Begravelsesvejledning
Teologisk redegørelse

Teologisk redegørelse

De kristne begravelsesskikke, vi har i dag, stammer i vid udstrækning fra de jødiske traditioner, og fra beretninger i Det Gamle Testamente, som skikkene oprindeligt udspringer af. Skikkene er, som de bibelske tekster underbygger og bekræfter, udtryk for et savn af, og en respekt for, afdøde, og adskiller sig derved fra samtidens hedenske traditioner. Begravelsen skal derfor ske med værdighed, sømmeligt, ordentligt og i afdødes ånd, hvilket er tæt forbundet med de fortællinger om død, døde og begravelse, der er i Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente er det den tomme grav og mødet mellem englen og kvinderne påskemorgen, der er helt centralt for fortolkningen af døden. Englen trøster kvinderne med ordene om, at Jesus er opstået og gået i forvejen for dem. Det er derfor ikke døden og begravelsen, der fremhæves, men netop opstandelsen og løftet om gensyn. Det er præstens teologiske opgave, at begravelsen er båret af dette møde mellem englen og kvinderne, og at den har karakter af afsked og trøst for de efterladte, da der, bibelsk set, ikke er nogen eksplicit begrundelse for begravelsen, og den ikke er en teologisk forudsætning for opstandelsen af de døde[1].

I Ritualbogen fra 1992[2] er jordpåkastelsesritualet, som det eneste led i begravelsesordningerne, autoriseret ved kongelig resolution, mens de to begravelsesordninger begge er vejledende. Derfor er det op til præsten, at udforme det konkrete begravelsesritual som en tydelig af dødens realitet, i lyset af evangeliet. Ordningerne indeholder hilsen, bønner, salmer, trosbekendelsen, læsninger og en begravelsestale. Begravelsestalen er det eneste rituelle element, der tager afsæt udenfor det rituelle betydningsunivers, nemlig i det konkrete liv og den konkrete død. Vitas funktion er at tale om afdødes liv og at tale for de efterladte, hvilket er det forkyndelsesmæssige omdrejningspunkt i den evangelisk lutherske kirke. Det er begrundet i inkarnationen, som konkret levet liv, og en begravelsestale vil derfor altid skulle forholde sig til det konkrete menneskeliv, der er levet i og givet os af Gud gennem andre mennesker, ligesom det også er motiveret af forbundetheden med dåbens løfte. Begravelsestalens fortegn betyder desuden, at det er forkyndelsen for de levende, af, at dommen over det levede liv, uanset hvordan det blev forvaltet, ikke er menneskers, men alene tilhører Gud.

Jordpåkastelsesritualet består af lovprisning, jordpåkastelse, Fadervor og velsignelse. Indenfor denne rituelle ramme iscenesættes dødens relativitet, hvilket understreges af, at jordpåkastelsen ikke begyndes med en klage, men med en lovsang. Den indledende lovprisning[3] er identisk med den lovprisning, der indleder dåben. Jordpåkastelsesritualet rammesættes derfor af denne lovprisning og altså med et implicit løfte fra Jesus om, at han er med os alle dage indtil verdens ende, og at døden derfor ikke er absolut, og trækker betydningsmæssige tråde tilbage til begravelsestalens forkyndelse af det levende håb.

Jordpåkastelsen er en direkte tiltale til afdøde med navns nævnelse. Den stammer for de første to leds vedkommende fra 1. Mos 3,19, hvor Gud taler til Adam, som repræsentant for menneskeheden, mens det tredje led er en tilføjelse, der forbinder skabelsen med opstandelsen. Den Gud, der taler til Adam, taler som både skaber og opretholder. Da begravelsen ikke er en forudsætning for opstandelsen, kan dette du og tiltalen til afdøde både ses som en inkluderende talehandling og som et løfte, og dermed en trøst, til de efterladte om, at opstandelsen også gælder dem. Døden og afskeden er dermed ikke definitiv, men forudsætning for opstandelsen.

Herefter følger Fadervor og den aronitiske velsignelse, der rituelt understreger relationen mellem mennesker og den levende Gud, og følget sendes ud i/tilbage til verden med tilsagn om, at Gud har taget over, og de efterladte kan slippe den døde, men Gud aldrig slipper dem.


[1] Hvorved sjælemesser blev udelukket. [2] Ritualbog, Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke, Det Kgl. Vajsenshus' Forlag 2003. [3] 1.Peters brev 1,3.