Ny sognepræst ansat i Arnborg-Fasterholt og Rind-Kollund Pastorat
Emilie Louise Nielsen tiltræder stillingen den 1. juli 2021
Emilie Louise Nielsen er pr. 1. juli 2021 ansat som sognepræst i Arnborg-Fasterholt og Rind-Kollund Pastorat, Herning Søndre Provsti.
Viborg Stift ønsker Emilie Louise Nielsen stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.
Emilie er nyuddannet præst og skal ordineres af biskop Henrik Stubkjær ved Ordinationsgudstjeneste i Viborg Domkirke onsdag den 23. juni 2021 kl. 16.30.

Emilie Louise Nielsen
Emilie fortæller lidt om sig selv og sin baggrund
Hvad er din baggrund?
Jeg kommer fra Hjortshøj, en lille by lidt nord for Aarhus. I min familie var vi kulturkristne, og tro og Gud kom ikke så tit op under samtaler ved aftensmadsbordet. Til gengæld gik mine brødre og jeg fra en tidlig alder til FDF i den lokale kreds, hvor der blev lagt megen vægt på, at vi skulle
kende kirken og vide hvilken betydning den kunne have for os i løbet af vores liv. Jeg blev derigennem glad for at komme i kirken med dens ro og gode historier og smukke salmer, og som jeg blev ældre blev jeg også mere bevidst om mig selv og min egen tro.
Jeg begyndte i 2014 at læse på teologistudiet i Aarhus, hvor jeg fra første begyndelse havde præsteembedet for øje. Ved siden af studiet arbejdede jeg på et plejehjem, hvor jeg tog mig af at sørge for, at beboerne havde det godt og fik den hjælp de havde brug for. Det gjorde stort indtryk på mig at vide, at jeg kunne gøre en forskel ved bare at være til stede for og give min tid til mennesker, der har brug for det.
Jeg var i forbindelse med studiet i praktik i Kirkens Korshær, hvor jeg opholdt mig meget i varmestuen og deltog i planlægning af aktiviteter til brugerne, samt havde en masse gode samtaler.
Det håb, at man som præst kan gøre noget så vigtigt som at give en person, der befinder sig et svært sted i livet, bare én enkel god dag, har jeg taget med mig videre.
Jeg blev færdig på pastoralseminariet i vinteren 2020.
Hvorfor blev du præst?
Jeg har altid gerne villet mennesker, også før jeg vidste at jeg skulle være præst. At have en betydning for en person og kunne være til nytte og omsorg for dem, hvor end de så befinder sig i livet, givet stor mening for mig. Jeg har oplevet at kristendommen har et vigtigt budskab og stærke værdier, som jeg gerne vil være med til at give videre, og at jeg med min tro i hånden som præst kan nå ud til mennesker på en anden og mere betydningsfuld måde, end jeg ville kunne i noget som helst andet job.
Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?
Vi har et problem i Danmark, som i den sidste tid er blevet mere tydelig, nemlig følelsen af utilstrækkelighed. Rigtig mange personer går rundt og føler sig alene med sig selv, og den følelse kan sætte gang i en ond cirkel, hvor man konstant må tvivle på om man nu er god nok, om man kan nok, ved nok, bidrager nok. Om man som menneske har sejret nok i livet. Det at tro, at man er nødt til at være perfekt for at passe ind, er et enormt pres at gå rundt med, og det bliver kun værre jo ældre man bliver. Vi har buret os inde i et konkurrencesamfund, hvor man måler et menneskes værdi i dets ydeevne, frem for hvem det er indeni.
Man er altid sin egen værste kritiker. Den lille stemme i hovedet der siger, at man intet er værd, tilhører tit en selv. Men det er der jeg mener, at kristendommen og troen kan bidrage med noget vigtigt; nemlig at fortælle os moderne mennesker, at vi ikke behøver være perfekte, og at Gud har
skabt os lige præcis som vi skal være. Så man skal ikke arbejde hårdt og ødelægge sig selv helt for at kunne gøre sig værdi til respekt, kærlighed, livet. Den værdi har man allerede fået givet, og det eneste man har derfor lov til bare at leve.
Hvad holder du mest af i dit virke som præst?
Jeg har glædet mig meget til at få lov at have med mennesker at gøre og at gå gennem livet sammen med dem. Jeg vil gerne kunne være noget vigtigt for nogen, og når arbejdsdagen er slut (såvidt den nogensinde er slut for en præst) kunne sige, at jeg har været med til at gøre en forskel i et liv. Jeg
glæder mig også til, sammen med menigheden i pastoratet, at hjælpe med at etablere kirken som en vedkommende og rummelig tilstedeværelse i sognet, hvor der er højt til loftet og dørtærsklen er lav, og hvor alle kan få noget ud af at komme.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
Folkekirken skal forkynde evangeliet på en måde, der er relevant og lettilgængelig for dagens danskere. Det handler om at møde dem der hvor de er, og om at kirken skal være et sted, der ikke kun foregår om søndagen, men som man kan opsøge når man har brug for den. Kirken skal fortælle,
at Gud er hos os hver dag – både når tingene er lette, og når de er svære.