Mads Bjerre Gram ansat i Asmild-Tapdrup Pastorat

Mads fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Jeg er 31 år gammel, og jeg er oprindeligt fra Viby J, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har siden boet i både Odder og Aarhus, men jeg er nu endt i Viborg, hvor jeg de sidste 3 år har vikarieret for Per Bucholdt, og hvor jeg nu er blevet ansat i en fast stilling.

Oprindeligt da jeg begyndte på teologi, var det egentlig ment som en trædesten for at kunne skifte over til religionsvidenskab. Men jeg blev glad for hvad jeg fandt på studiet, og jeg besluttede at tage hele uddannelsen i teologi. Jeg har skiftet meget frem og tilbage mellem mulige jobs efter endt studium, og det var først på pastoralseminariet, at jeg blev sikker på, at jeg gerne ville virke som præst. Det skyldes i høj grad muligheden for at kunne give noget – evangeliet – til mennesker, der hvor de er i og i den situation de har brug for at høre det. Det er en velsignelse at få lov til at kunne træde ind i andre menneskers liv på den måder præster får lov til det på.

Som menneske er det også interessant at få lov at bakse med de udfordringer, som man som præst kan se samfundet står overfor. Der er mange udfordringer for fremtiden, og det henviser vel i sidste ende til den nuværende situation. Udfordringerne for det moderne – eller postmoderne, menneske. Det er udfordrende at være menneske i dag. Nogle vil mene, at det er det samme som det altid har været, men valgene i dag er mange, og man kan blive angst for, om man mon vælger rigtigt. Hvad giver værdi til livet – til mig selv? Og det er måske den vigtigste udfordring for mennesket i Danmark i dag: At anerkende og fastholde, at mennesket er noget værd – uendeligt meget værd – blot fordi det er menneske. Fordi det er Guds barn. Jeg har fornøjelsen af at kunne få lov til at forberede en række unge mennesker til konfirmationen, og i den forbindelse kan jeg også høre hvilke strømninger, der flyder i Danmark, som udtryk for hele verden. Det er meget tidstypisk, at menneskets værdi er opgjort i materielle goder og økonomiske situation. Det må vi gøre op med og det anser jeg som den største udfordring for mennesket i Danmark i dag: At kunne fastholde andres og ikke mindst sin egen uvurderlige værdi  alene ud fra det faktum, at vi er mennesker og Guds børn.

Det kommer ikke af sig selv, og det er nu nok folkekirkens vigtigste opgave i dag: at finde rum og give mulighed for, at Danmarks befolkning kan samles og høre evangeliet forkyndt. Få fortalt om Gud, der elsker os ubetinget, bare fordi vi er; og om hvilke fordringer det stiller til os.

Det er derfor også noget af det jeg holder mest af ved at være præst. At kunne træde ind i både det enkelte menneskes liv, men også i menighedens forsamling uden at skulle medbringe min egen lommefilosofi, men i stedet lade evangeliet give livsindhold til den enkle situation. Det er en gave at være præst, for hjemmet, sindet og hjertet bliver åbnet, så snart man træder ind af døren. Det har jeg sat stor pris på de sidste 3 år, og det ser jeg frem til at kunne få lov til  de næste mange år.