Nyansatte præster
Nyheder

Ny sognepræst ansat i Ranum-Malle-Vilsted

Tom Widerberg Hagedorn tiltræder stillingen pr. 15. september 2021

Tom Widerberg Hagedorn er pr. 15. september 2021 ansat som ny sognepræst i Ranum-Malle-Vilsted Pastorat, Vesthimmerlands Provsti.

Tom Widerberg Hagedorn er nyuddannet præst, og skal ordineres af biskop Henrik Stubkjær ved Ordinationsgudstjeneste i Viborg Domkirke, fredag den 27. august 2021 kl. 16.30.

Viborg Stift ønsker Tom Widerberg Hagedorn stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Tom Widerberg Hagedorn

Tom Widerberg Hagedorn

Tom Widerberg Hagedorn fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

 

Hvad er din baggrund

Jeg er 57 år gammel. Efter 10 år i erhvervslivet med ansvar for salg, markedsføring og kommunikation har jeg gennem de seneste 20 år haft det privilegium at være efterskoleforstander og sammen med min familie bo og leve midt iblandt 165 pragtfulde unge mennesker. Samtidigt har jeg været involveret i en lang række projekter rundt i Asien og Afrika.

Uddannelsesmæssigt har jeg været lidt omkring, først med en uddannelse indenfor afsætningsøkonomi, så en kandidatgrad i teologi og sidenhen et par masteruddannelser, dels indenfor læring og kompetenceudvikling dels indenfor filosofisk og psykologisk coaching. Plus alt det løse. Jeg har fire skønne børn mellem 20 og 30 år, ligeligt fordelt mellem Jylland og Sjælland, og så har jeg været så heldigt at have haft 31 års ægteskab, som desværre kom til en afslutning for nogen tid siden.

 

Hvorfor blev du præst

Da jeg var en ung mand midt i tyverne, travlt optaget af min karriere i reklamebranchen i Århus, fik jeg en stærk erfaring af at Gud er tilstede midt i vores verden – eller snarere omvendt: at vi er tilstede midt i Guds verden. Det førte mig væk fra økonomistudierne og ind i teologien, for hvis Gud vitterligt er til, hvad betyder det så for det liv vi lever? Eleverne på den efterskole hvor jeg var forstander, havde ingen særlig erfaring med kirke og kristendom, men som næsten alle andre unge mennesker er de optaget af livets store spørgsmål, det gælder også de mere spirituelle spørgsmål: er der mere i verden end hvad vi kan se og høre, tælle og beregne? Handler livet om andet end bare at være glad og at ”realisere sig selv”? Er der en større mening og hvem eller hvad er ”Gud”? Det har gennem årene været et privilegium at få lov at give nogle bud der kunne inspirere dem til at søge videre, undre sig, åbne sig og finde deres egen vej i livet, med Gud, med sig selv og med hinanden. De sidste par år har jeg oplevet en stigende længsel efter at vokse ud over efterskolens rammer, at træde ind i et lokalt fælleskab som ikke alene bestod af unge mennesker, men af mennesker i alle stadier af livet og i alle tænkelige situationer, såvel i livets smukkeste som værste øjeblikke, og både når troen, håbet og kærligheden blomstrer og når fortvivlelsen, vreden og frygten tager magten over os. Og i efteråret 2020 kunne jeg mærke at tiden var kommet, det var nu jeg skulle bryde op og tage livtag med et nyt kapitel i livet. Ikke længere som efterskoleforstander men som sognepræst. Og jeg glæder mig!

 

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag

Kort sagt: at finde fodfæste! For blot få årtier siden delte vi en forholdsvis klar forståelse af hvad det vil sige at være en mand og en kvinde, et barn og en voksen, hvad man forventede af mig og hvad der var rigtigt og forkert, sandt og falsk, hvad man kunne regne med og hvem man kunne spørge, hvis man var i tvivl. I dag er al ting til forhandling. Der er et utal af konkurrerende sandheder, og hvem der er ekspert og hvad der er rigtigt, kan skifte fra et yderpunkt til et andet over en nat. Midt i alt det skal jeg forsøge at finde mig selv og min egen unikke identitet, skabe mig et meningsfuldt liv og træffe beslutninger, som jeg også om 20 år vil være stolt af. Men hvem skal jeg lytte til, hvor kan jeg finde råd? Er der noget som helst der ligger bare nogenlunde fast? Og med Brinkmann søger vi råd hos de antikke stoiske filosoffer, eller ind i psykologien, eller ud i spiritualiteten. Aldrig har der været flere søgninger på nettet på spirituelle emner. Aldrig er der blevet solgt flere bøger med filosofiske emner. At finde fodfæste i livet ser jeg derfor som den største udfordring i dag. En udfordring vi er fælles om. Og en udfordring som kristendommen, der trækker på spirituelle og eksistentielle kilder der går tusinder af år tilbage, har meget spændende og relevant at sige om.

 

Hvad mener du er Folkekirkens vigtigste opgave i dag

Svaret fortsætter hvor jeg slap under det sidste spørgsmål, og knytter sig til min egen livslange søgen efter svar på spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske. Folkekirken sætter ord på den tro at Gud kom til sit menneske, i skikkelse af tømrersønnen fra Nazareth. Det er en tro på, at som Jesus var, sådan er Gud, og at det første, det største og det vigtigste der er at sige om mig selv er, at jeg er elsket og ønsket og at Gud har fulgt mig siden mit første åndedrag og vil gøre det, til verdens ende. Og det gælder så i øvrigt også for det menneske der sidder ved siden af mig. Det kan imidlertid være svært at acceptere at man er accepteret. At tro på, at man er elsket. At turde leve modigt og i tillid til, at Gud står bag mig og er med mig og har betroet mig en opgave. Men aldrig har det budskab været vigtigere. Det stiller dog også tusind andre spørgsmål: for hvordan skal jeg dog kunne tro på det? Hvilke tegn støtter overhovedet op om sådan en tro? Er det en sandhed der kan erfares, giver Gud sig til kende, og hvad med al den modstand og ulykke jeg oplever omkring mig? Der er ikke én måde at svare på alle disse gode spørgsmål på, for Folkekirkens Gud er ikke en lille Gud for de få og de anderledes, og vi er som mennesker mere end bare vores forstand men også både legeme, sjæl og ånd. Som kirke må vi derfor i alle livets tilskikkelser forsøge at skabe et rum hvor Gud kan tale til os på nye og anderledes måder, tale til både vores forstand, vores sjæl og vores ånd. Det fordrer hos os en klog, åben, lyttende og fordomsfri tilgang, lige som det gjorde hos de mennesker der mødte Jesus i tømrersønnens skikkelse, men det kræver også at vi som mennesker og som kirke værner om hinanden værdighed og frihed, ligesom Jesus også dengang tog vare på mennesker omkring sig. Sådan må kirken være midt i livet, midt i verden, lige dér, hvor tingene brænder aller mest på, for som Jesus var, sådan er Gud – og sådan må også kirken bestræbe sig på at være stilstede. Sikke en enestående opgave at få lov at tage på sig, som præst. Det må være, verdens bedste job.