Undervisning
Læs også

Udvalgets arbejdsområde

- Konfirmander
- Minikonfirmander
- Forældre, der skal have deres barn døbt – eller som gerne   vil have hjælp til at oplære deres barn i den kristne tro.
- Mennesker midt i livet, der er blevet nysgerrige efter at       vide mere om kristendom.
- Nye medborgere, der går ind i et undervisningsforløb med     henblik på at blive døbt. 

Kirkens undervisningsopgaver er mange og der kommer stadig nye til, efterhånden som nye grupper efterspørger viden om kristen tro og praksis.

Samtidig fordrer strukturændringer i folkekirken og hensynet til skolen mange steder, at der tænkes nyt omkring undervisningens rammer i form af heldagsundervisning og projektforløb. Det giver nye muligheder – og nye udfordringer.

Undervisningsudvalgets opgave er at inspirere det religionspædagogiske arbejde, der sker rundt om i sognene, og at hjælpe kirkens medarbejdere til at dygtiggøre sig inden for de mange forskellige undervisningsopgaver.

Med baggrund i vores brede erfaring fra teologisk og pædagogisk arbejde og et solidt kendskab til kirkens mange undervisningssituationer ser vi os selv som en ressource for præster, sognemedhjælpere og andre undervisere i stiftet.

Vi ser det som vores opgave at have fingeren på pulsen i den kirkelige undervisningsverden, sådan at vi kan tilbyde relevante og praksisnære kurser og formidle kontakt til andre, der arbejder med lignende emner.

I perioden 2014-2015 har vi valgt at sætte særligt fokus på den dannelse, der sker i kirken. I en tid, hvor skole og uddannelseskultur i høj grad fokuserer på tilegnelse af målbare kompetencer, finder vi at der er grund til at overveje, hvad der karakteriserer dannelse i kirken, og hvad det betyder for undervisningens form og indhold.

At blive dannet som menneske er en livslang proces, og kirken slår ved flere lejligheder følge med mennesker på et stykke af deres dannelsesvej.

Gennem kurser, debat, workshops og inspirationsdage vil vi afsøge forskellige bud på, hvad der er det særligt dannende i kirkens undervisning, og formidle praktisk inspiration til brug i kirkens konfirmand-, minikonfirmand- og voksenundervisning.