Fortsæt til hovedindholdet
Nyansatte præster
Nyheder

Ny sognepræst ansat i Idom-Råsted og Måbjerg-Ellebæk Pastorat

Christina Elisabeth Leinum tiltræder embedet den 1. april 2023

Christina Elisabeth Leinum er pr. 1. april 2023 ansat som 50% sognepræst (kbf) i Idom-Råsted Pastorat og 50% sognepræst i Måbjerg-Ellebæk Pastorat, Holstebro Provsti.

Christina Elisabeth Leinum kommer fra en stilling som sognepræst i Ribe Stift.

Viborg Stift ønsker Christina Elisabeth Leinum stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Christinna Elisabeth Leinum

Christina Elisabeth Leinum

Christina Elisabeth Leinum fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Jeg hedder Christina Elisabeth Leinum. Jeg er pr. 1. april. ansat som 50% sognepræst i Idom-Råsted Pastorat og 50% i Måbjerg-Ellebæk pastorat. Jeg kommer fra en stilling som konstitueret sognepræst i Tarm pastorat. Jeg glæder mig til at flytte til Idom landsby sammen med min mand, og til at komme i gang som fast sognepræst både i Idom-Råsted og Måbjerg-Ellebæk. Jeg er opvokset i Vestjylland, men har boet det meste af mit voksne liv på Sjælland. I 2020 flyttede vi pga. min mands arbejde tilbage til min hjemegn. Jeg holder af Vestjyllands store vidder, havets åbne vindue, klitternes smukke former og den friske vind.

Jeg er fascineret af kristendommen. Den har fulgt mig som det smukke og ophøjede og håbefulde i livet, siden jeg som barn hver søndag, var med i Hanning kirke.

Kristendommen har været grundtonen i lyst og nød, den har beriget og åbnet døre indad til mere selverkendelse, og udad til mere åbenhed og sandhed overfor andre mennesker, og til bibelens litterære kvalitet og de bibelske fortællingers tidløse sandhed. I kristendommens evangeliske kerne, som kommer frem overalt hvor det sande og gode er, findes kærlighedens forvandlende kraft. Jeg tror, det er derfor, jeg er blevet præst.

WHO har i deres sundhedsdefinition beskrevet eksistentiel og åndelig omsorg som et af menneskets grundlæggende behov, der skal være opfyldt for at trives. Jeg erfarer som præst i mødet med mennesker, at dette behov har vi som samfund alt for ofte negligeret. Derfor tror jeg den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag, er at få lejlighed til at tale om liv og tro og døden og smerten, glæden og det svære, i en verden, som ofte overhører ”memento mori” - husk du skal dø. Jeg ser Folkekirkens vigtigste opgave er at formilde evangeliets kerne, at mennesket ikke er alene med smerten i verden. Det er håbet, som kristendommen bærer, og som vi bliver mødt af i salmesangen, sakramenterne og det Levende Ord.

Jeg glæder mig til at virke som sognepræst i Idom-Råsted pastorat og Måbjerg-Ellebæk pastorat, for børn, unge, voksne og ældre, der bor og virker der. Jeg glæder mig til at flytte ind i lokalsamfundet og til det gode brede samarbejde.