Kendt ansigt ansat som vikar i Nordsalling-Fur Pastorat

Sognepræst Claus Henry Olsen er pr. 29. oktober 2020 ansat i et barselsvikariat i Nordsalling-Fur Pastorat, Salling Provsti.

Nordsalling-Fur Pastorat består af Glyngøre, Sæby, Vile, Selde, Åsted, Junget, Thorum og Fur sogne.

Claus Henry Olsen er allerede et kendt ansigt i pastoratet, idet han tidligere gennem flere år har været ansat som sognepræst i pastoratet.

Viborg Stift ønsker Claus Henry Olsen stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Claus Henry Olsen fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Hvad er din baggrund?

Jeg er opvokset i jævnt middelklasse borgerhjem i Aalborg, hvor min far og farfar var ansat ved postvæsenet. Ved postvæsenet havde jeg også job i ferier og ledighedsperiode. Min mor, som var Husmoder, lærte mig at folde hænderne og bede Fadervor. Særlig kirkeligt var hjemmet ikke da jeg var lille og ung. Men med årene fandt de ind i et godt kirkeliv i Nørre Sundby.

Hvorfor blev du præst?

I Gymnasietiden, som var herlig, fik jeg kontakt med et tre klassekammerater, der var med i KFS: Kristeligt Forbund for Studerende, og de var gode at samtale og diskutere med. Så fra afgjort ateist, blev jeg grebet af den omsorg og kærlighed, der var i den kristne kirke. Jeg læste Matematik-Datalog ved Århus Universitet i ret kort tid, og fandt ud af, at det lå over mit niveau. Efter en tid ved posten i Aalborg, kom jeg på Højskole: LMH i Hillerør forår 1973. Dette ophold blev ret afgørende for mit kommende studie ved teologien på Århus Universitet/Menighedsfakultetet. I studietiden var jeg engageret som stud. theol. og timelærer i Fysik ved Jakobskolen. Jeg nød fysikundervisningen, som på sit højeste betød 3 klasser samtidig og også afgangseksamen i fysik over tre år. Det tog sin tid. Samtidig var jeg med i mange forskellige frivillige arbejder i menighedsliv.

Hvad oplever du som den vigtigste udfordring ved at være menneske i Danmark i dag?

Jeg tror de hastige forandringer, det anstrengte forhold til naturen og ro til at holde de daglige andagter er ret udfordrende.

Hvad holder du mest af i dit virke som præst?

At holde søndag sammen med en menighed af mennesker, som nu er i det sogn, hvor man bor. Og faktisk nyder jeg søndagen mest i de små forsamlinger. Først lærte jeg glæden ved den lille menighed, da vi var med i søndagens gudstjenester i omegnssognene Borum og Lyngby sogne nær Århus. Lille menighed, men Herren var nær! Jeg har siden 1978 delt mit liv med min hustru: Elisabeth Wagner Olsen, der egentlig gerne ville være kateket i folkekirken. Hun har været en uvurderlig samarbejdshustru. Vi blev præstepar i Thy, Boddum og Ydby i 1985. Her nød vi at være præstepar i små menigheder og tæt på folk og det landlige liv. Vi flyttede til Fur i 2000. Livet på Fur lå i forlængelse heraf. Selv om det er en ø. Det har dog ligesom præg af at være en meget lille provinsby.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?

At give jævne folk i menigheden ro til at kunne leve kristenliv, i såvel søndagens gudstjeneste som i hverdagens gerninger. Sådan kan den få styrke til at leve og være salt i hverdagen.

Jeg glæder mig så meget over den indledende bøn til 4. søndag i Trinitatis:

"Vor Gud og Fader, du som er herre over verdens gang og styrer alt efter din plan, dig beder vi: Giv os fred på jorden, og lad din menighed nyde rolige dage i hengiven tilbedelse og i tjeneste for dig ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed til evighed"