Reformationsfejringen
Hans Tausen og Viborg

Hans Tausen og Viborg


Hans blev født i 1494, står der i Ribe Domkirke. I Birkende ved Langeskov på Fyn. Fra en gammel fortælling får vi at vide, at hans far var smed. Men i en sang af B. S. Ingemann fra 1843 er han blevet bonde. Og derfor kan Ingemann sige om Hans:

”Det var hin lille plovdreng fra Birkende by,
hans navn fløj over Danmark med folkeligt ry;
en dansk Morten Luther, han stred med ordets sværd
og sejred med ånden i hjertefolkets hær.” ( Vers 3 i ”På Tave bondes ager” )

I virkeligheden kom han nu nok fra den lavere adel. I hvert fald blev han munk i et rigt kloster ved Slagelse: Johanitterklostret i Antvorskov. Og det var så godt som umuligt for en bondedreng.

Fra klostret blev Hans Tausen sat til at studere både i København og i udlandet. Og derfor kom han i foråret 1523 til Wittenberg, hvor Martin Luther boede og underviste. Hans Tausen sugede til sig af alt det nye, han hørte der. Om hvordan troen var en gave, som mennesket fik af Gud selv. Og ikke noget, man skulle kæmpe sig frem til.

Derfor blev enhver kristen fri for at bekymre sig for, hvordan det dog skulle gå og fik i stedet overskud til at tage sig af sine medmennesker. Overalt, hvor de var. Derhjemme, i skolen og på arbejdet. Sådan at klostrene ikke længere var nødvendige – nu hvor man kunne gøre godt alle steder; og ikke blot i særlige bygninger med et liv efter specielle regler.

”Tværtimod” sagde Luther til munkene og nonnerne ”forlad nu jeres klosterceller, gift jer, få et arbejde og gør gavn blandt andre mennesker. Det er Guds vilje.”

I 1525 kom Hans Tausen tilbage til Danmark. Og blev af sit kloster sendt til Viborg for at være hos Johanitterne dèr. Men han havde lyttet for godt til Luther og begyndte at prædike som ham om den kristnes frihed. Det blev for meget for Johanitterne i Viborg. De udstødte ham af klostret og gjorde, hvad de kunne, for at få Hans Tausen til at tie stille. Men han fortsatte i Sankt Hans Kirke, og da den blev for lille til at rumme alle fra byen, som ville høre ham, gik han ud på kirkegården og trådte op på en hvid gravsten, så alle kunne se og følge med.

Det var dråben for Johanitterne og den katolske biskop i byen, Jørgen Friis. De ville nu have Hans Tausen anklaget og dømt som kætter. Altså som forræder af den katolske kirke.

Det var en meget alvorlig sag. Blev Hans Tausen dømt, kunne han straffes med døden. Da greb kongen, Frederik den 1., ind og gjorde ham i foråret 1526 til sin personlige præst. Med pligt til at forkynde evangeliet i Viborg. Nu kunne ingen røre ham, nu hørte han ikke længere under biskoppens og kirkens styre, men under statens.

Hans popularitet vokser herefter til nye højder. Borgerne fra byen flokkes om ham og til sidst bryder de ind i den gamle klosterkirke ”Gråbrødrekirken” og kræver, at Hans Tausen får lov til at bruge den; da munkene alligevel ikke fylder den. Biskop Jørgen Friis er rasende og vil føre Hans Tausen bort, men borgerne slår ring om ham og beskytter ham. Så det i stedet er biskoppen, der må forlade sin egen by for at være i sikkerhed. Det sker i 1528.

Nu har Hans Tausen så godt som vundet over den katolske biskop. Det endelige nederlag for Jørgen Friis kommer, da Viborgs borgere i marts 1529 får kongens tilladelse til at rive 12 klosterkirker ned og bruge dem til byggemateriale. Så der kun er to tilbage, som oven i købet samtidig gøres til sognekirker i luthersk forstand.

I Viborg er der altså nu kun Domkirken og en katolsk biskop tilbage. Hele den øvrige by er i 1529 blevet luthersk. Året efter kan det derfor aftales med domkirkens ansatte, at den katolske gudstjeneste også skal ophøre der.

Så da Jørgen Friis den 26. august 1530 igen kommer til byen, samler Viborgs indbyggere sig for tredje og sidste gang og jager ham ud. Viborg er nu helt og aldeles luthersk. Men da er Hans Tausen allerede væk. I 1529 blev han af kongen kaldt til København, og han vender ikke senere tilbage, men slutter sit liv med 19 år i Ribe som luthersk biskop. Hvor han dør i 1561.