Pilgrimme & Hærvejen
Hærvejen - en historisk vej

Hærvejen - en historisk vej

Hærvejens vandre- og cykelruter løber fra Padborg til Viborg og videre nordover mod henholdsvis Frederikshavn og Hirtshals


Under hensyn til det muliges kunst, følger ruten de historiske vejstrøg, der især syd for Viborg, har været kendt gennem århundreder – ja årtusinder – som Hærvej; veje, hvor alle måtte færdes. Mod syd snor Hærvejen sig tørskoet langs den jyske højderyg mod grænsen. Mod nord var billedet mere broget. Her snoede stierne sig ofte fra vadested til vadested, udenom moser og øde heder med retning mod det næste kendingsmærke – måske en gravhøj eller en kirke.

Drog man i middelalderen ud i verden, fulgte man tidens hærveje, her, hvor alle måtte færdes – bønder, handlende, rejsende, soldater, godtfolk og pilgrimme. Det er ikke uden grund at Hærvejen er udråbt til Danmarks pilgrimsrute; bragte rejsen dig udenlands, var hærvejene de strøg, du fulgte.


Hærvejen – rekreativ ro og moderne pilgrimme

Nogle af de færdselsstrøg, hvor Hærvejen engang løb, ligger i dag under asfalt, og er meget befærdede – nutidens hærveje. Nogle er borte og glemte som andet end en svag sænkning i terrænet. Atter andre er i dag strækninger i nutidens vandreruter, som jo alt andet lige er tilrettelagt efter den moderne vandrendes behov for rekreativ ro og naturskønhed.

Du kan læse meget mere om Hærvejen på Destination Hærvejens egen hjemmeside.

Her finder du kort over ruten. Samtidig har organisationen bag ruten i samarbejde med turistbureauer langs ruten samlet materialer sammen om overnatning, spisesteder og oplevelser undervejs på de flere hundrede kilometer lange strækninger.


Kort over Hærvejen


Som symbol på sin status som et led i de europæiske pilgrimsvandreveje, er vandreruten undervejs markeret med Olavskorset, hvor ruten går mod nord og Nidarosdomen i Trondhjem, Norge, medens Jakobsmuslingen smykker pælene mod Apostelen Jakobs grav i Santiago, Spanien.


Vandreruten undervejs er markeret med Olavkorset