Fortsæt til hovedindholdet
Nyansatte præster
Nyheder

Ny sognepræst ansat i Asmild-Tapdrup Pastorat

Lise Uhrskov tiltræder stillingen den 1. december 2022

Lise uhrskov

Lise Uhrskov

Lise Uhrskov er pr. 1. december 2022 fastansat som sognepræst i Asmild-Tapdrup Pastorat, Viborg Domprovsti.

Lise Uhrskov er i forvejen et kendt ansigt i Pastoratet og i Viborg Stift, idet hun siden 1. januar 2021 har været ansat i et vikariat som overenskomstansat sognepræst i Asmild-Tapdrup Pastorat.

Viborg Stift ønsker Lise Uhrskov stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et fortsat godt samarbejde.

 

Lise Uhrskov fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Hvad er din baggrund?

Jeg er opvokset i Frederiks mellem Herning og Viborg og har haft min ungdom i København, hvor jeg også læste teologi og gennemførte Pastoralseminariet. I 2013 flyttede jeg med min familie tilbage til Viborg. Jeg har arbejdet som præst i forskellige sogne i Viborg og Århus stifter siden 2014.

Hvorfor blev du præst?

Jeg er opvokset kulturkristent og har helt fra barnsben holdt af de bibelske fortællinger, kirkerne og salmerne. Oprindeligt begyndte jeg at læse teologi, fordi jeg gerne ville noget om Kirkehistorie. Undervejs faldt jeg for den evangeliske teologi, men allermest faldt jeg for at arbejde med de bibelske fortællinger.

For mig er det at være præst en fantastisk mulighed for at arbejde praktisk med teologi. Og jeg holder af de mange forskellige arbejdsopgaver og møder med mennesker i en præstegerning.

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?

Jeg kommer først og fremmest til at tænke på den lidt uhyggelige tendens, vi kan have til at falde i den der selvkredsende fælde, som vil fortælle os, at vi - ene og alene - skal klare alting selv. Den kan både føre os i stress og i apati, og sikkert også i det der er endnu værre.

Hvad mener du er Folkekirkens vigtigste opgave i dag?

Kirken bærer det store privilegie både at tale ind i noget individuelt og noget fælles. Jeg mener derfor, at Folkekirkens vigtigste opgave i dag er at tale individer ind i fællesskabet: Trods vores indbyrdes forskelligheder og småuenigheder har vi mennesker – og danskere - dog trods alt uendelig meget tilfælles. Kirken kan påpege vores fælles tradition, skaber og ophav. Det er mit håb, at Folkekirken derved kan give mod og frimodighed til at leve det liv, vi brogede individer er blevet kaldet af vores skaber til at leve sammen i denne verden.