have gavn af at kende til begrebet synd og syndserkendelse.

I kirken siger vi, at alle er syndere, og selvom det kan lyde som et pessimistisk udsagn og menneskesyn, så er det samtidigt utroligt befriende. For det betyder i realiteten, at menneskets livsvilkår i denne verden er at være et syndigt menneske, uperfekt. Vi er syndere, det kan vi ikke komme udenom – vi rammer ved siden af skiven nogle gange. Men netop som de syndere vi er, ja dem har Gud vist sig for og kommet i møde. Jeg tror på, at Gud er kærlighedens og nådens Gud: Evangeliet er for syndere. Og i kirken har vi et vigtigt budskab, som lyder, at mennesket ikke skal bære byrderne selv – Gud går med os.

Hvad kommer du til at holde mest af i dit virke som præst?

Jeg glæder mig til som præst at møde mennesker! Jeg ser helt utroligt meget frem til at dele glæder og sorger og livshistorier og alt derimellem med mennesker i alle aldre på alle mulige og umulige tidspunkter i deres liv - og tale kristen tro ind i den livssituation, hvori de står.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

At forkynde evangeliet!
Jeg mener, at forkyndelsen skal brede bibelens budskab ud til folk på en måde, som taler ind i deres livssituation, og jeg er dybt optaget af, at kirken i sin forkyndelse er nærværende og vedkommende. Det betyder, at kirkens kerneopgaver fortsat skal have fokus på kvalitet, og samtidigt skal vi sammen tænke over, hvordan vi laver kirke på nye måder, så alle mennesker får mulighed for at høre evangeliet.

Jeg tænker på det som et frø, der skal sås, men her handler det også om, at frøet jo skal plantes i den rigtige muld, vandes og have sollys. Det er nødvendigt for at frøet kan spire og vokse. Og i kirken skal vi have øje også for, hvordan vi sår.