Ny sognepræst i Vandborg-Ferring-Fjaltring-Trans-Dybe-Ramme-Lomborg

Heidi Røn er pr. 1. april 2021 ansat som sognepræst i Vandborg-Ferring-Fjaltring-Trans-Dybe-Ramme-Lomborg Pastorat med primær tjeneste i Vandborg-Ferring-Fjaltring-Trans sogne, Lemvig Provsti.

Der er tale om en 50% stilling.

Heidi Røn kommer fra en stilling som sognepræst i Københavns Stift, og har tidligere været ansat i Viborg Stift, hvor hun indtil 2016 var ansat i et embede i Struer Provsti.

Viborg Stift ønsker Heidi Røn stort tillykke med stillingen og velkommen tilbage til Viborg Stift, der ser frem til et godt samarbejde.

Heidi Røn fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Baggrund:

Jeg er født og opvokset ved det barske Vesterhav i Harboøre, og rundet af en kristendom, der insisterer på nåden og på, at glæden var her først.

Jeg har tidligere været ansat i Viborg Stift – nemlig i Vejrum, Ølby, Asp og Fousing sogne i årene 2012-2017. De seneste fire år, har jeg været præst i Sydhavnen i København – og øst er godt, men vest/hjem er nu engang bare bedst.

Den vigtige udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?

Mulighederne! Alle de muligheder! Professor og forfatter Søren Fauth skriver et sted om dén ulykke det kan være ”at sprælle i ren mulighed”. Jeg tror, der er noget om det – og på en halvdårlig dag vil jeg da også betegne mig selv som ”mulighedsidiot”. Jeg kan snildt bilde mig selv ind, at jeg kan det hele og må det hele i min jagt på lykke og et meningsfuldt liv. ”Verden ligger åben” og ”du kan, hvad du vil”, skriger alt i tiden. Men når alle muligheder og døre i verden synes åbne, og ingen fortæller mig, at der er hensyn at tage og pligter, der skal gøres – ja, så kan ”de tusinde muligheders vej” pludselig blive en deroute, der fører til sorg, ulykke og ensomhed. Så det lange svar kort: én af de vigtigste udfordringer ved at være menneske i dag, er at få ro på mulighederne og fastholde hensynet til og pligten over for medmennesket. Vi er hinandens lykkes smede!

Hvad jeg holder mest af i mit virke som præst?

Samtalerne! At møde mennesker! Tænk, at bo og virke i sogne, hvor mennesker taler med én om alt mellem himmel og jord! Naboen, den hjemmegående husmor, landmanden, hende nede i nr. 13 og ham, der om lidt rykker på plejehjem – de render alle sammen rundt med de største fortællinger om glæder, sorger, fiaskoer og drømme. Det er da et privilegium uden lige, at få del i de livshistorier!  

Folkekirkens vigtigste opgave i dag?

I min optik er folkekirkens vigtigste opgave at stå ved sig selv. Jeg plejer at sige til konfirmanderne, at ingen tager skade af at kede sig til en ny livsindsigt dér på kirkebænken. Folkekirken kan SÅ meget: tilbyde ro, fred, sjælesorg, fordybelse. Og det skal den blive ved med i en tid, hvor alt ellers skal gå hurtigere end hurtigt og hvor tid til fordybelse og mulighed for givende kedsomhed er en by i Rusland.